Vi som tror på og arbeider for Norges Gjenfødelse, blir ofte af vore Modstandere skyldt for at lægge en aldeles overdreven Vægt på det folkelige eller «det nationale». Vi driver Afguderi med det nationale, siges der.

Nu er det altid så sin Sag med at afvise en Anke. Vi folkelige er skrøbelige Menneskebarn; vi er af Naturen tilbøielige tilaltondt, som det hedder. Så alle de Anker som rettes imod os, er der gjernelidtsandt i, når de ikke er det rene Vrøvl da. (Men dette sidste er rigtignok temmelig ofte Tilfældet.)

Men for så vidt som man kan afvise en Anke, som der virkelig findes Mening i, så afviser jeg denne om at drive Afguderi med det nationale. Det, som jeg har elsket fra min tidlige Ungdom med en brændende Kjærlighed, det, som jeg den Dag i Dag søger at hævde af al min Magt, det erikke«detnationale».Det er – for at vedblive i dette halvlatinske Udtrykssæt, som desværre så tidt klinger mere forståeligt end det hjemlige – det er dethumane,det ålment menneskelige Liv. Eller nøiagtigere udtrykt: det er detideale,eller dethøiere,detåndeligeMenneskeliv.

Jeg har elsket og jeg elskerMenneskelivet, således som det blev levet «på Hellas» klare Bjerge» og i det farverige, underfulde Østerland, således som det åbenbarer sig i Riddertidens Manddom og i Munkelivets Selvfornegtelse, så vel som i Nutidens dybe Gjæring. Jeg elsker Menneskelivet i dets Glans og Vælde, således som det stråler os i Møde fra Historiens største Tider, og jeg el­sker det – om end på en anden Måde – selv i dets dybeste Forvildelse og Sunkenhed. Jeg elsker det, også i den kuede, forkrøblede Skikkelse – ofte blot ligt Mosens kummerlige Overtræk over Bergsiden – som det tiest optræder i her i vort fattige, elskede Fædreneland.

Har jeg drevet Afguderi med noget – og den Sigtelse vil jeg ikke uden videre vise tilbage – så er det med Menneskelivet i det hele, Menneskelivet i dets Kraft og Skjønhed. Men når jeg siger dette, så må jeg da også tilføie, at ikke enhver Kjærlighed er afgudisk, som er lidt mere varmblodig, end en fortørket Theologi og et trangsynt Præsteskab kan fatte.

Derimod, med den nationaleFormfor Menneskelivet tror jeg ikke jeg har drevet noget Afguderi.

Men jeg har lært så meget af det Århundrede jeg fødtes i, at jeg ved at Menneskelivet, når det åbenbarer sig i sin Kraft og Høihed, altid bærer nationalt Sermærke. Jeg har lært, at det nationale er «det ideales» Klædning. Og jeg sætter Pris på denne Klædning. Men det er ikke for Klædningens Skyld. Det er for dens Skyld, som bæ­rer den.

Det ideale, det høiere åndelige Menneskeliv, bærer al­drig unational Dragt. Det Menneskeliv, som har tabt sin nationale Form, det har også tabt sit ideale Indhold, eller er i alle Fald tæt ved at tabe det. – Vi elsker det åndige Menneskeliv. Derfor, og kun derfor, er det at vi vil holde pådets folkelige Form.

Dette som jeg her skriver, og som jeg kalder «folkelige Grundtanker», det kunde jeg kanske lige så gjerne givet en lidt anden Skikkelse og kaldt «Begeistringens Livsanskuelse». Det som jeg vil med mit Arbeide, er dette: at fremmeÅndensSag i mit Fædreland.

Men Anden (Menneske-Ånden) åbenbarer sig her i Norge somnorsk Folke-Ånd, forskjellig fra tydsk og fransk og fra svensk og dansk.

