Siden vor Adskillelse fra Danmark er et nyt Liv oprundet for den norske Nation. Efterat den i henimod 300 Aar blot var en Provinds af et fremmed, fjerntliggende Rige, og imidlertid saavel ved egen Brøde (især i de ældre Tider), som ved det danske ofte saare trykkende Overherredømme havde tabt det ydre Tegn paa Nationalitet, har den nu gjenvundet samme Frihed, samme Anledning til virksom og selvstændig Fremtræden, som den havde under Hakonernes meest glimrende Periode. Det er derfor intet Under, at den, i ungdommelig Følelse af sit gjenerhvervede Liv, ogsaa paa alle Maader søger at nyde dette og gjøre det gjældende: intet Under, at den, i det Mindste, som i det Største, søger at yttre en selvstændig Virksomhed og hævde sin Plads som en for sig selv bestaaende Nation blandt Europas Riger. Dertil ere Omstændighederne og i det Hele saare gunstige: Landets afsondrede Beliggenhed, dets charakteristiske Natur og Indbyggernes hele Aandsretning gjør det nødvendigt, at det, naar det ikke er forenet med et andet Land, der ligesom skygger for det, maa falde i Øinene og vise sig, som en isoleret Stat. Med alt dette have vi dog intet eget Skriftsprog. Vort Talesprog forgrener sig blandt Almuen i mange Dialekter, der ere det Oldnorske meget lige, men derfor og i større eller mindre Grad forskjellige fra Skriftsproget, hvilket vi maae dele med vore forrige Herrer, de Danske. 

Denne Mangel er i disse Tider bleven hos Flere saameget mere følelig, som man pleier at tillægge Alt, endog langt ubetydeligere Ting, en politisk Betydning. Man har derfor paa flere Maader søgt at afhjælpe den. For nogle Aar siden, og tildeels ogsaa endnu, skete dette ved at kalde Skriftsproget Norsk; man holdt nemlig for, at da Sproget var fælles, have de Danske ei mere Ret til at tilegne sig det, end vi; hvilket gav Anledning til mangfoldige Trætter, og Kampen synes endnu al­deles ikke at være udfægtet. Andre have senerehen indseet, at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Spro­get, har meget for sig, eller at Sagen idetmindste er saa uvis, at man gjør bedst i at lade al Strid derom fare; imidlertid fandt man det yderst føleligt at give Slip paa et saadant Nationalmærke, og endelig forsøgte man at norvagisere eller fornorske vort Skriftsprog, i det Haab, tilsidst at kunne drive det dertil, at vi kunne siges at have et eget, virkeligt norsk Sprog. 

De Grunde, disse Sprogreformatorer almindeligviis anføre for sin Fremgangsmaade, kunne vel ved et flygtigt Øiekast synes ret antagelige, men ville ved nøiere Betragtning skjønnes at være af saare liden Værd. De opstille, som overfor anført, Besiddelsen af et eget norsk Sprog som Betingelsen for sand Nationalitet, og paastaa, at man ved at bruge en fremmed Nations Sprog ligesom føres i Ledebaand af denne. Hertil kommer den Lyst, som er Enhver, der har været i nogensomhelst Tvang, egen: nemlig at udslette ethvert Minde om denne, og saaledes paa en Maade hovere over sine Undertrykkere. Her vil man dog snart indsee, at Nationaliteten grunder sig ikke saameget paa Sproget, som paa Indbyggernes Charakteer og Landets Natur (ja de nordamerikanske Stater vise, at endog langt mindre dertil behøves); desuden indeholder allerede vort fra Dansken saa betydelig forskjellige Talesprog et naturligt og yderst charakteristisk Særkjende; og forat det ei skal synes Udlændingen, som om vi gaae i Danernes Ledebaand, er det sandelig ikke nok, at vi have et eget Sprog: dertil udfordres Nationalskrifter, der kunne sættes ved Siden af dem, der i andre videnskabelige Lande præsteres. Forsaavidt Lyst til at udslette Mindet om fordums Tvang hist og her kunde begunstige Bestræbelsen efter at forandre Sproget, burde man dog først undersøge, hvorvidt dette Afhængighedsforhold i literair Henseende vikelig kan have skadet. Og da vil man tilvisse indsee, at det i Grunden maa ansees heldigt for os, at vi saa bekvemt komme til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Litteratur; at alt, hvad Danerne arbeide for sig, ogsaa kommer os tilgode at vi gjennem dem sættes i Forbindelse med alle øvrige videnskabeligt dannede Nationer, hvilket vistnok – paa Grund af vort Lands afsides Beliggenhed – næppe, eller saare vanskeligt have været Tilfældet, hvis vi stedse havde haft et eget Sprog, ligesom og vor Literatur, hvor fattig den end nu er, dog i hiint Fald havde været endnu fattigere, da det baade vilde have kostet os mere Anstrengelse, at holde Skridt med Tiden, og det læsende Publikums ubetydelige Udstrækning vilde have sat snevre Grændser for literair Produktion. Efter saaledes foreløbigen at have omtalt hiint Foretagendes Vægt i Almindelighed, vil jeg nu gaae over til, nøiere at betragte, hvorledes det yttrer sig, og om det nogensinde kan opnaa sit Øiemed. 

