Som bekjendt har Kirke- og Undervisningsdepartementet, på Foranledning af Odelsthingsbeslutning af 14de Mai 1878, i Instruxen for Folkeskolen på Landet ladet indtage den Bestemmelse, at Undervisningen så vidt muligt skal foregå på Barnets eget Talesprog.

Af Præmisserne til det Forslag, der gav Anledning til ovennævnte Odelsthingsbeslutning, hidsættes:

«Under Storthingsdebatten i 1874 angående Optagelse af Oldnorsk som Lærefag ved Landets Stiftsseminarier blev det, som man vil erindre, af Thinget anerkjendt som en rigtig og nødvendig pædagogisk Grundsætning, at den mundtlige Undervisning i Almueskolen foregår på Børnenes eget Talesprog. Gyldigheden af denne Grundsætning blev med Styrke fremhævet af så godt som alle Talere uden Hensyn til deres Standpunkt forøvrigt. Sml. Storthingstidende for 1874, S. 697 fg., S. 702, 705– 6, 709, 710, 713.

I Virkeligheden synes der hellerikke at kunne herske nogen væsentlig Meningsulighed angående dette Punkt. Det hører, tro vi, til Undervisningskunsten Begyndelsesgrunde, at Kundskabsmeddelelsen må foregå i den for Lærlingerne lettest opfattelige Sprogform, den, hvorigjennem Læreren friest og mest direkte kan sætte sig i Forbindelse med og påvirke deres Åndsliv. – Gjælder Grundsætningen således for enhver Undervisningsanstalt, så gjælder den dog i aldeles fortrinlig Grad Barneskolen. Dennes Elever, der jo befinder sig på det mest umid­delbare Trin af Åndsudvikling, så at selv de ringeste Vanskeligheder ved Undervisningens Form forstyrrer dem og forvirrer deres Opfatning, kræve den allerstørste Imødekommen fra Lærerens Side for at kunne følge med og have virkeligt Udbytte af Undervisningen. Anvender nu Læreren en anden Sprogform end den, som Barnet kjender hjemmefra, og hvorigjennem det har modtaget alt, hvad det besidder af Åndsindhold, så vil han på den ene Side have betydeligt vanskeligere for at fastholde Barnets Opmærksomhed og Interesse, og på den anden Side vil han gjennemgående være udsat for at blive kun uklart, tildels endog falskt forstået, når han søger at føre Børnene ind i Forestillingssfærer, der ligger over eller dog udenfor deres daglige Erfaringskreds. Men herved lammes hans og Skolens hele Virksomhed på en Måde, der forekommer os lidet forsvarlig.

Rigtigheden af disse Betragtninger bekræftes tilstrækkeligt af Erfaringen. Endog fra vor egen Almueskole haves fra senere Tid talende Exempler. Der gives nemlig Lærere, som, levende interesserede for sin Gjerning og drevne af, hvad de erfaringsmæssigt måtte anse som Nødvendighed, allerede have vovet – – at bryde med de traditionelle Sprogforhold og at anvende Bygdemålene på sine Skoler, og Resultaterne har, i de Tilfælde vi har kunnet gjøre os bekjendte med, været i Sandhed glædelige. Da Barnet nemlig nu kan modtage Kundskabs­meddelelsen ganske umiddelbart, uden at dets Tanke forstyrres eller besværes formedelst formelle Vanskeligheder, så formår det både at opfatte og at fastholde Stof­fet med betydelig større Lethed. I det Barnet nu også selv får Mod til at udtrykke sig på sit tilvante Målføre, kan det også med en ganske anden Naturlighed, Livlighed og Glæde gjengive, hvad det gjennem Undervisnin­gen har opfattet.»