Jeg optager dette Ord: den norske Folke-Ånd, til Trods for alt det Gjøn, som drives med det. Jeg gjør det, fordi vi efter mit Skjøn slet ikke kan undvære dette Ord, når vi får noget større at gjøre med den Sag, som det er Navnet på.

Men jeg vil ikke med dette Udtryk have sagt, hvad adskillige påstår, at Folke-Ånden er en personlig Engel. Det er noget, som jeg ikke ved noget om, og som det, i alle Fald for Tiden, heller ikke forekommer mig meget magtpåliggende at få vide noget om. Det som jeg ved om den norske Folke-Ånd, er bare det, at den er en Kraft,som kan gribe mægtigt ind i Menneskers Liv. Jeg kjender da denne Kraft nærmest fra mit eget Indre. Jeg mærker den, ikke blot når jeg mindes «vore Fædres Be­drift», når et «Sagn driver Blod i min Kind». Jeg kjen­der den som en Magt, der har gjort sig ganske stærkt gjældende i min Livsførelse. Jeg kan lige så lidet tvivle på densfulde Virkelighed, som jeg kan tvivle på den Naturkraft, som jeg ser virke for mine Øine. Var ikke den norske Folke-Ånd en virkelig Kraft, så sad jeg ikke her hvor jeg nu sidder. Da var jeg vel, som så mange af mine jevnaldrende Kammerater, en nogenlunde vel anset norsk Embedsmand. Men var jegbleven Embedsmand, så vilde jeg ikke blot være hjemfaldt til den Åndløshed, som er norske Embedsmænds vanlige Lod. Jegvilde ligefrem have været Ånds- Fornægter. Jeg vilde have været Oprører mod den Kraft, som mig «vældig greb», og som ledede mit Liv ind på andre Baner, end dem som fører til et Embede. [1]

Og denne Kraft, som jeg således kan kjende virke i mit eget Indre, ved jeg er den samme som er virksom i alle de Nordmænds Liv, som vier sine Evner til Folkets og Fædrelandets Bedste, så godt som de forstår det. Og fremdeles er det den, som har været virksom i alle sådanne Menneskers Liv op igjennem Tiderne, så længe som der har været et norsk Folk til. Den er Sjælen i enhver ægte norsk Handling, som vor Saga har optegnet. Den er Kilden til al menneskelig Dåd, til alt folkeligt Storværk i Norge. Det er den, som lyser os i Møde fra den Række af strålende Kjæmper, som «vi mindes med Fryd og hædre». – Det er denne Kraft som bærer Norges Historie, og giver den sit eiendommelige Stempel.

Ethvert Folk har sin Folke-Ånd, som er Sjælen i dets historiske Liv. Den træder frem på alle Områder af dets Åndsliv; den driver alle dets store Mænd til deres Ar­beide og Kamp, ligesom den driver de små til at følge de store. Det er den, som skaber et Folks almennyttige Indretninger, dets Politik, dets Kunst, dets Bogværk.

Inderst inde er visselig Åndskraften den samme over­alt på Jorden. Det er den ene og sammeMenneske-Ånd, som er virksom i alle Folkefærds Historie. Men alligevel taler vi om forskjellige Folke-Ånder. – Det er rimeligt nok at det også på Naturens Område er en og samme Grundkraft, som ytrer sig i de forskjellige Naturkræfter. Men selv om dette var godtgjort indtil fuld Uimodsigelighed, så vilde vi alligevel sikkerlig vedblive at tale om flere Naturkræfter, og ikke uden videre slå Elektrisitet, Magnetisme, Varme osv. sammen i ét. Og den åndelige Kraft, som åbenbarer sig i de forskjellige Folkeslags Historie, er i Sandhed så forskjellig hos hvert af dem, at vi ikke godt kan lade være at tale om forskjellige Folke-Ånder. Det er vist nok, at både Ægyptere og Hellenere var Mennesker, og at Menneske-Ånden til alle Tider vil kjendes ved begge Folks Åndsliv som sit. Men lige så vist er det dog også, at den Ånd, som bygde Athens Templer med de slanke Søiler, var en anden end den, som murede Ægyptens tunge Pyramider, og i det hele at der går en rent anden Ånd gjennem Hellas’s Historie end gjennem Ægyptens, ligesom der går en anden Ånd gjen­nem Englands Historie end gjennem Frankrigs. Menne­ske-Ånden åbenbarer sig i Hellas som hellenisk, i Frankrig som fransk, i England som engelsk Folke-Ånd. Men her i Norge åbenbarer den sig somnorskFolke-Ånd.