Saa langt vi kunne følge den norske Stamme tilbage i Historien, har den i ældre Tider stedse talt eet og det samme Sprog, det Oldnorske (Islandske), hvilket noksom kan skjønnes af de gamle Kvæder, da de ældste Eddadigte ere ligesaa reen oldnorske, som de bedste Kvad fra Harald Haardraades Tid. I Norge, Stammens Hovedsæde, taltes der udelukkende Norsk, paa de Egne nær, hvor endnu det Lappiske tales, ligesaa i det egentlige Sverige eller Svealand (Svithjod). Derimod synes det norske Sprog senere at være blevet indført i det saakaldte Gautland (Gothaland) og Danmark, i hvilke Lande et sig det Gothiske[1] eller Angelsaxiske nærmende Sprog udentvivl har været talt; det sidste endog ganske vist i Jydland (see Chron. saxon. ved Aar 449[2]), hvor Almuesproget endnu ligner meget det Gammelengelske[3]. Senerehen udbredte det norske Sprog sig med de norske erobrende Stammer ogsaa til disse Egne, men kunde naturligvis ikke beholde sin fuldkomne Reenhed, og maatte lide under en mægtig Reaktion. Derimod vedblev i Norge og Island Sproget at tales reent og uforvansket; sildigere begyndte man i dette sidste Land at file derpaa, saaat mangen bred Lyd, der fandtes i det ældste Sprog, paa Island blev formildet[4]; dog seeer man af den islandske Lovbog Graagaasen, at Orthographien i det 12te Aarhundred endnu var den samme i begge Lande. Imidlertid var Sproget i Danmark ved idelig Omgang med Engelske og Tydskere udartet; medens vore Forfædres Interesse drog dem fordetmeste til de Folkeslag, der enten talte samme Sprog som dem, eller ogsaa aldeles forskjellige, f. Ex. Russer og Gaeler – hvorved naturligviis ingen Sprogforvanskning kunde opstaa –, hendroges de Danske meest til det for ethvert Sprogs Reenhed saameget farligere Samkvem med sprogforvante Nationer. Alligevel vedblev den danske Tunge endnu en Tidlang at være den norske saa lig, at Udlændinge stedse, og Indenlandske ofte, naar de vilde omfatte alle Sprogets Forgreninger, brugte det almindelige Navn «Dansk.»[5] Sproget i Norge undergik vel ogsaa lidt efter lidt Forandringer, men ikke saaledes, at det nærmede sig det Danske, tvertimod synes Forkjerligheden for den brede Lyd at være bleven større og større. En og anden grammatisk Form lader dog til at være bortfalden, især den saakaldte Omlyd, men det kan ikke nægtes, at det af flere gamle Viser tydeliget sees, hvorledes man heller ikke i de ældste Tider var saa nøie regnende dermed[6]. Sverige blev 1319 forenet med Norge: uagtet dette vel ingen synderlig Indflydelse havde paa Sproget, kan man dog vel antage, at det ei har undladt at forberede den ved Foreningen med Danmark fuldkommen afstedkomne Forandring. Thi med Calmarunionen begyndte den ulykkelige Tid, da Norge maatte staa i Skyggen for Danmark: vi fik dan­ske Befalingsmænd, Dynastiet selv hørte nærmest til Danmark, og Alt, hvad der angik Regjeringen, blev efterhaanden mere og mere skrevet og forhandlet paa Dansk. Derved maatte naturligviis det norske Sprog lide, og brækkes over til det Danske, dog er det interessant at see, hvorledes i Dokumenter, bestemte til blot at beroe hos Landets egne Mænd, det gamle Sprog endnu længe vedligeholdt sig[7], saaat man næppe kan kalde det fuldkommen uddødt som Skriftsprog før Aar 1600, og som Talesprog ikke engang endnu, hvis man betragter Levninger, som endnu findes i vore Dialekter, skjøndt de fleste grammatikalske Former dog ere svundne. Vi see saaledes, at vort Sprogs Overgang til Dansken vel var pludselig, men dog længe forberedet, og at vi snarere burde glæde os ved at have beholdt et saa velklingende Sprog, end blindthen stræbe at forandre det, mindst naar det skeer paa den planløse Maade, Sprog-Reformatorerne eller Fordærverne bruge. 