Kirkekomitéen udtalte i sin Indstilling om denne Sag, at den i alt væsentligt måtte tiltræde, hvad Forslagsstillerne havde udtalt om Ønskeligheden af, at der i Almue­skolen som i enhver anden Skole undervises på den for Børnene mest letfattelige Måde, således også i den for dem lettest forståelige Sprogform. «Dette er,» udtalte Komiteen, «ikke andet end hvad enhver forstandig Lærer gjør og såvidt muligt må gjøre, idet han søger at gå ind i Børnenes Forestillingskreds, deres Opfatnings- og Udtryksmåde, for deri at finde Tilknytningspunkter og Midler til ved Kundskabsmeddelelsen at udvikle og opklare Forestillingerne og berige og befrugte deres Ånd og Hjerte.» Den tilføiede, at det «utvivlsomt er gjennem Børnenes eget Sprog, at de bedst kunne føres til Forståelse af det nye og fremmede, der forelægges dem til Tilegnelse».

Under Debatten i Odelsthinget blev Tankens Berettigelse fra alle Sider erkjendt, og Sagens Vigtighed for Skolen og Folkeoplysningen med Styrke fremhævet. Blandt andet udtalte Sognepræst, nuværende Statsråd JakobSverdrup:

«Da jeg var med at underskrive det Forslag, som nu er under Behandling, var det væsentlig, fordi jeg er fuldt enig i den i Forslaget udtalte Tanke, nemlig at Bygdemålet, såvidt Læreren magter det, bør bruges i Almueskolen ved den mundtlige Undervisning, og når jeg var enig heri, var det, fordi jeg i dette Forslag så en Billighedshandling, en Retfærdighedshandling ligeoverfor Børnene Landet rundt. Der var navnlig to Hensyn som for mig var afgjørende. Først var det, hvad jeg vil kalde et pædagogisk Hensyn, idet det er min fulde Overbevisning, at skal der blive den hjertelige, personlige Tilegnelse af Stoffet i Almueskolen, som dog virkelig alle og enhver må ønske, da mener jeg, at Meddelelsesmidlet må være det Sprog, som Barnet har lært hjemme hos sin Fader og Moder, det Sprog, hvori det har modtaget de første Grundindtryk i alle Retninger, det Sprog, som er blevet det kjendt og kjært. – Børnene mener jeg har Ret til at fordre, at Stoffet meddeles dem i den Form, hvori det for dem er lettest at tilegne sig, og dette får for mig forstærket Betydning, når jeg kommer i Hu, at vor Almueskole for en meget væsentlig Del er Religionsskole, altså en Skole, hvori det gjælder at føre Barnet ind i de dybeste og høieste Sandheder, som Menneskelivet kjender, og fremforalt Sandheder, som har til Hensigt at virke ikke blot på Forstandslivet, men på Hjertelivet, på Ka­rakteren, på Personlighedens Inderste; da mener jeg, at man må bruge det Meddelelsesmiddel, som kan trenge dybest ind i Hjertet, og som kan udrette mest. – Den anden Grund, hvorfor jeg slutter mig til Forslaget, er, hvad jeg vil kalde en national Grund. Jeg tror, vi for Tiden befinde os i en sproglig Overgang. Vi holde på at arbeide os frem mod et mere norskt, nationalt, hjemligt Sprog end det, vi har; men skal denne Sprogudvikling blive i Sandhed national, da er det mig klart, at det netop er fra Bygdemålene, at det nationale Element, den fornyende Kraft, her må hentes. Skal imidlertid dette kunne ske, gjælder det, at Bygdemålene får Lov at kom­me til sin Ret og såvidt muligt sidestilles med Skriftsproget, og da mener jeg rigtignok, at dette først og fremst må ske i Skolen. Skal nemlig det nationale Element i Sproget komme til sin Ret, da er det nødvendigt, at Fol­ket rundt om i Landet også selv får Agtelse for sit Sprog; men jeg er ikke istand til at tro, at Barnet får den rette Agtelse for Faders og Moders Mål, når det hører, at den samme Lærer, som udenfor Skolen, når han taler med Folk i sin Hjembygd, taler Bygdemålet, strax han sætter Foden indenfor Skoledøren forandrer sit Mål og taler Skriftsproget. Da får Barnet uvilkårlig den Tanke, at det Mål, som Fader og Moder taler hjemme i Stuen, ikke er så godt, ikke er så ædelt som dette andet Mål, og Agtelsen for Bygdens eget Mål vil på den Måde synke hos Barnet. Jeg mener altså, at skal det nationale Ele­ment i Sproget, det norske Bygdemål, nå sin Ret, da gjælder det i Folkets egen Bevidsthed at holde Agtelsen for dette Sprog oppe.»