Når vi her hos os ser så lidet Tegn til en særlig norsk Folke-Ånd, så er det fordi der overhovedet endnu er så lidet Ånd i vort Folk. Det er slet ikke noget Vidnesbyrd om et almenmenneskeligt Åndsliv, som skulde være ophøiet over den folkelige Indskrænkning. Det er simpelt væk Mærke på Åndløshed, intet andet.

Men når det Åndsliv vågner, som vi håber på, når engang en ædlere og dygtigere Slægt bygger Norge, end den, som nu råder, da skal det nok vise sig, at det er dennorske Folke-Ånd,som er trådt i Virksomhed.

Men noget af den norske Folke-Ånds første og vigtigste Gjerning vil være den at hævdedet norske Tungemål, at løfte det op fra den kuede, stakkarslige Stilling, som det nu indtager.

Thi det Sprog, som nu er det herskende i Norge, det som læses i vore Bøger og Blade, og som tales af vor dannede Stand, det erikkenorsk. Alle kyndige ved godt, at det kom ind fra Danmark i den Tid, da vi stod under Danernes Herredømme, og at det endnu i Grunden er dansk, selv om det kan være en Del påvirket af det norske. – Og lige så er det vist, at det Tungemål, som vore Bønder taler, er ægte norsk. Det nedstammer i lige Linie fra det Mål, som vore Forfædre talte i Norges Uafhængigheds og Storheds Dage, fra det Mål, som i sin Tid udviklede et Bogværk, som regnes mellem Verdens første. Men dette ægte norske Tungemål er nu sunket ned i stor Ringeagt. Det holdes for uværdigt til at lyde i vore Kirker, vore Skoler og i vort offentlige Liv. Det agtes for simpelt til at komme på dannede Nordmænds Tunge. Vi holder os for fine til at tale vore Fædres Sprog, vi som er så altfor små til at kunne gjøre vore Fædres Gjerning.

Det var i vor Sunkenheds og Usselheds Dage, at vort Folk lærte at agte sig selv så langt ringere end Udlændingen, og derfor også sit Sprog så langt ringere end hans. Det var naturligt at så skede; det er således det går med et Folk, når den sædelige Fordærvelse får Overhand hos det. «Den fremmede, som er i dets Midte,» stiger såre høit, og Landets egne Børn synker såre dybt; «han blir Hoved, og de blir Hale.» Således er denne Lov udtrykt for det israelitiske Folks Vedkommende. Og disse Ord kan gjerne stå som Overskrift over et ikke lidet Tidsrum i vor Historie. Når der kommer slige Tider over et Folk, da er det ganske almindeligt, at det går med dets Sprog, som det gik her hos os, da vore Fædres Mål blev trængt ud af det offentlige Liv og ud af Bogverdenen, og sank ned til et vanvyrdet Almues-Mål. Men hvis så det sunkne Folk påny hæver sig i sædelig Kraft, så blir alt dette igjen anderledes. Med den sædelige Kraft vender snart også dets tidligere Dygtighed tilbage, og med Dygtigheden følger Agtelsen for sig selv. Landets Børn får Mod på selv at være «Hoved» i sit eget Land, og på at sætte sit eget over det fremmede. Og når det sker, da er det også almindeligt, at Landets eget Tungemål igjen hæver sig op af Støvet, og vinder sin gamle Rang tilbage som herskende Sprog.

