Ved kongelig Resolution af 10de Oktober 1881 er Re­gjeringens Foredrag og Indstilling af 4de s. M. angående Storthingets Beslutning af 23de Mai s. Å. angående Pro­fessorgage for Cand. theol. Hans Ross bifaldt.

Indstillingen gårud på:

1. at det nådigst pålægges den Norske Regjering efter at have indhentet Universitetets Betænkning at indkomme med underdanigst Indstilling om, hvorvidt Modersmålet og dets Dialekter bør optages blandt Uni­versitetets faste Lærefag.

2. Iøvrigt bliver ingen Forføining at træffe i Anledning af Storthingets Beslutning af 23de Mai d. Å. sålydende: «Som årlig Gage for Cand. theol. Hans Ross, forsåvidt han udnævnes til extraordinær Professor ved Universitetet, bevilges Kr. 4,500.»

Denne Bevilgning er foreslået af Repræsentanten Jo­han Sverdrup (Dok. No. 21 1881), der anfører, at det er en af vore første nationale Forpligtelser at værne om vort Folkesprog, og at Tiden nu antages at være kom­men til at indrømme det en Plads som Lærefag ved Uni­versitetet, efterat det allerede har hævdet sig en sådan i Skolen og Literaturen. Gage- og Pensionskomiteen indstillede mod 4 Stemmer Forslaget til at bifaldes, og det blev bifaldt af Storthinget med 83 mod 30 Stemmer.

Kirkedepartementet oversendte Sagen til det akademi­ske Kollegium for at erholde dettes og det historisk-filosofiske Fakultets Erklæring.

– – –

Regjeringsforedraget slutter sig til Fakultetsminoriteten og Kollegiets Pluralitet og finder derhos, at de fra den modsatte Side påberåbte mange anbefalende Vidnesbyrd ikke kan fremhæves til Støtte for Kandidat Ross’s Ansættelse som extraordinær Professor, da disse Anbefalinger, der som Bilag medfulgte hans Andragender om Understøttelse til Reiser i Landdistrikterne for der at indsamle sprogligt Materiale, selvfølgelig ikke kan om­handle hans Kvalifikationer til at blive Docent ved Uni­versitetet, idet de udelukkende udtaler sig om hans Betingelser som Samler af lexikalt og grammatisk Mate­riale. Regjeringen vil således ikke anbefale Kandidat Ross til Ansættelse som extraordinær Professor, men udtaler sig for Ønskeligheden af, at Modersmålet og derunder også vore Folkedialekter bliver optagne blandt Universitetets Læregjenstande.

Forholdet mellem Skriftsproget og det dertil støttede Talesprog (Bysproget) på den ene Side og Folkesproget på den anden er nu, såvidt vides, almindelig anerkjendt, idet det førstnævnte erkjendes som hverken helt dansk eller helt norsk, men som i det høieste et dansk-norsk Blandingssprog, der i sin Rod og i sit Grundstof er væsentlig dansk og således mangler Oprindelighed og selvstændig gjennemført Idiom (Sprogeiendommelighed). Dets Klassicitet er at søge i det rene danske, og det må således, forsåvidt det skal være noget virkeligt Sprog, være dansk. Dette egentlig danske Skriftsprog er derhos fuldt tilgjængeligt blot for en såre liden Del af det hele Folk, og dette bliver kun så meget beklageligere, som de nyere norske Forfattere har nået en Betydning, der ikke alene vilde have hævet os op til en Kulturstats Rang i den europæiske Bevidsthed, om de ikke ved sit udprægede danske Sprog kun har kunnet bidrage til et fremmed Folks Forherligelse, men som også, og dette er den bedrøveligste Side ved Sagen, vilde have udgjort den mægtigste Løftestang i vor Samfundsudvikling, hvis de havde benyttet Folkets eget Mål og således været tilgjængelige for den store Masse, der, skjønt i fuld Besiddelse af alle øvrige Betingelser for åndelig Udvikling, mangler denne ene, der naturligvis hører til de allervæsentligste, fuld og let Forståelse af Landets egne boglige Frembringelser. Det har vistnok ofte været påstået, at Menigmand ingen Vanskeligheder har for at forstå dansk; men dette kan alene tilskrives Mangel på Erfaring eller, hvad der vel ligeså ofte er Tilfældet, Mangel på Skjøn på en meget væsentlig Eiendommelighed i Folkets Karakter. Den norske Almue er et lige til Ømfindtlighed ærekjært Folk ligeoverfor alt, hvad der på nogen Måde kan gjøres til Gjenstand for Spot. Derfor vil man så såre sjelden træffe på, at Almuesmanden under Samtale med en «Bymand» lader sig forstå med, at der er noget i dennes Tale, som han ikke fatter; men selv i Forholde, hvor det netop kommer an på, at ingen Misforståelse finder Sted, vil Enhver, der ifølge sin Stilling jævnlig må kom­me i sådanne Forholde, måtte erkjende, at det kun altfor ofte hænder, at Vedkommende, hvis Udsagn det netop kommer an på, meget ofte mangler det moralske Mod til at erkjende, at han ikke forstår, hvad der forelægges ham. Det vilde være en Skam ikke at forstå det Sprog, Bymanden taler, og Skammen er man så såre ræd for. Det tør nok påståes, at den, der ikke har Øie for denne Egenhed hos vor Almue, kun altfor ofte vil få Resultater ud, der er langt fra Sandheden.

