Det Skrift, som herved forelægges Almeenheden, er at betragte som en Indledning eller Forberedelse til et større Værk, nemlig til en Ordbog over det norske Folkesprog, saaledes som dette forefindes i Dialekterne i Landets forskjellige Egne. Nærværende Deel af Arbeidet er altsaa et Forsøg paa at fremstille de forskjellige Egenheder i Sprogets Former eller at forklare de Regler, som forefindes i Sproget; hvorimod alt det, som angaaer de enkelte Ord og ikke kan bringes under bestemte Regler, bliver at henføre til Ordbogen. Uagtet en saadan Ordbog maatte ansees som det vigtigste og væsentligste Udbytte af den foretagne Undersøgelse af Dialekterne, har man dog fundet det rigtigst at udgive Grammatiken først, da det syntes nødvendigt, at Læseren først maatte have en Oversigt af Dialekternes Forhold saavel i de lexikalske som i de grammatiske Former. Det fulgte imidlertid af Sagens Natur, at Grammatiken ikke kunde være ganske uafhængig af Ordbogen, og man har derfor paa en vis Maade maattet henvise Læseren til den sidste, især ved Forklaringen over Ordenes Betydning, som her for en stor Deel maatte udelades.

Af Fremstillingen af Folkesprogets Former vil man see, at disse tildeels have en stor Forskjellighed i Dialekterne, og at de i Almindelighed lide af denne Forkortning eller Afslibning, der saa let vil indtrænge sig i et Talesprog, som ikke bliver   dyrket eller anvendt i Skrift. Sprogets Former have altsaa ikke et saadant utvivlsomt Værd som dets Ordforraad; men alligevel have dog ogsa Formerne en særdeles Interesse for Enhver, som vil betragte Sprogets Historie og sammenligne det med de beslægtede Sprog i ældre og nyere Tider. Det er at beklage, at der forhen har været arbeidet saa lidet paa denne Sag, og at Folket i saa lang Tid har været uvidende om det rette Forhold imellem Talesproget og Skriftsproget, saavel som om Forholdet imellem de forskjellige Dialekter og det Sprog, hvorfra disse ere udgangne. Denne Mangel paa Kundskab om Sagens rette Sammenhæng har nemlig foraarsaget, at Almuen selv ringeagter sit Sprog og undseer sig ved at bruge det iblandt Fremmede; thi det er under disse Omstændigheder ganske naturligt, at Almuesmanden ikke anseer sin Dialekt for noget andet end en fordreiet Form af det herskende Skriftsprog, hvilket efter hans Tanker er det eneste rette norske Sprog. At Almuen alligevel vedbliver at bruge sine gamle Dialekter, kommer altsaa ikke af nogen Bevidsthed om disses Fortrin, men kun af Vanens Magt og af den Omstændighed, at det moderne Sprog er altfor fremmedt og vanskeligt at lære; man hører ellers overalt det Ønske, at Alle og Enhver skulde aflægge det gamle Maal og vænne sig til at tale efter Skriften. Denne feilagtige Mening om Sagen virker naturligviis skadeligt paa Sproget, da den forhindrer dettes Udvikling og derimod aabner Veien for Indblanding af alskens fremmede Ord og Former, hvorved Folkets Sprogsands forvirres og fordærves, saa at man tilsidst ikke længere kan skjelne imellem det Fremmede og det Nationale. Da nu en lang Erfaring har overbeviist mig om, hvor hinderlig en saadan almindelig Fordom er – ei alene for enhver Bearbeidelse og Udvikling af Sproget, men endogsaa for selve Undersøgelsen deraf, saa finder jeg det ved denne Leilighed passende at forudskikke nogle Bemærkninger om Sprogets ydre Forholde, idet jeg haaber, at enkelte oplyste Almuesmænd eller Andre, som have Anledning til at virke iblandt Almuen, kunde herved bringes til at tænke nærmere over Sagen og virke til at udbrede en rigtigere Mening om samme.