Således har det blandt andre Steder gået til i Sverige for omtrent 300 År siden, dengang da Svenskerne under Vasa-Ætten frigjorde sig fra Danevældet. Således har det en Del længere tilbage i Tiden gået til i England. Missionær Skræfsrud fortalte mig, at han vidste af mangfoldige asiatiske Tungemål, som havde undergået en lignende Skjæbne. Når et Folk i de voldsomme Omvæltninger, som der har været så hyppige, mistede sin Uafhængighed, så måtte dets Sprog jevnlig vige Pladsen for Erobrerens, både i det offentlige Liv og i Bogverdenen. Men hændte det så, at Folket vandt sin Frihed tilbage, så søgte det også gjerne påny at løfte sit eget Sprog op i Høisædet. Og netop i vore Dage er der her i Europa flere Folkefærd, som har sit «Målstræv». Deres egne gamle Tungemål har ligget nede i Vanhævd og Ringeagt i lange Tider, mens et fremmed Mål har hersket i Bøgerne. Men nu arbeider de på at gjøre sine egne Mål brugbare til Bogmål og at vinde dem deres tabte Ret til­bage. Det af disse Folk, som jeg her sigter til, som er bedst kjendt hos os Nordmænd, er Finlænderne i russisk Finland.

Er det virkelig «så laget», at Norge skal komme til at føre et Liv, som er et frit Folk værdigt, så er der ikke Tvivl om at også det norske Sprog vil komme op igjen. Bondemålet vil blive hævdet til Bogmål, og med Tiden blive det herskende Sprog i Landet. Dette er jo også noget, som enkelte Mænd iblandt os allerede så småt har begyndt at arbeide for. Men den Måde, hvorpå den rådende Dannelse møder dette Arbeide, vidner vel stærkere end noget andet om hvor blottet denne Dannelse er for Ånd. Flere af dens Talsmænd optræder endog ligefrem med kåd Hån imod det ægte norske Sprog og Tanken om at løfte det op igjen til dets gamle Værdighed. Og de får af sine Standsfæller Lov til at gjøre dette ustraffet. Havde vor Dannelse i Sandhed fortjent Dannelsens Navn, skulde den vel have følt, at dette er en Krænkelse af dens egne Forfædres Minde.

Men jo mere virkeligÅndder vågner inden vort Folk, des stærkere vil af sig selv Kjærligheden blive til alt, som er ægte norsk, og først og fremst da til det norske Tunge­mål. Thi Tungemålet er det vigtigste af alt det som et Folk kan kaldesit. Deter det, som det allermindst kan tåle at miste. Et Folk kan tabe sin politiske Selvstændighed uden at gå til Grunde som Folk; det kan tabe den og vinde den tilbage, og det Gang efter Gang. Det kan miste Mindet om sine Forfædre, og kan senere få det draget frem igjen af Glemselen. Det kan forandre sig i alt muligt andet, det kan miste alt det, som ellers regnes til dets Ættemærker – holder det bare fast ved sit nedarvede Tungemål, så er det endda det samme Folk som før, og kan have Udsigt til en Gang igjen at blive hvad det var. Men taber Folketfuldstændigsit Sprog, (som vi Nordmænd til al Lykke ikke har gjort), så er det så godt som sikkert, at dette Folk går til Grunde. Det er noget, som Verdens Historie viser.

