Sverre Fehn kalder arkitektur for skriften på jorden. På denne måde passer det godt, at det nye museum, han har tegnet, er til minde om Ivar Aasen, grundlæggeren af skriftsproget nynorsk. Som Aasen har Fehn taget udgangspunkt i det vestnorske fjeldlandskab og bygget en struktur vi kan forholde os til.

Samtidig med at Jørn Utzon i den senere tid har fået enorm interesse fra forskellig hold, er den norske Sverre Fehn blevet et navn, man stadig oftere støder på i international sammenhæng. Siden de mødtes i kredsen Progressive Arkitekters Gruppe Oslo Norge (PAGON) i 1950erne, har de to arkitekter haft forholdsvis få byggeopgaver på hjemmefronten. I løbet af de sidste år har begge fået tildelt større opgaver hjemme, næsten som om man vil bøde på den stærke kritik, de har måttet tåle gennem et langt erhvervsliv. Således kan Utzons planlagte Louisianaudvidelse og Norsk Arkitekturmuseums ønske om en Fehn-udbygning betragtes som «label-arkitektur», hvor det har været vigtigt at få navnene knyttettil store projekter i hovedstadsområderne.

Fehn har ganske vist realiseret de fleste af sine bygninger i Norge, men disse har stort set været private opgaver. Efter de internationalt opsigtsvækkende pavilloner til Verdensudstillingen i Bryssel (1956-58) og Biennalen i Venedig (1958 og 62) kom et ti-år, hvor han ved siden af at undervise på Arkitektskolen i Oslo for det meste byggede villaer.

Skådalen Skole i Oslo (1971-77) blevet alarmerende eksempel på, hvor lidt den norske offentlighed forstod af Fehns arbejdsmåde. Det er en skole for døve børn, og arkitekten tog udgangspunkt i disse som brugere. Hans løsning var at kompensere for, at eleverne ikke kunne høre, ved at give dem optimale muligheder for synsindtryk og taktile oplevelser. Store glaspartier blev lagt i mødet mellem de forskellige bygningskroppe og udearealerne, således at eleverne kunne kommunikere med hinanden på tegnsprog, hvor andre ville råbe. Komplekset er ordnet som en bymæssig struktur, hvor det at orientere sig faktisk er lettest for de handicappede brugere. Flere af vinduerne befinder sig også i barnehøjde. Dette blev kritiseret fra konservativt hold, og hele sagen blev en så stor belastning, at Fehns tegnestue var ude af drift i de næste syv år.

Siden har han arbejdet støt og roligt og med en bemærkelsesværdig sikkerhed. Som efterkrigstidsarkitekt var han sammen med bl.a. Utzon med til at menneskeliggøre den moderne arkitektur under parolen ny monumentalitet Arkitekturen skulle ikke blot basere sig på at løse funktionelle behov, men være præsentationer af, hvad det vil sige at være menneske på bestemte steder mellem jorden og himlen. Dette er ikke det samme som postmodernisternes og dekonstruktivisternes kommunikative arkitektur, hvor bygninger repræsenterer abstrakte ideer. Fehn bruger gerne udtrykket poetisk vision for at beskrive sin arkitekturholdning.

Med dette mener han ønsket om at skabe en dialog mellem det menneskebestemte, som betingelserne for de døve elever i Skådalen, og det sted, som arkitekturen skaber i samspil med omgivelserne. Arbejdet med stedet er stort set foregået i landskabsmæssig sammenhæng, og Fehn er som oftest kommet til at bygge i landskabelige områder. Samtidig har han igennem sit over 50-årige virke insisteret på et moderne formsprog og materialevalg.

Om overfladisk traditionalisme siger han ”Den, som løber efter fortiden, vil aldrig kunne nå den igen. Det er kun ved at manifestere nuet, at man får fortiden i tale.”

Således er det ikke, fordi Fehns arkitekturholdning er forandret, at den 72-årige omsider har fået stor anerkendelse og med Pritzkerprisen i 1997 er gået ind i rækken af arkitekter som Oscar Niemeyer, Kenzo Tange og Tadao Ando. Snarere er hans konkrete og på samme tid filosofiske arkitekturholdning nødvendig i en tid, hvor ismerne har vist sig at være utilstrækkelige. Og teaterfugl eller ej: Fehn har fået realiseret en række betydelige projekter siden begyndelsen af 1990erne. Det nyeste af disse er et museum i Vestnorge, der åbnede den 22. juni i år, og som var en personlig opgave, han fik fra landets regering.

Ivar Aasen-tunet 

For første gang har Sverre Fehn med Ivar Aasen-tunet fået mulighed for at skabe et totalmiljø med ansvar for bygning, interiør og udstillingsarkitektur. Opgaven var at skabe et nationalt forskningsog formidlingscenter for nynorsk samt et udstillingssted, der beretter historien om sprogets grundlægger Ivar Aasen (1813-1896). Museet ligger i tilknytning til sprogstifterens fødested, hvor nogle træbygninger fra begyndelsen af 1800-tallet stadig ligger i en traditionel bebyggelsesklynge. Grunden ligger i bakkedraget oppe ad et højt fjeld med udsigt til den anden side af dalen.