Foreløbig maa det da bemærkes, at denne Bearbeidelse af Folkets Sprog er foretagen i det Haab, at den kunde blive til Nytte saavel for Folket selv som for de Sprogkyndige eller for Sprogkundskaben i Almindelighed, og at Folket altsaa ikke har Grund til at betragte et saadant Foretagende med Frygt og Mistænksomhed. Naar vi søge at faae Kundskab om Almuens Ord og Talemaader, da skeer dette ikke af en ørkesløs Nysgjerrighed, ikke derfor at vi ville have noget at lee ad og gjøre os lystige over; men det skeer derfor, at vi ville vide, hvorledes det staaer til med vort Fædrenesprog og hvorvidt det endnu findes i sin gamle og ægte Form; vi ville vide hvad der er norsk og unorsk, og hvorvidt det Norske kan sættes istedetfor det Unorske. At vore Bygdemaal ofte ere blevne spottede og beleede, er vel altfor sandt; men dette har for en stor Deel grundet sig derpaa, at Sproget var altfor lidet bekjendt, og at der ikke var mange, som havde nogen rigtig Kundskab om, hvorledes Bygdemaalene skulde bedømmes. Det er vel en bekjendt Sag, at den, som flytter fra sin Fødebygd til et andet Sted, sædvanlig nødes til at vænne sig til det Maal, som bruges paa det fremmede Sted, for at han ikke skal udsætte sig for Spot og Latter af ukyndige Folk; men det er ogsaa en bekjendt Sag, at jo mere Vedkommendes Maal er kjendt paa det fremmede Sted, desmindre besynderligt finder man derved, og deslettere er det for den Indflyttede at beholde samme. Nu er det netop det, som vi arbeide for, at Folkets Sprog skal behandles med Alvor og Agtelse; og dertil vil det uden Tvivl hjælpe meget, at en grundig Kundskab om Sproget bliver udbredt; thi vi holde os forvissede om, at jo mere Sproget bliver bekjendt, desmere skal det ogsaa blive agtet og anseet af kyndige Folk; og om de Ukyndiges Dom bekymre vi os ikke. Forøvrigt kan man haabe, at en nærmere Forklaring af Forholdet imellem Folkets Sprog og Forfatternes Sprog vil være til Hjælp og Nytte for begge Parter, da Folket derved kan ledes til at forstaae Forfatterne bedre, og Forfatterne paa sin Side kunne blive opmærksomme paa, hvad Folket forstaaer eller ikke forstaaer, og derved sættes istand til at gjøre sine Skrifter mere fattelige og brugbare for Folket.

Ved at betragte Sprogets Historie komme vi snart til den Erfaring, at vore nuværende Dialekter ikke udgaae fra det Bogsprog, som nu bruges i Norge, men fra det gamle norske Sprog, som findes i de Bøger og Haandskrifter, der vare skrevne, førend Norge blev forenet med Danmark. Vort Skriftsprog er derimod indkommet udenfra, og endskjønt det i lang Tid har været anvendt og udviklet af Norske og Danske i Fællesskab, er det alligevel ikke norsk, men kun sideordnet og nærbeslægtet med det Norske. Man maa nemlig erindre, at det Forenings- Forhold imellem Danmark og Norge, som begyndte i Slutningen af det fjortende Aarhundrede, efterhaanden forandrede sig derhen, at Norge blev ganske afhængigt af Danmark og betragtedes som en Deel af dette. Nordmændene havde saaledes ikke længere noget Foreningspunkt i sit eget Land; Folkets Lærere og Ledere bleve paa en Maade opdragne i Danmark; danske Bøger indførtes i Kirkerne og Skolerne; danske Familier bosatte sig paa mange Steder i Landet og forskaffede sig tildeels et Herredømme over de Indfødte. Alt dette indtraf paa en Tid, som var meget vigtig for Sprogets Udvikling; det var nemlig den Tid, da en større Oplysning begyndte at udbrede sig, og Læsekyndighed blev mere og mere almindelig formedelst den nylig indførte Bogtrykkerkunst, hvorved det skriftlige Sprog fik en langt større Betydning, end det forhen havde havt. Det Bogsprog, som saaledes kom i Hævd i Norge, var altsaa dansk, dog desværre ikke reent eller ægte, men meget blandet med fremmede Ord og Vendinger, især ved Efterligning af det Tydske, hvortil der var saa megen Anledning ved de mange Oversættelser af tydske Bøger. Paa saadan Maade have vi da faaet et Skriftsprog, som er meget afvigende fra det gamle norske, og som indeholder saa saare meget, som er uforstaaeligt for den norske Almue og uforeenligt med det norske Folkesprog.