Men dette tyder igjen på, at der findes en hemmelighedsfuld Sammenhæng mellem et Folks Tungemål og dets dybeste Liv. Og derfor er det også så, at Sproget afspeiler Folkets inderste og fineste Eiendommelighed. Hvert enkelt Folk i Historien har jo sit eget Grundstempel, sin egen Karakter, som kjendelig skiller det ud fra alle de andre. Og her viser sig da den mærkelige Ting, at denne Folkenes indbyrdes Forskjellighed nøie svarer til Forskjellen mellem deres Sprog. Ethvert Sprog slægter på sit Folk, og høver for det, og for det alene. Det tydske Tungemål er som skabt for Tydskeren, mens det vilde være så uskikket som muligt for Franskmanden. Det gamle græske Tungemål, som er så vidkjendt for sin Skjønhed, står for vore Øine som et levende Billede på Grækerfolket selv i dets Storheds Dage. Og for at holde os til det, som ligger os nærmest, så er det åbenbart, at det danske Sprog giver os et ligeså tro Speilbillede af Danerfolkets næsten kvindelige Blødhed, som det svenske giver os af Svearnes mandige Kraft. Ligesom den kyndige kan læse sig til et Menneskes Indre af hans Ansigts Udtryk, længe før han har lært ham selv at kjende, så kan den sprogkyndige slutte sig til et Folks Eiendommelighed, så snart han kjender dets Sprog. Eller med andre Ord: Folke-Ånden har sit bedste Udtryk, sit fuldeste Speil­billede i Folkets Tungemål.

Derfor ser vi også, at alle de Forandringer, som i Tidernes Løb foregår med det åndige Liv hos et Folk, de sætter sine kjendelige Mærker i Folkets Tungemål. Når Åndslivet er friskt og stærkt, så blomstrer Sproget; når Åndslivet slappes, så kommer Sproget i Forfald.

Som Åndslivet vokser sin Vækst, snart sund snart syg, i de skiftende Tider, så vokser Sproget jevnsides med det. Den ene Tidsalders Udtrykssæt afviger fra den andens på Grund af det afvigende Åndsliv. Det danske Sprog i Holbergs Dage var således dygtig forskjelligt fra det, som det blev i Øhlenschlægers, endda der bare ligger et knapt Århundrede imellem dem. Og den Lærde kan med Lethed sige f. Ex. om en gammel græsk Bog i hvad Århundrede den er skreven, alene ved at lægge Mærke til Sproget i den.

Det er Folke-Ånden som stadig indvirker på Folkets medfødte Tungemål, og som råder for dets Udvikling gjennem Tiderne. Folke-Ånden og Tungemålet står i den nøieste og inderligste Sammenhæng med hinanden.