Rektor, nuværende StorthingspræsidentSteenfremholdt bl.a., at Brugen af Bygdemålet i Skolen var «en nødvendig Betingelse for, at Skolen og Hjemmet skal udfylde hinanden på den Vis, som det er alles Ønske, og som ikke kan undværes, hvis ikke Skolen skal komme til at indtage en falsk Stilling, en Stilling, som man jo tildels kan sige har været en Følge af den nye Skolelov. – – Er der noget, som skulde bidrage til at gjøre Skolen og Hjemmet fremmede for hinanden, og lade Hjem­met se i Skolen noget, som nu får overtage Børnenes Opdragelse, og som på den anden Side tvinger Skolen til at fjerne sig f ra Hjemmet, så er det disse to forskjel­lige Sprog, som anvendes i disse to Opdragelsesanstalter eller fra disse to Sider, der begge har det fælles Formål at fremme Åndsudviklingen.»

En Række andre Talere, hvoriblandt såvel Skolemænd som Gårdbrugere fra forskjellige Kanter af Landet, udtalte sig i samme Retning. Enstemmig vedtoges derefter en Henvendelse til Regjeringen, gående ud på at søge «dette nationalvigtige Anliggende» (som Sagen blev betegnet af nuværende StatsministerSverdrup) ordnet ad administrativ Vei, og Regjeringen gav som nævnt Sagen sin Tilslutning ved, forsåvidt dette Punkt angik, at ændre Instruxen for Folkeskolen på Landet i Overensstemmelse med Odelsthingets Ønske.

Instruxens Bestemmelse er bleven efterlevet af en stor Del Lærere i forskjellige Strøg af Landet, selvfølgelig med de bedste Resultater. Da Reformen imidlertid endnu ikke er helt gjennemført, finder man påny at burde bringe Sagen i Erindring.

Den er nemlig, som det vil fremgå af de ovenfor citerede Udtalelser, af den største Betydning for Skolen og den almindelige Folkeoplysning. Men dens Betydning strækker sig videre.

Det er blevet sagt, at «der er Sammenhæng mellem det, at Bondens Sprog kommer op, og det, at Bonden selv kommer op», og Rigtigheden heraf turde være selvindlysende.

Under de hidtil bestående Forhold har der ikke været lige Vilkår for Bonden og Bymanden. Naturlig Begavelse har jo Bonden såvelsom Bymanden vist sig at være i Besiddelse af; men for det første har Bymanden havt mere Skoleundervisning end Bonden, og for det andet bliver Bymanden [1] helt igjennem undervist på sit eget mål, medens Bonden må tage Undervisning på Bymålet. Men at undervise Bygdebørn på Bymål er ikke mere fornufrigt end om man vilde undervise Kristianiabørn på Gud­brandsdalsmål eller Sognemål, og Resultatet vil: i det ene som i det andet Tilfælde blive en betydelig Forsinkelse i Elevernes Åndsudvikling. Man skal anføre et Exempel. Det står i vore Lærebøger, at enhver Nordmand kan læse og skrive. Nu ved vi imidlertid, hvor uforholdsmæssig megen Tid der medgår, før Landsbørn i Almindelighed lærer at læse nogenlunde flydende, og de, som lærer at læseforstandigt,således at de med Lethed og Sikkerhed opfatter, hvad de læser, er ingenlunde i Flertal. Og med Hensyn til Skrivningen må det vel siges, at de fleste ikke lærer stort mer end at skrive Bogstaverne. Der har under de nuværende Forhold neppe engang kunnet være Tale om at lære Børnene atudtrykkesig skriftligt, og det skulde dog være den egentlige Mening med Skriveundervisningen. Det er nemlig meget vanskeligt at lære at skrive et Sprog, som man ikke taler; hvor Barnet derimod får Veiledning i at anvende sit eget Sprog i Skrift, lærer det at «skrive for sig» med langt storre Let­hed.