Enhver, som kommer kørende, vil umiddelbart lægge mærke til en stor betonblok, der står og skilter i bakken. Den rejste grå kubeform bidrager til spænding og dynamik i omgivelserne. Bygningen efteraber ikke naturen, men skaber et nyt sted og markerer et her. Hvor fjeldet er en ubegribelig stor bakke, er betonklodsen et oprejst mennesketegn, der manifesterer vor tid. Den benytter sig af og tydeliggør den lille fordybning i bakken, som er lige netop der. Når man nærmer sig opad, ses også en liggende rektangulær bygning forbundet med den fremskudte væg. Denne stribe ligner et hurtigtog med lange vinduesbånd og diagonale ender, der antyder fart og uafsluttehed. Den besøgende føres op langs bygningen for at inviteres ind på en af kortsiderne. På vej op ses dele af den oprindelige bebyggelse, og det hele fortoner sig som et møde mellem fortid, nutid og fremtid i et fjeldområde, der har overlevet tiden.

Struktur og variation

Man kommer ind i stueetagen, hvor udstillingsarealerne ligger. Nærmest indgangen ledes man direkte til skranken, der også fungerer som bar for cafeen på højre hånd. Bag skranken begynder et tunnellignende rum, derflankeres af nicher til begge sider. Her begynder udstillingen, der er organiseret gennem en tvedeling. Nicherne på højre side giver mulighed for aktivitet og oplevelse. Det er forskellige rum, som inviterer besøgeren til computerspil og interaktive lydinstallationer. Nicherne til venstre er tænkt til fordybelse. Mellem skråtstillede vægge, der får rummene til at ligne åbne bøger, kan man gå ind og studere udstillingsgenstandene, mest nyere nynorsk litteratur og dokumentation fra Aasens sprogforskning. De store vinduer, der kunne ses fra ydersiden, befinder sig på denne side, og en museumsbesøgende bliver nu også naturbeskuer.

Tvedelingen er en løsning på det problem, som er hyppigt i dag, hvor museer ligger i et grænseland mellem oplevelser og informationer. Ofte bliver løsningen svag og bliver til ren oplevelsespark med et godt skjult fagligt indhold. Typisk for Fehn er der valgt en god og klar overordnet struktur, som gør, at den enkelte besøgende selv kan vælge sin rute. Dette er en ærlig organisering, der tager hensyn til, at gæster har forskellige forudsætninger og ønsker.

Inden for den overordnede rumdisposition er der så lagt op til variation. få en måde, som får en til at tænke på Louis Kahns arkitektur, har hver niche i udstillingen fået sin specielle karakter. Dagslyset falder forskelligt ind i alle afdelinger, den kunstige belysning er af varierende styrke, og lydbrusere ophængt i taget giver følelsen af at være hjemme mellem to skillevægge. Udstillingsformen varierer også for hvert rum og giver lyst til videre opdagelse.

På denne måde har Fehn opnået både klarhed og individualitet, åbenhed og lukkethed ved attage udgangspunkt i en streng struktur. Udstillingsarealerne er i deres helhed utrolig vellykkede, idet de koncentrerer sig om indholdet, har en meningsfuld rumorganisering og en menneskelig skala. Fehn har ikke bygget noget spektakulært museum.

Varme materialer

For enden af aksen finder vi trappen til biblioteket. Som et tårn i huset er dette et højt og smalt rum, som vi må ned i kælderen for at komme til. Således forbinder bogrummet administrations- og forskningskontorerne i det nederste niveau med publikumsområderne ovenover. Massive betonvægge og ovenlys får rummet til at ligne en silo, et sted der opbevarer bøger og lader det virke sammen. Et andet samlingsrum er en aula med 110 siddepladser. Her har Fehn beklædt væggene med fyr og opnået varme og en god akustik, der minder om Alvar Aaltos aulaer.

I det hele taget er materialebruget noget af det mestfascinerende ved bygningen. Hvid beton med forskallingsmærker af træ dominerer. Fladerne er således fulde af liv og varme med deres temmelig dybe relieffer og fortællende karakter. Tekstur og varme er også noget, der kendetegner egegulvene og fyrretræsmøblerne i museet. Der er brugt synlige limtræskonstruktioner i tilføjelse til støbte bæreelementer. Arne Jacobsens 7-er glider lige ind, som den står der i cafeen, selvom man kunne ønske noget andet end dette allestedsnærværende symbol på skandinavisk træmodernisme! Enkelte af fyrretræsdørene med spejlrammer minder også mere om badeværelsesdøre i små lejligheder end om detaljer til offentlige rum.

Men det er jo heller ikke vægten på lækre detaljer, der gør Fehn til en af de mest betydningsfulde arkitekter i det 20. århundrede. Snarere er det hans evne til at gennemføre klare, overordnede strukturer i samspil med omgivelserne og at skabe menneskelige miljøer uden at forfalde til hygge. Eller, som arkitekten selv udtalte det i et interview til avisen Dag og Tid i 1996: ”Arkitektur er skriften på jorden. Digtet og bygningen har konstruktionen tilfælles, en bunden eller fast form.”

Det er på ny lykkedes for Fehn at skrive et digt, der giver mening i landskabet.