Disse vise nemlig en mærkelig Usikkerhed i Brugen at de Ord, som de optage i vort Sprog. Thi de bruge ligesaavel tydske og svenske Ord, som norske, blot fordi de ere sjældne og have etslags originalt Tilsnit, som blender dem. Ligeledes seer man dem ofte optage meget besynderlige og ubekjendte Ord, som bruges af Almuen i een eller anden enkelt Egn, men aldeles ikke ere forstaaelige for Mængden af Norges Indbyggere: Ogsaa ere iblandt disse en heel Deel onomatopoeetica, mange endog hidtil aldeles uhørte. Til Exempler paa slige Ord kunne tjene: Verkmester, (Werkmeister) Hui, Grop (svensk), Gelænder, Bild, udbilde, Frivil, Skolt, Bart, Kampp, Sjuh (interjectio), Kulp, Lyh (interj.), Skrasl o. s. v. Hvor urimeligt er det nu ikke, naar man vil skrive Norsk, at optage tydske Ord istedetfor norske og, naar man vil være populair, at bruge Udtryk, forstaaelige blot for enkelte Provindser! Optagelsen af onomatopoeetica er især mislig, thi hvo kan forsikkre, at et Udtryk er norsk, naar man maaskee en Dag iforveien har taget Anledning til at forme det? Ikke at tale om, at alle slige Ord ere meest almindelige hos den laveste Pøbel, og aldeles intet godt Indtryk kunne gjøre paa dannede Læsere. 

Sprogreformatorerne pleie og at optage flere Ord, som vel ere ægte norske, men saa lidet anvendelige, at de kun gjøre en højst daarlig Figur. Mange gamle Ord kunne vel taales i ordentligt Foredrag, men der er og­saa en heel Deel, som ere blevne saa almindelige for de lavere Klasser, og saa sjeldne blandt de Bedre, at deres Indtryk maa være saare ubehageligt. Saadanne ere: «at smyge, siige, skvette, Sjø, Sju, Raane, tyne, Kulp, flunkende» o.s.v. Den almindelige Stemme har nu engang erklæret sig imod dem: og saameget er vist, at den kloge Sprogreformator idetmindste ikke vilde begynde med at intrudere Ord af denne Natur. 