Hertil kommer noget andet. Bonden har hidtil, for at kunne træde frem i det offentlige Liv, anset det nødvendigt at lære at tale Bymandens Sprog, medens By­manden ikke engang har fundet det nødvendigt at for­stå Bondens. Men dette har atter voldt Bonden stor For­sinkelse. Thi skal der Tid og Arbeide til for at lære at læse og skrive et fremmed Sprog, så skal der endnu mere Tid og Arbeide til for at lære at bruge det som Talesprog. Og al denne Tid og alt dette Arbeide kunde an­vendes bedre. Men herved er endnu at erindre, at Bon­den i Almindelighed ikkekanlære at tale Bymandens Sprog til Fuldkommenhed. Og derved bliver det vanskeligere for ham at gjøre sig gjældende i det offentlige Liv end rimeligt skulde være. Thi så længe han ikke er fuldt ud Herre over den nye Form, kommer han til at stå som den underlegne selv ligeoverfor ganske middelmådige Modstandere, når disse nemlig kan optræde på sit Modersmål. Men selv om han er så sproglig begavet, at han virkelig lærer at tale det nye Mål, bliver han dog aldrig så overlegen i dette, som han vilde være bleven i sit eget, om han havde lagt Arbeide på at udvikle sig i Brugen af det.

Til alt dette må endnu lægges den Mangel på Selvtillid, som i Regelen er en Følge af, at man optræder i en fremmed Form, idet man ikke finder sin egen god eller værdig nok. Så længe Bonden ikke taler sit eget Sprog med den samme Tryghed og Sikkerhed som Bymanden taler sit, eller så længe han tror, at hans Sprog er «simplere» end Bymandens, så længe vil han også have vanskeligt for at føle sigpersonligsom Bymandens Jevnlige, og dette vil da igjen på forskjellig Vis stå ham i Veien, når der er Tale om at gjøre sig og sine Krav med Eftertryk gjældende i Samfundslivet.

En af Betingelserne for, at den norske Bonde i Sandhed skal komme til at indtage den Høisædesplads i vort Samfund, som Forfatningen har anvist ham, bliver altså uimodsigelig, at han tilkjæmper sit Mål en så almindelig Anerkjendelse og Anseelse, at han trygt og frit kan bruge det overalt, hvor han skal optræde. Meget er i så Henseende allerede udrettet; selv i Storthingssalen kan man nu høre Folkets Mål. Men meget står endnu igjen at gjøre, og det er nødvendigt, at Bonden lærer at indse dette, for at Arbeidet gjennem hans virksomme Tilslut­ning kan få desbedre Fremgang.

Målsagen er imidlertid ikke blot af Vigtighed for Bonden. Den er af Vigtighed for det hele Folk, dels fordi den har Betydning for vor Sprogudvikling i Almindelighed, og dels fordi den, ved at vække Sans og Inter­esse for norskt Sprog, tillige bidrager til at styrke og udvikle den nationale Bevidsthed.

Norge har som bekjendt i den nyere Tid ikke havt noget eget Skriftsprog. Vi mistede det i den store Forfaldsperiode, da også vor politiske Selvstændighed gik tilgrunde. Istedetfor det gamle Norrønamål, der døde ud sammen med det nationale Åndsliv, fik vi gjennem Bø­ger og Embedsmænd indførtdansktSprog, og dette hersker endnu iblandt os, som en stadig Mindelse om Norges Ydmygelsestid.