Når nu et Folk frivillig kaster Vrag på sit eget Modersmål, så det agter et fremmed høiere og tager det til sit Bogmål, så er dette et sikkert Mærke på, at Ånds­livet er uddøet hos dette Folk, eller i alle Fald er sygt til Døden. Så var også åbenbar Tilfældet her i Landet i den Tid, da det danske Sprog fik Overtaget. Det var i de Århundreder, da – åndelig talt – den sorte Død rugede over Folket. Visselig var det Sprog, vi fik tillåns, meget nær i Slægt med vort eget. Den norsktalende Almue forstår det på en Måde, skjønt mangesteds kun til Nød. Og vor svage og unorske Dannelses Åndsliv har indtil denne Dag kunnet rummes i det. Men også det må vi vel sige er kun til Nød. Et fremmed Tungemål, selv om det ligger nok så nær, kan dog aldrig blive det for os, som det norske kunde have været. Det danske Tungemål høver udmærket for det danske Folk; det er det fulde Udtryk for detsEiendommelighed. Men netop derfor kan det umulig høve således for os Nordmænd, lige så lidet som det vilde kunne det for Svenskerne. Det blir aldrig det fuldt tilsvarende Udtryk for det, som rø­rer sig dybest i vort Folks Indre. Det vil aldrig blive for os, hvad andre Folkefærds Sprog er for dem, eller hvad det selv er for de Danske. De Danske elsker sit Sprog og er stolte af det. Og navnlig er det deres Digteres Lyst og Glæde. Det kan afspeile enhver, selv den inderste og fineste Rørelse i deres Sjæl; det er som deres Tanke vugger sig med Velbehag i Sprogets fuldendte Udtryk. Derfor synger de også så varmt om sit «yndige» Moders, mål, som «deiligt klinger i allen Stund». – Vi Nordmænd liker for det meste slet ikke at høre dette danske Sprog, således som det klinger i Danernes egen Mund. Mens Svensken tiltaler os, så falder det ægte danske os så alt for blødt. Vore dannede kan derfor slet ikke ud. tale det på samme Måde, som de danske gjør det. De må, i Samklang med vort Folks Karakter, give det en langt hårdere Udtale. Således liker vi det bedre; men vi kan endda ikke sige, at det fuldt tiltaler os. Der er mangfoldige Byfolk her i Norge, som åbent tilstår, at de synes bedre om Svensk end om sit eget Modersmål. Ellers pleier alle andre Folkeslag at være stolte af sit Sprog, og i en naturlig Forkjærlighed at sætte det høiere end alle andre. Hos os er det ikke så. Så vidt jeg ved, har aldrig nogen norsk Digter talt således om vort Bogmål, som så mange af de danske gjør. Og heller ikke i Livet har jeg stødt på nogen Nordmand, som har ytret den Kjærlighed til det, som jeg så tidt har mødt i Danmark. Derimod går der gjennem mange af de dybeste Ånder i Norge en stærk Følelse af, at Sproget ikke vil strække til for dem, endda det er deres eget Modersmål. Aller mest træder dette frem hos Vergeland. Det mægtige norske Drag i ham fandt kun dårligt Udtryk i vort dan­ske Skriftsprog. Mange Steder har det forekommet mig, at hans Digterånd i sin utæmmede Kraft ligesom river og slider i Sproget i frugtesløse Forsøg på at tvinge den rette Tone frem. Derfor fristede han sig også i at digte på Bondemål, skjønt Bondemålet endda var så lidet kjendt, og ingen endda havde udtalt Tanken om at tage det i Brug for Alvor. Og han siger udtrykkelig, at vort Skriftsprog ikke – således som andre Landes – svarer til vort Folks og vort Lands Karakter, men alene til Danmarks, mens Almuesmålet gjengiver Norges. [2] Også Bjørnson har vel følt det samme. Han har jo som ung skrevet en Fortælling på Bondemål, men måtte – som rimeligt var – opgive Forsøget på at digte i et Sprog, som ikke var hans Modersmål. Men det er vel åbenbart nok, at hans Sprog kun dårligt strækker til for ham. Man tøn bare læse hans Digte ved Siden af Øhlenschlægers, som han jo ellers i mange Måder er det norske Side­stykke til. Tanken hos Bjørnson er i alle Fald for vor Tid og vort Folk langt mere værd end hos Øhlenschlæger. Men Sproget? For Øhlenschlægers Digterånd bøier det sig villigt, og Dansken fremtræder hos ham med al den Blødhed og Vellyd, som den eier. Bjørnson derimod må idelig vride og brække på sit Sprog; det vil aldrig rigtig til for ham. Og hans Vers har meget ofte noget dygtig kantet ved sig, og eier kun ganske enkeltvis enKlang,som på nogen Måde kommer op imod den vi finder hos Danerne eller hos Velhaven. Og dog var det Synd at sige, at Bjørnson i det hele mangler Sands for Form.

Vort danske Skriftsprog er da for Danmarks første Ån­der helligt og dyrebart som det ægte, det eneste Ud­tryk for deres Folks og deres eget åndelige Indhold; og det fremtræder i sin fulde Skjønhed under deres Hand. Hos os Nordmænd derimod, er det nær ved at blive mishandlet af vore største Forfattere; jo mere norske de er, des mindre kan Sproget yde dem den rette fuldto»nende Form. Men vor sproglige Sands er så sløvet, at vi slet ikke ved hvad et sådant Tab har at betyde for et Folk. Vi kan ikke elske vort Skriftsprog; vi ved ikke hvad for en Rigdom et Folk kan eie i sit Sprog.

