1874 Innleiing til stortingsdebatt om målspørsmålet

O.A. Qvam

Qvamvilde tillade sig at optage det Forslag, som han ved Behandlingen af Seminariernes Budget havde fremsat i Komiteen, og som – med en liden Redaktionsforandring – lød således: «Regjeringen anmodes om at tage under Overveielse og om muligt at træffe Forføining til Optagelse af Oldnorsk og norsk Landsmål som Undervisningsgjenstande på Skolelærer-Seminarierne ved Siden af Undervisningen i det almindelige Skriftsprog.» Den Sag, som han her bragte på Bane, var ikke nogen løs Tanke eller en forfløien Ide, men det var en i strængeste Forstand rent praktisk Sag, som i længere Tid havde beskjæftiget vor Skolelærerstand, af hvem den vistnok med Rette betragtedes som et Spørgsmål af den dybeste Betydning for deres Gjerning i Folkeoplysningens Tjeneste. Enhver vidste, hvor stor Forskjel der var mellem vort danske Skriftsprog på den ene Side og de norske Bygdemål på den anden; enhver Mand her i Salen vid­ste vel, tænkte Taleren, at Forskjellen ialfald ikke var mindre end mellem Svensk og Dansk. Nu vilde han bede om, at man stillede sig for Øie, hvorledes det vilde tage sig ud, og hvor langt man kunde nå, om man i svenske Almueskoler skulde lære Børnene at stave og læse efter danske Bøger, og drive den hele Almueskole-undervisning på det danske Sprog, eller om man på den anden Side i de danske Skoier vilde benytte det svenske Sprog på en lignende Måde. Taleren tænkte, det måtte erkjendes, at man ikke vilde nå ret langt derved; det Hele vilde uden Tvivl blive et mere eller min­dre tungt og tråt mekanisk Pugeri, og ialfald en stor Hindring for Undervisningsstoffets rette Tilegnelse. Men Forskjellen mellem det danske Skriftsprog og vore nor­ske Bygdemål var i Almindelighed endnu større end mellem Svensk og Dansk, og derfor var Undervisningen i vore Almueskoler, sålænge den skulde drives på vort officielle danske Sprog, et yderst møisommeligt og trods al anvendt Umage lidet frugtbringende Arbeide. Vore dygtigste Almueskolelærere vare derfor allerede for længere Tid tilbage, såvidt det havde stået i deres Magt, og såvidt deres Kundskab strakte sig, begyndt at anvende Bygdemålet ialfald i den mundtlige Undervisning, og såvidt muligt havde de også taget sig til mundtligt at oversætte Bøgerne for Eleverne på Bygdemålet. Hvad Taleren her sagde, havde han personlig Erfaring for, dels fra sin egen Barndom og dels fra senere Oplevelser. Men han skulde ikke indskrænke sig til blot at påberåbe sig sin egen Erfaring; han skulde føre Vidner. I 1853 ved et Lærermøde for Toten og Hedemarken var der fremkommen følgende Udtalelse: «Forsamlingen erkjendte, at vort Bogsprogs Unorskhed lægger en stor Hindring i Veien for Oplysningens Fremme blandt Menigmand. Thi skal Barnet bringes til at forstå, hvad det læser, må man så at sige oversætte det næsten hvert andet Ord.» På et Lærermøde i Trondhjem i 1861 var der blandt Andet blevet sagt: «Læreren må sysle meget med at forklare Dansken for Børnene, når de kommer i Sko­len, især på Landet, og han tager da gjerne sin Tilflugt til Bygdens og Barnets egen Dialekt.» Videre var der ytret af en Lærer: «Jeg må hefte mig bort fra anden Un­dervisning Time efter Time blot med at oversætte og forklare danske og andre fremmede Ord; ja jeg må snart at sige oversætte Ord for Ord i Bogen, før Barnet for­står dem.» Fra et Lærermøde her i Christiania i 1863 forelå der følgende Udtalelse: «Der er en slem Hindring for Undervisningen i Læsning, og som er fælles for alle Læsebøger, og det er Sproget, som ikke er Børnenes Modersmål, i alle