Siden vi gjenvandt vor politiske Selvstændighed, har vi strævet efter Evne for at skabe og udvikle et selvstændigt norskt Kulturliv. Og i Lighed med, hvad der har fundet Sted i andre Lande, når den folkelige Bevidsthed begyndte at vågne, har også hos os Kravet på et eget Landssprog gjort sig gjældende, og allerede Henrik Wergeland udtalte, at det måtte være gode Nordmænds Opgave at virke for, at Landet kunde få sit eget Sprog, «inden Århundredet nedrødmede».

Mange er det også, som i Tidens Løb har interesseret sig for denne Opgave og arbeidet for den, hver på sin Måde. Vore bedste Digtere og Forfattere har sat en Ære i, og følt en Trang til, at skrive så norskt som de efter sine Forudsætninger kunde. Omkring 50-Årene var man kommen så langt, at et mere planmæssigt Arbeide for Udviklingen af et norskt Sprog kunde begynde, og denne Virksomhed har havt god Fremgang. Det norske Folkesprog er blevet brugt og bruges stadig i både Bøger og Blade, og blandt Forfatterne på dette Sprog er der flere, som kjendes over det hele Land, tildels også udenfor Landet; her skal nævnes de to mest berømte: Ivar Aasenog Aasmund Vinje.Men denne Virksomhed har tillige bidraget til at vække og udbrede Sans for det nationale i Almindelighed. Derved har den samlet stedse flere om sig, og Modstanden, der i Begyndelsen var særdeles stærk, må nu siges i det hovedsagelige at være overvunden. Dette tør bedst fremgå af, at Målsagen i den senere Tid er bleven i Gjerning anerkjendt som en almenvigtig Sag af Statsmagterne.[2]

Vigtigheden af, at Nationalfølelsen er stærk i et Folk, behøver ikke nærmere at påvises. Det er som bekjendt denne Følelse, der holder Folket sammen og driver det frem. Den skaber Interesse hos Borgerne for Landets Opkomst, Enighed og Offervillighed, når det gjælder nyttige Foretagender, og Mod og Udholdenhed i Nødens Stund. Jo svagere Nationalfølelsen er, jo mere ligegyldige vil Bor­gerne være for de almene Anliggender; og jo mindre In­teresse der er, des mindre bliver Dygtigheden og Foretagsomheden, og des vanskeligere vil det være for Landet at holde Skridt med den almindelige Udvikling. For små Folk er en stærk og levende Nationalfølelse allermest nødvendig, hvad der let vil indsees, og hvad særlig det norske Folk angår, så turde Erfaringer af forskjellig Art have lært os, at er der noget, som hos os kan trænge Styrkelse og Udvikling, så er det «Kjærligheden til, Troen på og Interessen for det nationale».

Enhver Virksomhed, som direkte eller indirekte kan bidrage til at styrke den nationale Ånd, vil derfor have Krav på Fædrelandsvenners Interesse. Og det er oftere blevet fremholdt, at alt Arbeide, som er til Gavn for Landet, vil have Betydning for Nationalfølelsens Udvikling. Men – som det er blevet sagt – : «skal Arbeidet på de mange forskjellige Hold få sin rette Fremgang og sin fulde Betydning, så er det nødvendigt, at der er en Fylking, som står midt iblandt alle de andre med løftet Fane og udtaler det fælles Formål i en enkelt, klar Formel, – og det gjør Målsagen». Derfor har Arbeidet for det nationale i den senere Tid for en væsentlig Del samlet sig om den, og derfor er netop den skikket til efterhånden at samle om sig alt, hvad der findes i Folket af national Sans og Interesse.