Uagtet de uheldige Omstændigheder saaledes hindrede Udviklingen af det norske Sprog i Bøger og offentlige Forhandlinger, skulde man dog kunne vente, at en norsk Sprogform kunde vedligeholde i sig adskillige Smaaskrifter, Breve, Fortællinger, Digte og deslige; men dette synes dog ikke at være Tifældet. Man finder ingen Oplysning om Folkesprogets Tilstand før i det sidstforløbne Aarhundrede, da der udkom nogle smaa Dialekt-Ordsamlinger, i hvilke Sproget findes at være omtrent i samme Forfatning som nu. Der har altsaa hengaaet et meget langt Tidsrum, i hvilket man synes at have opgivet enhver Tanke om at anvende det norske Tungemaal paa Papiret. Hvad den simplere Almue angaaer, kan dette vel forklares deraf, at Skrivekyndighed endnu var saa yderst sjelden; men mere uforklarligt er det, at de mere oplyste iblandt Folket kunde være saa enige om at bruge det Danske i alt, hvad de skreve. En besynderlig Likegyldighed, eller Mangel paa Sands for Fædrenesproget, synes at have hersket iblandt Folket, og det er neppe rigtigt at skyde Skylden for Sprogets Forsømmelse alene paa det fremmede Herredømme eller paa de politiske Forholde. Lignende Forholde fandt jo ogsaa Sted paa Island; men alligevel vedbleve dog Islændingerne at skrive Bøger i sit eget Tungemaal, og dette blev dem da ogsaa et herligt Middel til at bevare Talesproget for den Fordærvelse, som Paavirkningen af et andet Sprog lettelig kunde foraarsage.

Det norske Sprog har saaledes kun vedligeholdt sig som Talesprog hos Almuen, og viser sig derfor under forskjellig Form i en Række af Dialekter. Disse Dialekter, som maaskee grunde sig paa meget gamle Egenheder ved Talesproget i de forskjellige Egne, have nemlig ikke havt noget Foreningspunkt eller nogen fælles Rettesnor at holde sig til under deres fremskridende Udvikling; thi det Sprog, som brugtes i Bøgerne, har forekommet Almuen alt for fremmedt og vanskeligt til, at man i Dagligtalen kunde rette sig derefter, og noget andet Forbindelsesmiddel udenfor Bogsproget var her ikke forhaanden. Vore tyndt befolkede Landdistrikter ere saa afsondrede fra hinanden, at Folk fra Landets forskjellige Kanter ikke kunde have nogen betydelig Samfærdsel eller Omgang. Paa de fleste Steder har man alene kjendt Talebrugen i Præstegjeldet og Nabosognene eller i det høieste i Fogderiet. At enkelte Personer flyttede til et andet Sted eller reiste igjennem flere Egne, kunde ikke have stor Indflydelse paa Sproget; thi den allerstørste Deel af Egnens Befolkning blev dog altid hjemme og forblev saaledes ganske ubekjendt saavel med Sproget som med Skikkene i de langtfra liggende Egne.