Hvorledes skulde det også kunne være anderledes, end at Almuesmanden må i det Hele taget mangle selv en blot nogenlunde let Forståelse af det danske Bymål? Hans eget Mål, det, i hvilket han har lært at tænke, det, der har givet ham Udtrykket for hans barns barnlige Ønsker, for hans Hengivenhed og for hans Lidenskab, det, der uafbrudt er Meddelelsesmidlet i hans Hjem og blandt hans Kjendinger, det, der indeholder Udtrykkene for hans daglige Livs Behov, dette Sprog er rundet fra en hjemlig Rod, har udviklet sig under de særligt eiendommelige Forholde i det Land, det tilhører, og har deraf fået en Ordform, et Bøinings- og Sætningsforhold, en Klang så hjemlig og naturlig, at hver den, der fra Barnsben har tilegnet sig det som sit Modersmål, nødvendigvis må stå uklar og famlende ligeoverfor hvilketsomhelst fra fremmed Grund indplantet Sprog.

Vil man altså, og dette er i et demokratorisk Samfund dobbelt nødvendigt, Almuens åndelige Udvikling, så må Oplysningen meddeles den på dens eget Målføre som det eneste, der går med Umiddelbarhedens Styrke lige fra den Meddelendes og lige på den Modtagendes Tanke. Enhver, der i sin Barndom har befattet sig med at lære fremmede Sprog, ved, hvorledes Oversættelsens Viderværdighed har lagt så udelukkende Beslag på hans hele åndelige Virksomhed, at der aldrig kan blive Tale om nogen Tilegnelse af Indholdet, og hvormeget mere må dette ikke have været Tilfældet lige til den allerseneste Tid i vore Almueskoler, hvor man mod al sund Sands og mod bedre Vidende, tør det nok siges, har gået ud fra eller egentlig har handlet, som om man gik ud fra, at det fremmede Mål, på hvilket Meddelelserne gaves, var kjendt og hjemligt. Følgen blev da også som oftest, at hverken Form eller Indhold kom til sin Ret.

Hvad Målmændene vil, er klart og bestemt udtalt i Arne Garborgs Værk «den ny norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse», og det er en Oplysning, som Menigmand uden særskilt Stræv kan assimilere og have Gavn og Glæde af, en Oplysning, som slutter naturlig ind i hans egen Tankegang, og blot giver den nye Impulser og videre Baner, og en Oplysning, der ikke binder ham i under­danig Ærbødighed til Bogen og de Boglærde, men netop sporer ham til Selvtænkning og Selviagttagelse, fordi det, som Bogen byder ham, ikke synes noget fremmed og fjernt, men netop adresserer sig lige til ham selv i hans eget Hverdagsliv. Han skal lære at omgåes Oplysningens Tanker frit og selvstændigt som sin egen Eiendom, som noget også hanquasig selv og just i sine Livsforholde har Ret til at nyde og drage Åndsnæring af. En sådan Oplysning må altså i Bund og Grund være «folke-lig», og dertil kræves forskjellige Betingelser; men dens eneste sande og fuldt hensigtsmæssige Form er det folkelige Sprog.

Sagen har dog også en anden ikke mindre betydningsfuld Side.

«Når man lægger Mærke til det Faktum,» siger Gar­borg i sit ovennævnte Værk, «at enhver eneste hidtil, som selvstændig anerkjendt og sig selv som sådan bevidst Nation, delshararbeidet sit eget Mål op til Kultursprog, dels ivrigen skynder sig med at få dette gjort, og man fremdeles lægger Mærke til, at Sprogets Væsensbetydning for Nationaliteten er næsten almindelig erkjendt overalt, så må man vel dog blive en Smule betænkelig og ialfald prøve at gjøre sig klart, hvad denne Nationalitet egentlig er for noget, siden den skal have en sådan mystisk Sammenhæng med Sproget.» Det er også ganske mærkværdigt, hvorledes den korte og fyn­dige franske Sætninglalangue est la nation(Sproget er Nationen) næsten er bleven til et Ordsprog.Duer Fædrelandet,duer Friheden, heder det om det provencalske Sprog; ligeså: «har et Folk sit Sprog, da har det den Nøgel, der befrier det fra sine Lænker.» Den samme Tanke gjengives af Tyskerne og af Belgierne. Danskeren N. M. Petersen siger: «I Sproget træder Nationali­teten frem. Når I kunne tilintetgjøre Sproget, have I tilintetgjort Folket, og sålænge det sidste Minde om Spro­get endnu er tilbage, kan Folket reise sig, hvor dybt det end er sunket. – – Folk og Sprog er så inderlig forbundne, at det ene består, omskifter og forgår med det andet. Med enhver ny Sprogudvikling begynder en ny Tilværelse.» Finnerne har erkjendt, at Sproget er Nationalitetens Betingelse. Selv fra Amerika lyder det, at Sproget er Udtrykket for den nationale Ånd og Karak­ter, og derfor betragter Amerikaneren Marsh også sig og sine Landsmænd som Englændere.