Fald ikke deres på Landet…. Det vilde vistnok bidrage til, at Børnene læste med større Lyst, når Læreren først på Børnenes Bygdemål forklarede dem Læsestykkets Indhold.» På et Lærermøde for Bergens Stift i 1868 vare Udtalelserne gåede ud på, at «Læreren bør bruge norsk Mål», men at man var «enig i, at han ikke kan anvende dette udelukkende, sålænge vi har Læse- og Lærebøger på Dansk» …. «Hvad det angik at bruge Bygdemålet, så var det simpelthen en Nød vendighedpå Landsbygden; thi ellers kunde man ikke virke heldigt som Lærer.» Taleren kunde fortsætte med lignende Citater i stor Mængde; men det Anførte måtte være tilstrækkeligt til at godtgjøre, at den Sag, som han her havde bragt på Bane, var fremvoxet af et uafviseligt Krav fra alle Landets Egne. Almueskolelæreren på Landet måtte– så lød det fra alle Skolelærermøder Landet rundt –, for at virke med Held i sit Kald, benytte det norske Sprog – Landsmålet eller Bygdemålet, hvad man nu vilde kalde det – ved Undervisningen; det var da ligefrem, at han i Seminarierne burde gives Adgang til at studere det, at vinde det Herredømme over det, som alene Studium kunde give, så at han som Læ­rer kunde bruge det frit, utvunget og såvidt muligt på en harmonisk og tiltalende Måde. At Landsmålet indtager en sådan Plads, som Taleren havde søgt at fremstille, var også erkjendt i den gjældende Undervisnings­plan for Seminarierne, idet der i samme tales om Elevens «tilvante Sprog og fra Hjemmet medbragte Anskuelser, der ofte hænge sammen med de bedste og helligste Følelser i hans Natur». Men videre end til denne Erkjendelse kom det heller ikke. Det var så langt fra at påbydes, at dette, der «hænger sammen med Elevens bedste og helligste Følelser», skulde dyrkes, at det tvertimod kun omtaltes som Noget, der måtte tåles og som Undervisningen, slig som den var anlagt, førte Eleven bort fra, idet han, som det hedte i Planen, skulde føres ind i og oplæres til at bruge både i Skrift og Tale det danske Sprog – som ikke just hænger sammen med «de bedste og helligste Følelser i hans Natur». Taleren sagde ikke dette som en Anke mod Nogen. Den histo­riske Udvikling havde været sådan, at man ikke hidtil havde kunnet vente det bedre. Det var jo allerede et Fremskridt fra ældre Tiders Opfatning, at det norske Bygdemål blev nævnt som Noget, der fortjente Respekt; thi den Tid var ikke meget fjern, da det kun mødte Spot og Foragt. Efter 3–400 Års Fortrængsel under det fremmede Åg var det kommen såvidt med det norske Sprogs Fornedrelse, at det ikke blot ikke brugtes i Skrift og ikke taltes af Nogen, som gjorde Fordring på at regnes for en dannet Mand, men at man endog havde tabt Bevidstheden om, at det overhovedet existerede som et fra Dansk forskjelligt Sprog. Indtil for ikke meget lang Tid tilbage havde man almindelig stået i den naive Tro, at det fra Danmark importerede Skriftsprog tillige var norskt, altså et Dattersprog af Oldnorsken, og at Bygdemålene kun vare Udartelser, forfuskede, udskjemte Fordreielser af dette vort Skriftsprog. Det var først i de seneste År, at man var vundet til en klar Erkjendelse af den sande historiske Stilling, nemlig at vore Bygde­mål i alt Væsentligt var det samme Sprog, som taltes af vore Fædre den Tid, da vort Land var hædret og mægtigt i Europa, og da norsk Sprog og Literatur var den ypperste i Nordens Lande, at dette Sprog i vor Fornedrelsestid under Danskevældet vel var bleven fortrængt fra Kirke, Skole og andet officielt Brug, men at det dog var bleven bevaret til denne Dag som Talesprog rundt om i vore Landsbygder. I en Anmeldelse af Ivar