Det var ikke at vente, at det skulde være mere end enkelte fremragende Ånder, som vi endnu skulde kunne mærke nogen større Trang hos, til at sprænge det indførte Sprogs Form. Åndslivet i det hele er her i Lan­det meget fattigt og svagt, og aller svagest er det i det at være norsk. Der, hvor det glimrer med et vist Skin af Rigdom – som t. Ex. i Kr.ania – har det fået det ved at mætte sig med fremmed Indhold, og vende Ryg­gen til det, som er norsk. Et sådant Åndsliv kan sagtens nok passe ind i et unorsk Tungemål.

Men eftersom Åndslivet vokser sin Vækst her i Norge, vil flere og flere af dem, som har noget medÅndat gjøre, komme til at stå der, hvor nu enkelte af vore ypperste Mænd står. De vil føle klart, at vort nuværende Dannelses-Sprog ikke strækker til for Nordmænd, og de vil længes efter det ægte norske. Når den norske Folke-Ånd vinder Magt inden Folket, vil den kræve det norske Mål kræve det som sin Arv fra gamle Dage, kræve det som sit eneste rette og fuldgyldige Udtryk. Derfor vil den gribe Bondemålet, løfte det op af Støvet, og udvikle det til Jevnbyrdighed med de andre Dannelses-Mål i vore Dage.

Det er ingenlunde min Tanke, at dette skal være nogen let Sag, eller lade sig udføre i en Snarvending. Et Sprog, som i Århundreder har været forladt af det høiere Åndsliv, bøier sig altid kun modstræbende ind under det. Det er som «styrdnet» og falder tungt for Brugen. Men derfor er Sagen dog slet ikke umulig, som vore dannede påstår. De holder nu engang alt det for umuligt, som vi trænger mest til at få gjort her i Landet.

Og det er på sin Vis rimeligt nok. En virkelig historisk Begivenhed står, før den er udført, næsten altid som en Umulighed for åndløse og nydelsessyge Mennesker. Thi for dem og deres Ligeerden umulig. Men vågnerÅndeninden det norske Folk, så vil den netop kjendes på det, at den har Mod på Ting som for Menneskenes Mængde står som Umuligheder, og på at den holder ud i Arbeidet, indtil det umulige er gjort virkeligt. Der skal både meget og langvarigt Arbeide til for at få vor «Målsag» frem til Seier, det er sikkert. Men vor Dannelses Ulykke er den, at den ikke ved af, at det går an atarbeidefor slige åndige Øiemed. Er der en stor Sag, og er det åbenbart, at den ikke lader sig greie ved at holde Festtaler i «skandinavisk» Stil – ja, da ser vor Dannelse straks, at det hele er umuligt. – –

Hos andre Folkeslag er Tungemålet noget af det som stærkest binder Folket sammen, og gjør det til ét. «Modersmål er det Rosenbånd, som store og små omslynger.» Så synger en dansk Digter. Ofte har jeg i Danmark hørt Ungdommen med Liv og Varme synge denne Sang. Og netop fordi Sangen i sig selv er så fuldt og gribende et Udtryk for hvad et Sprog kan være for et Folk, og netop fordi de Danske synger den med sådan Sandhed, netop derfor har jeg som Nordmand følt mig så fattig og skamfuld ved at høre på. Der er alt for meget i denne Sang, som vi ikke har Ret til at synge. Men ligefrembitterthar de Ord klinget mig, som jeg ovenfor nævnte om Sproget som Folkets store Enhedsbånd. Thideter her hos os tvert imod. Her er det Sproget, som kløver Fol­ket i to store Dele. Modermålet er så langt fra at være det «Rosenbånd, som store og små omslynger», at det snarere er den Skillemur, som store fra små afstænger. Det fjerner Bonden fra hans Embedsmand, Menigheden fra dens Præst. Dette, at vi har to Sprog i Landet, hjælper til at holde Folkets store Mængde borte fra Dannelsen. Det tynger deres Skolegang, det hjælper dem til at være sløve Tilhørere ved sin Rettergang, som ved sin Gudstjeneste. Det ligger som et Mørke over det hele Folk.