I Brugen og Skrivemaaden af slige tildeels oldnorske Ord lægges ogsaa den groveste Uvidenhed og den latterligste Inkonseqvents for Dagen. Jeg vil til Exempel herpaa anføre det gamle Ord «Gardr». Det betegner baade en indhegnet Plads og Hegnet selv, til hvilket sidste man og har det afledede «gerdi», som endnu almindeligt forekommer (Gjerde), medens af hiint Ord, som i vort nuværende Skriftsprog heder «Gaard», i dette blot førstnævnte Betydning er vedbleven. Almuen kalder det endnu «Gard» og bruger det i begge Betydninger: derfor sætterWergeland i Oden til Bolivar «Gard» istedetfor «Gjerde», medens «Gaard» ogsaa paa andre Steder bruges, og vi faae saaledes to Ord af eet gammelt. «Vivand» ansees at være et eget Navn, medens det blot er en skjødesløs Udtale af «Vidjevaand.» «Ur» (Stenrøse) og «stør» (stiv) skrives istedetfor «Urd» og «størd». Uagtet det flygtigste Blik paa det ældre Sprog vilde være tilstrekkeligt til at vise, hvorledes Diphthongernemere og mere ere gangne af Brug, og at vort nuværende Skriftsprogs Natur i flere Ord aldeles ingen Diphthong tillader, seer man dog, at Hine bruge Ord som Stein, Bein, Hei, fordi de ofte, skjønt ei altid, i daglig Tale høres. I Femininers og Neutrers Dannelse anvendes det platte, aldeles pøbelagtige «a», som i den senere Tid har indsneget sig, medens de ældre brugte «in, udtalt en» eller «n», der stemmer overeens med Skriftsproget. Hvor utaaleligt er det ei at see Ord som «Myra», «Stunda», «Heia», «Gropa» istedenfor Myren, Stunden, o.s.v. (myrin, stundin, heidin)? Ingen Hensyn tages til de gamle Ords Retskrivning; man finder saaledes endogsaa «unna», istedetfor «unden». 

Man burde da og skrive «Barna» istedetfor «Børnene», «Auga» istedetfor «Øinene», «ova» istedetfor «oven», «Da» for «Dag», da man ved nøiere Sammenligning mellem det ældre og nuværende Sprog vil finde, at Endelsen in, der bruges baade som Hunkjøns- og Intetkjøns-Udgang ved den bestemte postpositive Artikel (f. Ex. konan, brudrin, stundrin, gjørdin, augun, børnin) konseqvent hos den laveste Pøbel i de mere fordærvede Egne er bleven til «a» f. Ex. kona, brudra, stunda, Auga, Bar­na; og at det nyere Talesprog især udmerker sig ved at udelade Endekonsonanterne, fornemmelig d, g og n. Men heri bestaar just disse Sprogfordærveres Inkonseqvents, at de følge en Afledningsmaade i et Øieblik, medens de i et andet aldeles ikke synes at kjende dertil. 

Ikke mindre Inkonseqvents og Ukyndighed med vort Sprogs Natur vises ogsaa i Sammensætning af Ord. Saaledes sammensættes norske og tydske Ord, f. Ex. «steinskandse, udbilde;» Infinitiver bruges uforandrede til substantiviske Sammensætninger, f. Ex. «Huusgavne.» Man kunde da og sige«Huusbygge,» «Overeensstemme,» istedetfor «Huusbygning,» «Overeensstemmelse.» Desuden dannes aldeles nye og hittil uhørte Ord, hvori især Hr. Wergeland extravagerer. Hvad skal man vel sige om Ord som «Sprudselsly, Ordbladerasel, Tankeqvistevast, Luepill»? De ere næppe forstaaelige for en enkelt Liebhaber, endsige for et helt Land; hvad det først anførte Exempel angaaer, da er det vel blot Forfatteren selv, som kjender Betydningen deraf. 

