Følgende Sætninger, der ere vedtagne i Vestmannalaget, ønskes overveiede og drøftede af Folket i Bygd og By:

Kundskab og Oplysning ere nødvendige Betingelser for Folkenes Beståen, Velstand og Lykke.

Kundskab og Oplysning kunne bedst og lettest erhverves af et Folk og hurtigst udbredes iblandt det ved Skrifter forfattede i Folkets eget Sprog og ved en Opdragelse og ved Skoler, hvor Belærelsen meddeles i Fol­kets eget Tungemål.

Prøve vi disse Grundsætninger på Forholdene her i Norge, finde vi:

1. Det Sprog, som benyttes i de fleste Skrifter og Blade her i Landet, det, som bruges i Skolen, Kirken og ved Domstolene, er det under Norges Forening med Danmark indkomne danske Sprog, som man på Grund af Forhol­dene hidtil har mattet hjælpe sig med.

2. Dette Sprog er ikke det norske Sprog og kan derfor heller ikke blive det gavnligste Middel til Oplysnings Udbredelse blandt det norske Folk.

3. Det norske Sprog er det fra de gamle Nordmænd nedarvede Tungemål, som tales af Landsfolket i Norge, som har fået sin videnskabelige Behandling af Ivar Aasen, men som dog savner officiel Anerkjendelse i Noregs Land.

4. Dette Sprog må selvfølgelig være det gavnligste Middel til Udbredelse af Kundskab og Oplysning blant Landsfolket i Norge.

5. Jo før dette Sprog bliver anvendt i Skole og Kirke, Bøger og Blade, desto snarere vil Folket tilegne sig Kundskab og Oplysning og derigjennem udvikle sine Evner.

Disse Grundsætninger føre til følgende Krav:

Det norske Landsmål bør snarest mulig anvendes i Folkeopdragelsen.

Bergen i Mai 1876.

Vestmannalagets Bestyrelse.

Frå Fraa By og Bygd. Maanadskrift aat Vestmannalaget, nr. 1, 1. juli 1876. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s.102-103. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006