De aller Fleste er også enige om, at denne Tilstand, med to så nærskylde Sprog i ét Folk, ikke vil kunne holde sig i Længden. Der vil komme en Tid, da det norske Folk ikke har mere end ét Sprog. Af de to, som nu tales her,mådet ene dø. Hvilket bør da dø, og hvilket bør leve? Ja, vor Dannelse er ikke i Tvivl om Svaret: det er Bon­demålet, det ægte norske Mål, som skal dø, og dens eget indførte Sprog skal leve. Og den har det Håb, at det ikke skal være så vanskeligt endda at få udryddet det norske Sprog af Bøndernes Mund. Vistnok har det med en underlig Seighed holdt sig i Undertrykkelsens lange Århundreder. Men nu da Norge er blevet frit og selvstændigt, nu skal dets gamle Tungemål dø, mener vor Dannelse. Og desværre, vi tør ikke sige, at dens Planer i denne Retning savner al Udsigt til Held. Den regner på, at den har virksommere Midler til sin Rådighed i Sprogkampen, end de, som stod til Danevældets Tjeneste. Navnlig knytter den sit Håb til vore Dages forbedrede Almuskole. Almuskolen skal vænne Bondens Børn af med at tale deres Moders Mål. Langsomt og lempeligt skal Læreren føre Børnene over fra det ene Sprog til det andet. Bondens egen Skole skal bruges til at udrydde Bondens Sprog. Det norske Sprogskaldø; og det er Folke-Oplysningen, som er udset til at være dets Banemand.

Er det dog ikke sørgeligt, at det skal væreNordmænd,som omgås med slige Tanker. Eller, jeg vil ikke sige det er sørgeligt, det er snarere oprørende. Det er jo en Fremgangsmåde, som ligner en hjerteløs og kløgtig Erobrers. Der er vel ingen Ting, som bedre viser hvor lavt vor herskende Dannelse står, hvor sløv den er for det, som hver Nordmand burde have Hjertelag for. Thi det er da langt fra i nogen ond Mening den gjør det; det er sikkert nok. Det er bare i Sløvhed. Den kan ikke tænke sig Muligheden af Målsagens Seier; den er uvillig, som udygtig til den Selvfornægtelse og det Arbeide, som dertil kræves. Og så får da det norske Tungemål dø. Og skal det dø, så jo før jo heller, at ikke dette «Målmands-Spektakel» skal blive alt for langvarigt og alt for alvorligt. – Der går en hemmelighedsfuld Magt igjennem Livet, som Hellenerne kaldte for Nemesis, men som Jøderne og de Kristne har et andet Navn på. Den volder blandt andet også det, at den, som ikke vil det gode, fordi det strider mod hans Magelighed og hans Fordel, han kommer til at ville det slette. Men han vogter sig da vel for at gjøre sig Rede for, hvordan det er, som han vil; han bander på, at han ikke mener noget ondt med det. Og det gjør han heller ikke; han bare går i Ørske.

Men – – når der engang vågner norsk Ånd inden det norske Folk, da vil det snart stå klart for os, at her i Landet er det det ægte norske Tungemål som skalleve,og det er det fra Danmark indførte somskal dø.

Men nødvendigt er det, at vi gjør alt vi kan, for at hindre at Bondeskolen i vor Dannelses Hand blir det kraftige Middel til at udrydde Bondemålet.

Folkelige Grundtanker. Af Christopher Bruun.Hamar 1878. Kap. VIII, s. 294–318. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 160-172. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006.

[1] Med dette skal det naturligvis ikke være sagt, at Ånden også for alle andres Vedkommende driver bort fra Embedsveien.

[2] Se hans Stykke: «Om norsk Sprogreformation». (Prosaiske Skrifter I, 477 og 78.)