I Talemaader og Vendinger troe DHer. Sprogflikkere ogsaa at kunne drive aldeles frit Spil. Vel vare vore Forfædre i sine Digte regelløse med Hensyn til Ordenes Konstruktion, men deres Øren taalte det, deres Versebygning var afpasset derefter, og de havde strengere grammatiske Former, som gjorde Meningen tydelig. Hvad de fandt Tilladeligt, ja Smukt, vilde nu vække vor høieste Afsmag. Ikke saa tænker f. Ex. Hr. Werge­land. Han vil, som det lader til, have samme Frihed, som Hine til at opstille Ordene, ligesom de paa særskilte Stykker Papir vare rystede ud af Ærmet. Exempler herpaa ere Ordføininger som: «hvis loe du» (istf. hvis du loe) «mon hvad han mener» (istf. hvad mon han mener); «end simpel Nar er mere» (istf. er mere end simpel Nar) o.s.v. 

Et at saamange heterogene Bestanddele og uden al Critik sammensat Sprog kan ingenlunde være ønskeligt. Ved at forandre Sproget saaledes som nu er viist, idet man aabenbar fornægter Sprogdannelsens historiske og naturlige Grund, og under denne voldsomme Udfærd, ei engang røber noget Blik for Sprogets Kjerne, bliver det Product man udbringer endnu altid – Dansk, men naturligviis fordærvet; og hvor langt bedre er det ikke, at skrive reent end fordærvet Dansk, der dog aldrig bliver Norsk? 

Det vil have vist sig at hvad der ovenfor er sagt, at det hovedsageligen er Ordforandringen der beskjæftige vore Sprogreformatorer. Dette Arbeide gaar dem raskt fra Haanden og den ubetydelige Dygtighed, som hertil udfordres, staar heller ikke i noget Forhold til den Vigtighed og Betydning, man tillægger et saadant Foretagende. Frygten for Ordlighed med de Danske er i det Hele taget af en høist pudseerlig Virkning; man miskjender, nemlig, og overvurderer Frygtens Gjen­stand, og griber derfor til blinde og intetsigende Forholdsregler. Det er dog bekjendt nok, at Ligheden mellem de blotte Ord i forskjellige Sprog, uden Hensyn til Ordføininger og grammatiske Former, den saakaldte lexikalske Lighed, aldrig kan gjøre Udslaget i at bestemme Sprogets indre Væsen og Navn; hvor den er characteristisk og indgribende, vil den vel antyde Sprogenes Stamme eller indbyrdes Slægtskab, men dens hele Anvendbarhed, som Særkjende, er ogsaa derved udtømt. Man kan ikke bedre betegne Vær det af denne evige Exprimenteren med Gloser end ved at bringe i Erindring, hvortil den ledede flere af det forrige Aarhundredes, og selv nogle af vore Dages Lærde[8], her seer man engelske, tydske, franske, gaeliske, arabiske, chinesiske, persiske o.s.v. Ord sammenlignes for derved at bevise en slags almindelig Sprogforbindelse, uagtet dog det Tilfældige og Grundløse heri er aldeles aabenbart. Man kunde paa denne Maade maaskee komme til det Resultat at Svensk var beslægtet med Fransk, thi som bekjent have Svenskerne mere end nogen anden nordisk-germanisk Na­tion den Skik, at spække Talen med franske Udtryk, og man vil lettelig træffe flere Steder i svenske Bøger, der ere nogle Decennier gamle, hvor Foredraget for en stor eel bestaar af franske Udtryk; men Konstruktionen, Vendingerne, Charakteren blive dog altid svensk; de optagne Ord ere blot en ydre Klædning. Efter denne Digression behøver jeg næppe at bemerke hvorlidet man igrunden rykker fra det Danske og nærmere vort Oldsprog, eller med andre Ord, hvor lidet man bevirker nogen indgribende Reform ved at fylde Talen med et Forraad af saakaldte norske Udtryk; kan man ikke indføre en særegen Methode i at forme og sammenstille Ordene, har man saa godt som Intet udrettet. Man erindre endelig hvad oventor er viist, at vort Sprogs første Forandring blev foretagen under langt gunstigere Auspicier end denne nye, at den længe var forberedt og et nødvendigt Produkt af Tidsomstændigheder; da Magthaverne vare danske, maatte man nolens volens rette sig efter dem, nu derimod er det Sprog, hvorefter man skulde forme det nye, i dets Totalitet saagodtsom uddødt, de Dannede, ja Almuen selv ere engang blevne vante til og gjennemtrængte af det nu herskende Skriftsprog, og man vil saaledes ikke kunne faa dem til at adoptere hiint uden samme Tvang, under hvilken det blev udryddet; idetmindste burde man gaa klogere og mere planmessigt tilverks, og vide at begynde fra den rette Kant, saaat man gjorde umerkelige, men sikkre Trin. Ved at betragte vort Sprogs Forandring vil man finde, at Former og Konstruktion dog var det, som længst holdt sig[9], efterat Ordene for længe siden vare forvanskede: Udlændingerne forstode, saameget de behøvede, naar de kjendte Ordene: Formerne kunde ikke forvolde dem store Vanskeligheder; men de Indfødde havde vanskeligt for at aflade, hvad der ved et Aartusendes Brug maatte være dem en fuldkommen Natur. Vilde man derfor planmessigen lægge Grundsteenen til en nye Sprogbygnmg, maatte man i alle Fald begynde med at indføre de gamle Former, Konstruktion, Kasusendelser og Præpositioners Styrelse o.s.v. Det vilde vise sig, naar disse gjennem Tiden vare saaledes almindeliggjorte, at man ei længer standsede ved dem, at Ordene af sig selv rykkede ind i de beqvemme Former. Denne Maade bruge Nygrækerne i deres Stræben efter at rense sit Sprog, som dog ligger langt nærmere det Gammel-Græske, end vort Sprog det Oldnorske: de tænkte aldeles ikke paa at udfeie Ord, eller at indføre gamle, eller ubrugelige i Sproget; derimod overholde de strengere regelmessige Flexioner, rigtig Orthographie og ordentlig Brug af Kasus.  