Vil vi derfor, mener Målmændene, erhverve os Rang blandt Verdens Nationer som et særskilt norsk Folk, så må vi også vedkjende os og udvikle vort eget hos Nationens store Flertal endnu i fuld Kraft og Levedygtighed opbevarede nationale Sprog, på samme Måde som Danskerne seirigt har befriet sit Sprog fra Fortyskning, Svenskerne sit fra Fordanskning, og som Finnerne, Belgierne, Nedertyskerne og Provencalerne holder på at bringe sine Modersmål til Rang og Værdighed. At det kan ske, det viser Ivar Aasens, Aasmund Vinjes, Kristoffer Jansons og Arne Garborgs foruden de mange mindre fremragende Forfatteres allerede ganske betydelige Arbeider i vort nationale Sprog.

Om Sprogkampens Udfald, om dens Nytte og Hensigtsmæssighed kan der, ser man, være forskjellige Meninger; men at Striden har antaget en Udstrækning, der ikke længere tillader nogen fornem Overseen, og at den fra Målmændenes Side føres med åbent Visir og blanke Våben, derom lader sig ikke længere disputere. Arne Garborgs ovennævnte klassiske Værk, hvorfra disse Betragrninger i alt Væsentligt er tagne, og hvorfra alle Citater er hentede, indeholder det bedste Bevis herfor. Når så Storthinget med en overvældende Majoritet forsåvidt har sluttet sig til Sagen, at den har bevilget Målmændene en Lærerpost ved Universitetet, så synes dette ikke at burde have fundet Modstand. Modstræverne, det danske Sprogs Tilhængere, har i det etablerede Statssprog, i Skolerne, i Kirkerne, i vore mange fremragende Forfattere så mægtige Allierede, at det skulde synes at måtte være en bil­lig og beskeden Fordring af Målmændene at få det na­tionale Mål med dets Dialekter og overordentlige Stofrigdom doceret ved Universitetet, for at de derfra udgående Mænd kunde føre med sig udover Landet ialfald et Begreb om Målsagens Betydning og et Kjendskab til Menigmands Sprog, der vilde gjøre deres Virken fyldigere og frugtbarere.

At det må ske, er allerede forudsagt, forinden der endnu kunde være Tale om nogen Sprogreisning. Således siger allerede i 1812 en Tysker Joh. Fr. C. Hausmann i sin «Reise durch Scandinavien»: «Ophører dette (det politiske Forhold til Danmark, men isærdeleshed den Omstændighed, at de unge Nordmænd erholder deres Uddannelse i Danmark) så vil man tabe en mægtig Spore til fortrinsvis at dyrke det danske Sprog i Norge. Man vil udentvivl henvende en større Opmærksomhed på det for en videre Udvikling modtagelige Modersmål, og blandt det unge Universitets Medlemmer vil der sikkert blive flere, som vil sætte en Ære i at pleie det og ved hyppigere Anvendelse som Skriftsprog skaffe det Fyldestgjørelse for det hidtil lidte Tryk.»

Det mangler heller ikke fra den nyere Tid på fuldt vægtige Udtalelser, der går i samme Retning. N. M. Petersen siger således: «I de norske Dialekter ligger en næsten uudtømmelig Kildeaf Ordog Former fra gammel Tid, et ypperligt Stof til et Skriftsprog.»

Jørgen Moe siger: «Disse Gruber eie Malme, der have en klar og kraftig Klang til Toner netop for det, som Nordmænd have at sige og at synge.»

Theodor Møbius siger i sin Anmeldelse af Ivar Aasens Ordbog og Grammatik bl. a.: «Det har altid noget opløftende ved sig at se et Folk, som efter Århundreders Formynderskab endelig er blevet politisk frit, nu også at stræbe efter den ædleste nationale Eiendoms, Sprogets, Udvikling og Anerkjendelse, og man glædes derved, når denne Stræben bliver bragt til Bevidsthed og ledes på en så ypperlig Måde som af Ivar Aasen.»