Under saadanne Omstændigheder er det ikke at undres over, at de norske Bygdemaal have megen indbyrdes Forskjellighed saavel i Formerne som i Ordenes Brug. Paa flere Steder i dette Skrift vil man see, at der gives mangfoldige Afændringer af samme Ord eller samme Form, og at den rigtigste Form ikke altid er den almindeligste. Men man vil dog ved en nøiere Undersøgelse finde, at Dialekternes Forskjel i Grunden ikke er saa stor, som den ved en løselig Betragtning synes at være. Forskjellen er nemlig størst i de mindre væsentlige Dele, saasom i Udtalen, i enkelte Endelser og i Navnene paa enkelte ubetydelige Ting; – derimod er Forskjellen ikke saa stor i de mere væsentlige Punkter, saasom i Lydenes indbyrdes Forhold, i Orddannelse, Ordføiningen og den egne Bøining ved de enkelte Slægter af Verberne og Substantiverne, samt i Benævnelsen af de mere betydelige og almindelig bekjendte Gjenstande. Ved Sammenligning med de Former, som findes i det gamle Sprog, vil man finde, at de nye Former overalt, kun i forskjellige Retninger, udgaae fra de gamle. Ved et nærmere Kjendskab til Ordforraadet kan man erfare, at Sproget endog i saadanne Egne, som ligge meget langt fra hinanden, har en større Lighed, end man skulde formode. De Ord, som ikke ere almindelige, findes ofte igjen paa et Sted, hvor man ikke ventede at finde dem; en Ordslægt findes stundom adspredt saaledes, at Stamordet bruges paa det ene Sted, og de afledede Ord paa det andet; et Ord kan paa den ene Kant af Landet have en meget indskrænket Betydning og paa den anden Kant en meget omfattende Betydning. Uagtet al tilsyneladende Forskjellighed viser der sig altsaa en saadan inderlig Forbindelse imellem Dialekterne, at den ene overalt kan oplyses og forklares af den anden, og at Sprogets Materiale først bliver fuldstændigt ved en Sammenstilling af alle Dialekter.

At dette Sprog saaledes har kunnet holde sig uden at understøttes af et Skriftsprog, og at det, uagtet al fremmed Paavirkning, endnu bruges af den største Deel af Landets Befolkning, er et klart Beviis paa, at det er dette Sprog, som egentlig tilhørerFolket, og at det er inderlig forbundet med Folket som en uundværlig Eiendom, der ikke kan erstattes ved nogensomhelst anden. Vel har denne Eiendom lidt Forandringer i Tidens Løb, saa at enkelte Dele ikke ere ganske i samme Stand som i gamle Dage; men disse Forandringer ere dog uvæsentlige; det er den udvendige Side, som har forandret sig, medens derimod den indre Deel er endnu temmelig frisk og uskadt. Naar man veed, at den største Deel af det norske Ordforraad findes igjen i de islandske Ordbøger, og man saa erindrer sig, at det er omtrent et tusinde Aar siden de islandske Nybyggere flyttede over fra Norge, saa kan man deraf see, at dette Sprog har baade en Alder og en Ægthed, som fortjener at agtes. Man kan see, at det ikke er noget nyt og paatvunget, men maa erkjendes som en ægte Affødning af det Sprog, som herskede i Norge i den gamle Selvstændigheds Tid, og som altsaa har hersket i Landet lige fra den Tid, da Landet blev bebygget af vore Stamfædre.

At henvende sin Opmærksomhed paa dette Sprog og gjøre sig nøiere bekjendt med samme – skulde altsaa ikke betragtes som et unyttigt og unødvendigt Foretagende. Det vilde være besynderligt, at dette Maal skulde være os mere uvedkommende end de, som bruges i andre Lande, – at man skulde studere saa mange andre Sprog, men ikke det, som bruges i Fædrenelandet, – at man skulde kjende bedre til de gamle græske Dialekter, end til de nuværende norske. Vel er det sandt, at det Norske bliver ubetydeligt ved Siden af endeel andre Sprog; men for os maa det dog altid have nogen Betydenhed; i Europaer naturligviis baade Tydsk og Fransk af en langt større Vigtighed, men i Norgemaa dog vel det Norske være det vigtigste. Vel er det ogsaa sandt, at dette Sprog bruges af en udannet Almue, hvis Tankekreds kunde formodes at være noget indskrænket, og hvis Sprog altsaa kunde ansees som udannet og ufuldkomment. Men man bør lægge Mærke til, at det netop er iblandt udannede Folk, at Sprogets Reenhed bedst kan bevares, medens derimod den saakaldte Dannelse er temmelig farlig for Sproget, da nemlig den Dannede saa gjerne følger Fremmedes Exempel og optager fra disse, hvad han selv troer at have manglet. Det maa ogsaa erindres, at ethvert dannet Sprog maa fra først af have udviklet sig af et udannet Folkesprog, og at et fuldkomment Sprog først kan fremkomme ved en høiere Udvikling af det Stof, som findes i Folkesproget.