I ethvert Tilfælde er det klart, at om det end ikke var skadeligt, vilde det dog aldrig lade sig gjøre, voldsomt at forandre Sproget. Dog er hermed ikke sagt, at vi aldeles skulle holde os inden de Grændser og Regler, de Danske afstikke for os[10], Charakterforskjelligheden i begge Lande, foraarsager og tilstæder naturligviis adskillige Modifikationer, men disse ville dog næppe tilintetgjøre den sikkre Grundtone, der betegner et ordent­lig reguleret Sprog, og deres Oprindelse vil noksom adskille dem fra Vilkaarligheder og Magtsprog. 

Langt hensigtmæssigere end hiin falsk-patriotiske Stræben var det, hvis man, ved at udbrede almindelig Kundskab til vort Oldsprog og de deri opbevarede herlige Skrifter, hædrede vore Oldtidsminder paa den rigtige Maade. Var først Kjerlighed og Fortrolighed med vore Fornlævninger udbredt i Landet, vilde snart en renere Stræben efter Selvstendighed i Literaturen følge. Vi raade Sprogreformatorerne at bruge denne Forberedelse; de kunne da fornuftigere og mere konseqvent anvende deres Liebhaberi til at bringe en af vore reneste Almuedialekter i en ordentlig Form sammenholdt med vort Oldsprog, istedetfor som nu skjændigen at forhuttle og sammenjaske vore Dialekter i vild Uorden. Man vilde da, ved en kritisk Sondring og Sammenligning, og ved at etablere en konstant Orthographie,[11] kunne opstille et for hele Norge fælles Talesprog, blot med enkelte Afvigelser i Udtalen hos de forskjellige Egne. Havde man nu først faaet dette bragt i ordentlig System, kunde man skrive deri, ligesom Franskmændene skrive Provencalsk, Tydskerne Alemannisk-schweitzersk o.fl. og hvo der havde Lyst dertil, kunde bruge det som bestandigt Skriftsprog. Naar man da fik en i dette Sprog skreven Bog i Hænde, vidste man strax, hvad man havde at vænte, Intet vilde der forekomme plat, da det Ene svarede til det Andet, nu derimod træffe vi i et ellers ordentlig dansk Foredrag gediegne Bønder, og dette vækker naturligviis som alle heterogene og vilkaarlige Sammenblandinger vor høieste Afsmag. Man kunde paraphrasere vore Oldforfattere i hiint Sprog, eller rettere, det behøvedes ikke, da man, vant til hiint, strax vilde forståa Oldsproget, naar dettes Orthographie blot var ubetydelig forandret[12]. Saadant et Foretagende fortjente idetmindste langt mere Navn af Nationalt, end hiin fortvivlede Stræben uden fast Maal og sikker Plan. 