Det philosophiske Fakultets Minoritet, Kollegiets Ma­joritet og den hele Regjering har imidlertid havt en an­den Opfatning, der uvilkårlig fører Tanken tilbage til det af Statsråderne Stang, Bretteville og Helliesen afgivne dissenterende Votum til Regjeringens Indstilling af 23de Juni 1868 indtagen i Odelsthingsproposition No. 4 1868 om offentlige Skoler for den høiere Almendannelse. I dette Votum heder det: «Undertegnede Statsråder antage, at Kirkedepartementets Forslag, forsåvidt det går ud på at optage Oldnorsk som fast men valgfrit Undervis­ningsfag i Gymnasierne, ikke egner sig til for Tiden nådigst at bifaldes. – – At det latinske Sprog – – – studeres i de Lande, hvis moderne Sprog nedstammer derfra, hører selvfølgelig ikke hid. Men i ethvert Fald kunne vi ikke indrømme det Beføiede i for Norges Vedkommende i Hensigt at støtte Nationalitetsfølelsen at træffe nogen Foranstaltning, som muligens i andre Henseender kan medføre Skade og Ulempe; thi er der nogen Side af Følelseslivet, som hos den norske Nation i Almindelighed og dens studerende Ungdom i Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger, så er det Kjærligheden til, Interessen for og Troen på det Nationale. På dette Felt tør der være lige så stor Føie til at frygte for Overdrivelser som for en Slaphed, der skulde trænge til ydre Stimulantser.»

Her har man da formentlig tilstrækkelig Forklaring om, hvad der ligger til Grund også for den heromhandlede besynderlige Tilsidesættelse af Storthingets Bevilgning af Professorgage for Cand. Ross. Det er «Kjærligheden til, Interessen for og Troen på det Nationale», der skal holdes nede. Men den Vei, Regjeringen har valgt, fører neppe til Målet; Unionsforslagets Skjæbne burde have belært den om at gå varsomt frem, når den vil røre ved Folkets Selvstændighedsfølelse. Eller skulde det virkelig forholde sig som af Professor Sars forudsat i hans Afhandling i Nyt Tidsskrift, når han siger: «Vi kjender Partiet fra før af; vi ved, at det før har været ude om sig for at søge Beskyttelse mod de samme fiendtlige Magter, det norske Folks voxende Friheds- og Selvstændighedstrang, og at det søgte Beskyttelsen i en «Udvidelse og Befæstelse af Unionen». Der blev sat en Stopper for dette Stræv; men de slagne Unionsvenner lovede at komme igjen, og man kunde vide, at de vilde holde Ord.» Også den her omhandlede Tilsidesættelse af Storthingets Beslutning tør være et Udslag af den samme Tanke, der synes at være bragt i System og forfølges med en Ihærdighed, der udentvivl vil bære sin Frugt, om maske på en anden Måde end tilsigtet.

Forsåvidt det i Regjeringsforedraget fremhæves, at Cand. Ross ikke har præsteret Bevis for at være i Besiddelse af de Egenskaber, som en videnskabelig Docentvirksomhed kræver udover det, som til videnskabelig Detailleforskning udfordres, — så kunde der jo forsåvidt have været givet ham Anledning til ved Prøveforlæsninger at godtgjøre sine Kvalifikationer, og forøvrigt har hans videnskabelige Virksomhed heller ikke indskrænket sig til blot at samle Materiale. Man har således fra hans Hånd en Lærebog i Engelsk som, såvidt vides, efter Professor J. Storms Anbefaling i Almindelighed benyttes som Forberedelsesbog til filologisk Embedsexamen.

Komiteens Pluralitet er enig med Professor Brandt i, at det tør vise sig at være endnu mere at beklage for Universitetets end for Ross’s Skyld, at Regjeringen har nægtet at tage Bevilgningen til Følge, og det tør også maske vise sig at blive til Beklagelse fra andre Hold; men har man troet på denne Måde at kunne fjerne en Stimulants for Nationalitetsfølelsen, så har man visselig forregnet sig. Fra dette Synspunkt betragtet har Nægtelsen utvivlsomt været en fuldt virksom Stimulants, og kan forsåvidt sees på uden Bekymring, om man end må beklage den Mand, der skal se et langvarigt og ihærdigt Arbeide tilsidesat af så ufolkelige Hensyn.

Om Storthingets Beslutning den 23de Mai 1881 angaaende Professorgage for Kand. Ross og Regjeringens Foredrag og Indstilling i samme Anledning. Storthings Forhandlinger 1882 VI – Innst. O. V, side 15–20. Her er teke med votumet til fleirtalet i protokollkomitéen, noko avkorta. Eit mindretal på tre medlemmer støtta handlemåten til regjeringa.

Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 173-181. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006