Naar det saaledes maa erkjendes, at vort Folkesprog fortjener en omhyggelig Bearbeidelse, da er det ogsaa temmelig vist, at det nu er paa høi Tid at indhente, hvad der i denne Henseende forhen har været forsømt. Paavirkningen af det moderne Sprog synes nemlig i denne Tid at være stærkere end nogensinde før. Det nyere Talesprog, som udgaaer fra Byerne, udbreder sig meget i de mest befolkede Distrikter; og endog i de indre Bygder hedder det sædvanlig, at adskillige gamle Ord ere i den sidste Mandsalder gaaede af Brug, og at de Unge ikke tale saaledes som de Gamle. Aarsagen hertil maa søges i de nyere offentlige Forholde, saasom i den større Samfærdsel og jævnligere Omgang imellem de forskjellige Klasser af Folket, og især i den mere udbredte Kundskab, Læsning og Deeltagelse i offentlige Anliggender. En Stræben efter ydre Dannelse bliver mere og mere almindelig; gamle Sæder og Skikke blive aflagte; nye Begreber og dermed følgende nye Udtryksmaader blive udbredte iblandt Folket. Mange af de mere oplyste Almuesmænd vænne sig til et mere moderne Talesprog og søge tildeels ogsaa at vænne Ungdommen dertil, fordi de ansee dette som et Hjælpemiddel til at erhverve Kundskab og Dannelse. Paa mange Steder synes der saaledes at foregaae en Forandring i Talesproget, og man skulde kun ønske, at denne Forandring ikke vilde medføre en altfor stor Indblanding af unorske Ord og Former. En Forandring, hvorved en større Lighed og Eenhed i Talesproget blev opnaaet, kunde vel under andre Omstændigheder være ønskelig; men saalænge som Kundskaben om Folkesprogets Forhold ikke er klarere end hidtil, ville vi hellere ønske, at det maa blive ved det Gamle.

Hvorledes man ellers skulde benytte sig af det samlede Sprogstof, er et Spørgsmaal, hvortil der kan gives forskjellige Svar, men som ikke vel kan afgjøres, førend en Ordbog over Sproget er udkommen, og det hele Materiale saaledes kan overskues. Den Tanke ligger rigtignok meget nær, at man skulde forsøge at danne et Skriftsprog enten efter een af de fortrinligste Dialekter eller efter flere Dialekter i Forening. Men et saadant Foretagende vilde dog støde paa mange Vanskeligheder; Ordforraadet er kun tilstrækkeligt for Folkets almindelige simple Tankekreds, og enkelte Former ere saa forskjellige i Dialekterne, at man vanskelig vilde blive enig om Valget imellem disse; især vilde man have en meget vanskelig Knude at løse, naar Substantivernes Bøiningsformer skulde bestemmes. Alligevel troer jeg dog, at et Forsøg burde gjøres i saadanne Emner, hvortil vi have tilstrækkeligt Ordforraad, saasom Fortællinger, Naturbeskrivelser og deslige. Der gives endog adskillige Sager, hvortil et norsk Almeensprog synes ganske nødvendigt, saafremt den almindelige norske Karakteer i samme skal gjengives; dette er især Tilfældet med de mange betydningsfulde Ordsprog, som bruges iblandt Almuen. Ved saadanne Forsøg kunde man nemlig forberede en bestemt Sprogform, og derved lægge en Grundvold, hvorpaa der siden kunde bygges. Men endog i disse simplere Sager maatte Forsøget forberedes ved en grundig Prøvelse af det hele Stof i Sproget eller i alle Dialekter tilsammen; man maatte ligesaavel tage Hensyn til det Almindeligste som til det Bedste eller Fuldkomneste, og fornemmelig maatte man vogte sig for at tage Ordene iflæng af en enkelt Dialekt eller at anvende for mange sjeldne og ubekjendte Ord; thi det gjælder her om at fremlægge noget, som kan vinde almindelig Erkjendelse saavel ved Forstaaelighed og Bekvemhed i Formen som ved Bekvemhed til at udtrykke Meningen. Det her anførte maa ellers kun ansees som foreløbige Antydninger til nærmere Overveielse af dem, som interessere sig for Sagen; en nærmere Udvikling heraf kan først finde Sted, naar en Ordbog over Sproget er udkommen.