– h.  

Fra Vidar 1 (1832) s. 5–8 og 2 (1832) s. 12–15. Chra. 1832. Her frå Eskil Hansen (red.): Om norsk språkhistorie. En antologi. Universitetsforlaget, [1970], s. 180-191. Elektronisk versjon ved Nynorsk kultursentrum 2006  

[1] Herpaa tyder noksom Navnet «Gothep» samt tillige den Afsondring, som i ældre Tider stedse gjordes mellem Sviar og Gautar. 

[2] 449. «I denne Tid søgte hengest og horsa, indbudne af Briterkongen Dyrtgeorn, til Britanien…. Da kom der Folk af tre germaniske Stammer, af Old-Saxer, af Angler, af Jyder. Fra Jyderne kom Beboerne af Kent ogWight, samt den Slægt i Wessex, der nu kaldes Jydeslægten.» 

[3] See f. Ex. Feldborghs Denmark delineated Vol. I. Pag. 29, hvor der fortælles om Foersom, at han forstod strax de selv for Engelske uforstaaelige Ord i Burns’s Digte, fordi alle disse Ord deriverede sig fra hans Fødeegn Syd-Jydland. 

[4] F. Ex. Brugen af i istedenfor e, e istedenfor æ, u istedenfor o, o.s.v. 

[5] Saaledes fortælles i «Harald Haardraades Saga», Cap. 113, og Fagurskinna, at Thingmændenes Skare, eller det saakaldte Tinglidh, i England, var valgt fra forskjellige Lande, og dog meest af den danske Tunge ) : af Danmark, Norge og Sverige, hvor den danske Tunge overalt forstodes. At det danske Sprog i ældre Tider var det, hvormed man i Udlandet almindeligviis gjorde sig forstaaelig for Folk af de nordiske Nationer, sees ogsaa af Olaf Trygvesøns Saga Cap. 283, hvor Olaf Trygvesøn i Syrien tiltaler Nordmanden Gaut paa Dansk, thi dette Sprog vidste han, vilde han i alle Tilfælde for­staa : tiltalte han ham derimot paa Norsk, vilde han, hvis han var en Dansk eller Svensk, have Vanskelighed ved at forståa det. Det Danske kan saaledes ansees at have været det samme i Norden, som det Latinske eller ogsaa Lingva franca i Syden; endog forsaavidt de fleste Nordboer udenlands kaldtes Danske, likgesom de sydeuropæiske Folkeslag i Levanten kaldes latinske eller Franker. 

[6] See f. Ex. 1ste Vise i heimskr. Ol. Tr. Saga Cap. 18, hvor man for Rimets Skyld maa læse «folklandum sa branda», istf. folkløndum, o.fl.a.St. 