Det norske Samlag, der er stiftet for at støtte Målreisningsarbeidet væsentlig ved Udgivelse af Skrifter i Folkesproget, har derfor ønsket, at Sagen måtte blive kjendt og forstået i de videst mulige Kredse, og det er derfor, at undertegnede Samlagsstyre, i Henhold til derom fattet Beslutning i sidste Generalforsamling, tillader sig at oversende Dem nærværende Redegjørelse og Henvendelse, idet man henstiller til Dem at gjøre dens Indhold kjendt for så mange som muligt.

Den bliver endvidere sendt til de Foreninger, som antages at have Anledning til at diskuttere Sager af denne Natur, således navnlig til Lærerforeninger og private po­litiske Foreninger, forsåvidt Samlagets Styre kjender dem, med Anmodning om, at Sågen der må komme under Forhandling. Man henstiller tillige, at der må virkes for den størst mulige praktiske Tilslutning, såvel af de en­kelte interesserede Mænd som af vedkommende For­eninger, forsåvidt de oven fremstillede Synsmåder måtte vinde Medhold.

Som Gjenstand for Overveielse fremhæves navnlig følgende Punkter:

1. Hvad der af Skolens Vedkommende (Lærere, Forældre, Skolekommissioner) eller af Staten måtte være at gjøre, for at Bestemmelsen om Bygdemålet som Undervisningssprog i Skolen kan komme helt i Kraft og gjøre sin fulde Nytte.

2. Hvad der iøvrigt kan udrettes for at gjøre Folke­sproget (Lands- og Bygdemål) kjendt og respekteret; herunder Betydningen af at støtte den på Folkesproget udkommende Litteratur (Bøger og Blade) samt Vigtigheden af, at den norsk-talende Befolkning altid og overalt anvender sit eget Mål, i Skrift som i Tale.

Mulige Referater eller Resolutioner bedes tilstillede For­manden for Det norske Samlag eller offentliggjorte i Bladene.

Med Hensyn til Det norske Samlag bemærkes sluttelig:

Ved at bidrage til, at Folkesproget stadig holdes under literær Dyrkning, tror Samlaget at opnå:

at Folkesproget bliver kjendt i de forskjellige Samfundsklasser;

at det vinder i Anseelse og Indflydelse samt styrkes og opretholdes som Talesprog;

at det udvikles og dygtiggjøres for Brug i Skolens såvelsom overhoved i Åndslivets Tjeneste, hvorved det efter­hånden vil opnå den Udvikling, som fordres af etvordende norskt Kultursprog.

Man antager, at denne Samlagets Virksomhed vil fin­des berettiget, og at den bør støttes af alle norsksindede Kvinder og Mænd.

Særlig bør Bonden erindre, at ligesom det er hans Hæder, at han bedst og renest har udviklet Fædrenes Sprog, således vil han fremme såvel sin egen som Fædrelandets Ære og Interesse, når han støtter alle Bestræbelser, der går ud på at opretholde og udvikle hans Fædrenemål og øge dets Betydning, dets Brugbarhed og dets Skjønhed. Ved at følge med i den Litteratur, som udkommer på det norske Folkesprog, vil han tillige udvikle sin egen Sprogsans, og han vil føle Kjærligheden til sit Mål voxe, idet han stadig erfarer, at det er i Opkomst, og at det dyrkes og udvikles af dygtige Mænd til stedse større Fuldkommenhed.

Og med det samme vil han føle Kjærligheden voxe til Hjem og Fædreland.

Kristiania,den 30te September 1884.

Andr. Hølaas

p. t. Formand.

H. A.Halvorsen. Ivar Mortenson.

Frå Styret for Det Norske Samlag. 1884. Skriftet vart trykt i 12 000 eksemplar og spreidd bl.a. som vedlegg til Fedraheimen og Nyt Tidsskrift. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 182-192. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006

[1] Her tænkes navnlig på Bybefolkningens såkaldte hoiere Klasser, derunder den hele Embedsstand.

[2] Se ovenfor. Der er endvidere ydet Hjælp af Statsmidler til Udgivelse af Bøger på Landsmål (Skolebøger samt Oversættelse på norskt Folkesprog af det nye Testamente).