Hvad ellers nærværende Skrift i Særdeleshed angaaer, da er det Stof, som heri er behandlet, ene og alene samlet ved Iagttagelse af Talesproget i de forskjellige Distrikter og ved enkelte Almuesmænds Beretninger om Dialekten i deres Fødeegn. Den Plan at tilveiebringe en Grammatik saavelsom en Ordbog paa denne Maade er først udgaaen fra det norske Videnskabs-Selskab i Trondhjem, ligesom ogsaa Arbeidet er foretaget og fortsat ved dette Selskabs Understøttelse. Anledningen til, at jeg saaledes kom til at udføre dette Arbeide, var ellers følgende. Jeg havde for endeel Aar siden skrevet en liden Samling af Ordforklaringer tilligemed en kort Fremstilling af de grammatiske Former i Dialekten i min Fødeegn, Søndmør, uden at have nogen Tanke om, at mit Arbeide skulde komme til at omfatte flere Dialekter. Dette Skrift, som jeg engang under et Ophold i Bergen foreviste for nu afdøde Biskop Neumann, blev af ham værdiget den Opmærksomhed, at han ei alene opmuntrede mig til at vedblive med et saadant Arbeide, men endogsaa omtalte bemeldte Skrift i en egen Opsats i et af de offentlige Blade. Videnskabs-Selskabet havde imidlertid, som jeg senere erfarede, længe ønsket at formaae Nogen til at undersøge og beskrive nogle af vore mest ægte Dialekter, og da Selskabets Præses, Hr. Rektor Bugge, ved denne Leilighed var gjort opmærksom paa mit foranførte Arbeide, havde Selskabet heri seet en mulig Leilighed til at faae sin Plan udført, og havde derfor antaget Bugges Forslag om at tilbyde mig et Stipendium for det Tilfælde, at jeg vilde foretage en Undersøgelse af de øvrige Dialekter i Bergens Stift. Da jeg nu ved de foregaaende Undersøgelser havde fattet megen Interesse for Sagen, følte jeg mig naturligviis opmuntret ved dette Tilbud, som jeg da ogsaa modtog, skjønt ikke uden Frygt for, at mine Evner maatte blive utilstrækkelige til at udføre et saadant Arbeide saaledes, at Selskabets Hensigt derved kunde opnaaes.

Planen for denne Undersøgelse var i Begyndelsen ikke saa omfattende, da der nærmest var tænkt paa de vestlige Distrikter og især Bergens Stift; men senere er den dog bleven udvidet saaledes, at ogsaa Sprogarterne i de østlige og nordlige Distrikter skulde undersøges, for at Arbeidet saaledes kunde omfatte, om ikke alle, saa dog de fleste Dialekter. Paa Grund heraf er der ikke anvendt saa megen Tid til denne Undersøgelse i de østlige og nordlige Distrikter som i de vestlige, og det er derfor at formode, at der paa flere Steder, især i de østlige Fjeldbygder, endnu kunde være meget at samle, som vilde have givet et godt Bidrag til dette Værk. En fuldkommen Indsamling af alle de Ord og Former, som forefindes i Landets forskjellige Egne, var imidlertid et Arbeide, som var umuligt for een Mand alene at fuldføre. Man kan blot haabe, at det Meste og Vigtigste er samlet, og at den Oversigt af Sproget, som man nu seer sig istand til at give, maa være saavidt omfattende, at Enhver, som senere kommer til at behandle Sagen, kan heri have en Veiledning, som vil gjøre hans Arbeide let og give ham Leilighed til at trænge dybere ind i Sagen.