[7] I et dokument fra 1536 staaer der saaledes: Ollom mannem them som thetta breff fio edhr høra helser Ansten Olafsson qwedhe qwds och sine kwnnwcth gørinde met thette mith wpne breff ath jak haffwer selth. o.s.v. – Ligeledes fra 1520: Thet bekennis wij Guttorm Nielsson, Olaff Thorgilsson. … met thetta wore opne breff at wij haffa seed opit breff met heilum oc oskoddum incligum. … Fra 1521: Ollum mannum them sem thetta breff sea edr høyra, fændhr Byøn Ormsson. … Logrettesmen q.g.o. fina, kwnnickt gørende at mer worum paa. … , saghum oc hørdhum aa handarbande therra af einne halffo N.N. aff andro halffuo N.N. met thi skilorde ath… o. s. v. Derimod i et fra 1506: Edher myn werdoghe herre och høgborne første konwngh Hans med Guds naadhe… o.s.v. war thet wphaf at theris maal at.. o.s.v. staar nw til gwdh och edhers naade. Ja selv i et fra 1469: Alle men som thette breff sse heller høræ, kunetgoræ jak N.N. Prest hii N.N. bog N.N. Laurætæmen hii N.N. at wii vithnom. thet N.N. hauer betalet kirken.. som had loueve. o.s.v. 

[8] Saaledes udkom for et Par Aar siden i Edinburgh et gaelic dictionary, der især laborerer af denne Englændernes Skjødesynd. 

[9] Man behøver blot at kaste et Paar Blik paa forskjellige Documenter fra det 16he Aarhundrede, for at overtyde sig om, at nogle Former, og Konstruksjonen stedse, er reen Islandsk. See f. Ex. de under Nota og forhen anførte Steder. 

[10] F. Ex. den Regel, der i vort Sprog ingensteds har hjemme, hvilken Baden og Nissen finde for godt at opstille, nemlig at man istedetfor pron. og pron. pers. reflex. «sig» skal sette «deres» og «dem», hvor de refererer sig til Pluraler. Det maa kanskee være saaledes Skik og Brug i Danmark: vi Norske sige derimod stedse i daglig Tale «sin» og «sig», og have heri fuldkommen Medhold af Oldsproget, der overalt bruger disse Former. – Andre slige Exempler ere Reglerne om det understøttende n og om Nødvendigheden af enkelt Endekonsonant, hvilke begge ere lige ugrundede. 

[11] Naar man f. Ex. vedtog at skrive de Konsonanter, der oprindelig fandtes i Sproget, men siden formedelst en Skjødesløshed i Udtalen ikke altid høres, f. Ex. d, g, n, altsaa «en Lid», en Tidur (oldn. Thidurr), «Rid» (Proxysme, Oldnorsk hred), en «Dag», «heiman», «undan», istedenfor Li, Tiur, Ri, Da, heima, unda, o.s.v. Ligesaa «au stedse» istedetfor det unorske ou, som Ukyndige bruge, f. Ex. Augon, Graut — istedetfor Ougun, Grouf, «tj» og hj» istf. kj, f. Ex. «Tjern» (Indsø, oldgn. Tjørn) istf. Kjern; «Thjostolv» (oldn. Thjøstølfr) istf. Kjøstolv o.s.v. 

[12] Man kunde f. Ex. udgive en kort Kongesaga, som Fagurskinna, eller og et Udtog af Heimskringla og Fagurskinna, med gothiske Bogstaver, og med al den Modification i Orthographien, som de i Norge skrevne oldnorske Bøger selv antyde; altsaa med h udeladt forved 1, r og n, med v istedetfor f i Enden af Stavelser, med ingen Omlyd, med r istedetfor i, og o istedetfor u i Endelser, med det stugne d, endog i Begyndelsen af Ord, hvor i det nuværende Sprog findes d, altsaa i Pronominer og Pronominalpartikler, o. fl. Det er sansynligt, at et saadant Skrift vilde af Almuesmanden for staaes og ivrigen søges.  

Fra Vidar 1 (1832) s. 5-8 og 2 (1832) s. 12-15. Chra. 1832. Her frå Eskil Hansen (red.): Om norsk språkhistorie. En antologi. Universitetsforlaget, [1970], s. 180-191. Elektronisk versjon ved Nynorsk kultursentrum 2006