Aasens norske Gramarik sagde afdøde Professor A. Munch, vort Lands berømteste Historiker og Sprogmand, hvis Kompetence til at dømme i denne Sag Ingen drager i Tvivl, – han sagde: «at den ældgamle mere end tusindårige Norrønatunge endnu kraftigen lever og rører sig hos Folket, og med en ægte og oprindelig Klang, som man endog på Island forgjæves søger.» «Det er os» – sagde han videre – «enstor Trøst og Stolthedat erfare så håndgribeligen, at vi lige ned i disse Tider, under så uheldige ydre Omstændigheder for Sproget, have kunnet bevare dette i en så oprindelig Skikkelse». Endvidere, at det – Landsmålet – «intet har lidt af Tidens Storme, men frembyder endnu samme ægte Klang, samme Former som i dets mest klassiske Periode og i langt høiere Grad end den nuværende islandske Mundart». I en Anmeldelse af Ivar Aasens norske Ordbog sagde Munch, at «den hele Ordbog er selv såatsige et Bevis for vort Oldsprogs næsten uforandrede Tilværelse iblandt os», og at «vort Folkesprog med Bibeholdelse af alle de grundvæsentlige gramatiske Former kun har bort­kastet de mindre væsentlige», samt «at den Forandring, Oldsproget har undergået, ikke engang er så stor, at no­gen Skjelnen mellem det ældre og nyere Sprog anderledes end som blotte Dialekter strengt taget behøves». Når dette var erkjendt, var det klart, at Kravet på vort Folkesprogs Benyttelse ved Undervisningen i Almueskolerne måtte fremkomme ikke blot i det praktiske Behovs, men også i Nationalfølelsens Navn. VorpolitiskeGjenfødelse i 1814 havde naturligen ført til en Kamp for Gjenreisningen og Udviklingen af vore folkelige Eiendommeligheder i alle Retninger, for vornationaleGjenfødelse. Men her måtte Sprogsagen indtage den første Plads.La langue, c’est la nation– Sproget er Nationen, havde en fransk Forfatter sagt; det var ialfald Nationalitetens ypperste Åbenbarelsesform og sikreste Kjendemærke. Når det nu stod fast, at kun det Sprog, som taltes udover Landsbygderne, var det ægte Norske, medens vort Skriftsprog, selv når det søgte at fornorske sig eller bøie hen mod det Norske, var egentlig Dansk, da måtte det erkjendes at være ikke blot såre beklageligt, men ligefrem en Folkeforsyndelse, om det Offentlige vedblev at arbeide for Danskens Udbredelse, men undlod at tage sig af Landsmålet. «Det har,» sagde den berøm­te tydske Professor Theodor Mobius, idet han talte om den norske Sprogsag, «det har noget Opvarmende ved sig at se et Folk, som efter Århundreders Formynderskab endelig er bleven politisk frit, nu også at stræbe efter den ædleste nationale Eiendom, et Folk besidder, Sprogets Udvikling og Anerkjendelse, og man glædes derved, når denne Stræben bliver bragt til Bevidsthed og ledet på en så ypperlig Måde som af Ivar Aasen». Taleren håbede, at også Norges Storthing vilde vise, at det fortjente den Ros, som lå i disse Ord. Men han kom til­bage til den praktiske Side ved Sagen. Thi hvilket Ord end Nationalfølelsen havde at indlægge for den, var det dog i dens praktiske Betydning for Almueskolen at Tyng­depunktet lå, og som han derfor atter vilde betone. Det var Noget, Enhver måtte skjønne, selv om han ikke havde sat sin Fod indenfor en Almueskoles Vægge, hvor vanskeligt det var at hæve den op af dens forkrøblede Tilstand, sålænge Undervisningen skulde drives på et for Børnene halvt uforståeligt Tungemål, men hvilket Opsving, hvilken Væxt, hvilket Liv der vilde komme, når Modersmålet indførtes i Skolen, når det Sprog som alene kunde tale til Barnehjertet, blev Meddelelsesmidlet og Grundlaget for Undervisningen. Man havde i Komi­teen mødt Taleren med