Med Hensyn til Indretningen af denne Bog maa det bemærkes, at denne, som forhen anført, er anseet som en Forberedelse til Ordbogen, og at derfor en stor Deel af Exemplerne ikke ere forklarede, ligesom ogsaa Dialektforholdet ved enkelte Ord ikke er angivet. Skjønt dette vel i Begyndelsen kan være noget ubeleiligt, syntes det dog at være nødvendigt, for at Bogen ikke skulde blive altfor stor; desuden har jeg troet, at en stor Deel af Exemplerne vilde forstaaes af dem, som enten kjende det gamle Sprog eller ere bekjendte med nogle af Dialekterne. Ved Reglernes Fremstilling har jeg fornemmelig taget Hensyn til en vis Klasse af Læsere, nemlig oplyste og videlystne Almuesmænd, især saadanne, som kjende til de nu brugelige Skolegrammatiker; paa Grund heraf har jeg indført nogle korte Indledninger til at erindre om de almindelige Forholde i Grammatiken, og saaledes endeel korte Forklaringer af de Forholde, som ikke findes udviklede i de sædvanlige Skolebøger, saasom Omlyd og Aflyd, stærk og svag Flexion, Kasus, Kjønsregler o. s. v. For ovennævnte Klasse, som nu lykkeligviis ikke er saa ganske liden, syntes det især magtpaaliggende at faae en Anledning til Kundskab om Dialekternes Forhold til hinanden og til Skriftsproget, da en saadan Kundskab forhaabentlig vilde virke til Vedligeholdelse af det ægte Sprogstof i Dialekterne og til Modstand mod den fremmede Paavirkning.

Paa Grund af de mangfoldige Reiser og Omflytninger, som efter dette Arbeides Plan maatte foretages, havde jeg i lang Tid ikke den Leilighed, som jeg ønskede, til at blive bekjendt med lignende Arbeider i andre Sprog og især til at   kjende de forskjellige nyere Planer i Behandlingen af Grammatiken. Flere af de vigtigste Hjælpemidler af denne Art ere saaledes først komne mig ihænde, efterat jeg allerede havde fuldført de betydeligste Forarbeider, og efterat jeg ved mangfoldige Sammenstillinger af de forskjellige Ordklasser havde søgt at udfinde de forskjellige Regler i Sproget. Under disse Omstændigheder har jeg ofte maattet foretage en Omarbeidelse af det, som forhen var skrevet, ligesom jeg ogsaa ofte har havt denne ydmygende Erfaring, som formodentlig mangen Anden i lignende Forholde har havt, nemlig at man først har udfundet noget, som man anseer for at være nyt og ubekjendt, men siden opdager, at det samme er allerede fundet af andre, og at Tingen altsaa er allerede bekjendt. Den nye og originale Deel af Arbeidet findes altsaa tilsidst ikke at være saa stor, som man i Begyndelsen troede; og dette er da ogsaa en temmelig ligegyldig Sag, da det her ikke kommer an paa, hvem det er, som først har fundet Sandheden, naar kun Sandheden virkelig er funden.

Den Vanskelighed, som er forbunden med at bearbeide en saa betydelig Masse af Stof og at bringe saa mangfoldige Regler i Orden og indbyrdes Forbindelse, – er ellers noget, som kun er bekjendt for dem, der have forsøgt noget lignende Arbeide. Uden Tvivl lader Værket endnu meget tilbage at ønske; og jeg maa tilstaae, at jeg ikke selv er rigtig tilfreds dermed; det forekommer mig, at Stoffet paa mange Steder ikke er tilstrækkelig bearbeidet, og at der findes adskilligt, som enten burde være mere udviklet eller ogsaa ganske udeladt; i Særdeleshed er dette Tilfældet i det Afsnit, som handler om Overgangsformerne, hvilket ogsaa er den nyeste og mindst bearbeidede Deel af Værket. Det er langt lettere at finde Feil ved et Arbeide, naar det er færdigt, end medens det er under Behandling, og det slemmeste er, at Manglerne ved et saadant Skrift ville først rigtig kunne kjendes, naar det er udgivet og altsaa ikke mere kan rettes. Vel skulde jeg saaledes endnu ønske at foretage en Omarbeidelse af enkelte Dele, men da Arbeidet allerede har medtaget en temmelig lang Tid, og det ikke er let at vide, hvor snart man kunde blive færdig med alle disse Forbedringer, og da endelig det Selskab, som har foranstaltet dette Værk, naturligviis ikke kan ønske at udsætte Udgivelsen i en uvis Fremtid, saa bliver da Skriftet herved forelagt Almeenheden til mulig Benyttelse og Bedømmelse. Dersom der senere gives mig Leilighed, kommer jeg maaskee til at udgive endeel Tillæg og nærmere Forklaringer over enkelte Forholde i Sproget, som endnu ikke ere tilstrækkelig undersøgte.