det Spørgsmål: Hvad er Landsmålet? Er det ikke blot en broget Mængde af indbyrdes forskjellige Dialekter, uden nogen fælles Enhed? På dette Spørgsmål havde P. A. Munch i sin Tid givet et så træffende Svar, at det ikke kunde gives bedre. Han sagde i sin Anmeldelse af Ivar Aasens norske Gramatik: «Vi erkjende her også Sprogets Enhed. De mange Dialektegenheder, der hidtil snart af en, snart af en an­den Topograf eller Reisende vare opsnappede, tildels misforståede og feilagtigt gjengivne, og som siden, ind­byrdes sammenlignede, syntes at ligne en babylonisk Sprogforvirring, ere her ordentligt sammenstillede, deres sande Væsen og Beskaffenhed er udviklet, og deres underordnede Karakter som blotte Egenheder ved Udtalen er fuldstændigen godtgjort.» Hvordan Undervis­ningen i Folkesproget måtte indrettes på Seminarierne, var – syntes Taleren – hermed givet. At klargjøre Dialekternes Særpræg, indbyrdes Forskjel og Enhed måtte vel blive det vigtigste Moment i en Undervisning, hvis Øiemed for en så væsentlig Del skulde være at forberede vordende Almueskolelærere til selv at kunne un­dervise på et eller andet Bygdemål. Og så måtte Oldnorsken medtages i et sådant Omfang, som var nødvendigt for at give et Begreb om Sprogets Rod og Udvikling, og for at gjøre Undervisningen såvel i Norsk som i Dansk så frugtbringende som muligt. Men her var det forøvrigt ikke Stedet til at udtale sig nærmere om disse Enkeltheder vedkommende selve Undervisningen og Sagens Ordning i det Hele. Han forudsatte, at hans For­slag ikke opfordrede dertil, da det kun gik ud på at anmode Regjeringen om at tage Sågen under Overveielse. Og i den nye Expeditionschef for Undervisningsvæsenets Anliggender havde Regjeringen vistnok også fået den rette Mand til at tage Sagen i sin Hand. Han havde selv været Seminarielærer og var nøie indviet i de For­hold, som Talerens Forslag rammede. Han vilde, troede Taleren at kunne sige, hilse Storthingets Beslutning, om den blev overensstemmende med Talerens Forslag, som en velkommen Allieret i hans Bestræbelser for Seminariernes og Almueskolernes bedst mulige Udvikling og Trivsel. Det var endog bleven Taleren sagt, at denne for Sagen varmt interesserede Mand vilde af egen Drift gjøre Alt, hvad gjøres kunde, for at fremme den, uden noget Initiativ fra Storthingets Side, og at Talerens For­slag således skulde være mindre fornødent; men Tale­ren kunde ikke berolige sig dermed, da en Beslutning af Storthinget ialfald vilde give Sagen et mægtigt Fremstød og bringe den ganske anderledes i Forgrunden. Endelig vilde Taleren sige et Par Ord om Sagens Behand­ling i Komiteen. Da der i Indstillingen Intet var bemærket om, hvorledes Komiteens øvrige Medlemmer stillede sig til Talerens Forslag, kunde man lettelig komme til at formode, at det ikke havde vundet nogen Tilslutning. Dette var dog ikke Tilfældet. Flere av Komiteens Med­lemmer – han troede næsten, det var dens Flertal – havde udtalt sin fulde Tilslutning, ialfald havde han forstået det så, og han skyldte at erkjende, at Komiteens samtlige Medlemmer havde optaget hans Forslag med al mulig Velvillie. I Håb om, at det Samme vilde blive Tilfælde her i Salen, overgav han Sagen til Storthingets Afgjørelse som vor Nationalitets og fremfor Alt som Almuens, Skolens og Folkeoplysningens Sag.

 

Innleiingsforedraget til Ole Anton Qvam i stortings­debatten om målspørsmålet 20. mai 1874. Storthingstidende. Forhandlinger i Storthinget1874, side 697 f.

Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 95-101. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006