1802 Norsk Ordsamling. Forerindring [II]. Innleiing

Laurents Hallager:
Forerindring

De Levninger, der endnu ere tilbage af det gamle norske Tungemaal, maae ikke søges i Norges Kjøbsteder eller nærliggende Egne, hvor Sproget ligesom Sæderne ere danske; men inde i Landet, i Fjeldbøigderne, og overalt iblandt Bønder, som staae i liden eller ingen Forbindelse med Kjøbstederne. De ere altsaa ikke andet end, hvad de ogsaa almindeligen kaldes, et Bondemaal; men dette indbefatter en stor Mængde betydningsfulde Udtrykke, og saa mange ældgamle danske Ord, som man nu savner i Sproget, at det – om ikkun i denne Henseende – fortjener vore Sprogelskeres Opmærksomhed. Det adskiller sig fra de tvende andre nordiske Sprog, ei allene ved et rigt Forraad af egne Ord, en egen Udtale og egne Vendinger, men endog ved en egen Forbindelse af Ordene eller Syntax; saa at man kan sige, det ikkun har manglet Dyrkning ved Skrivter, for at blive et selvstændigt Sprog ligesaa vel som hine. Imidlertid har det i flere Henseender mere tilfælles med det sven­ske end med det danske Sprog; hvilket forekommer mig mærkværdigt, da Norge i mere end 300 Aar har været forenet med Danmark, og de norske Bønder have havt saa mange danske Mænd imellem dem, især Præster (som de eiheller altid have forstaaet), og have endog maattet behjelpe sig med danske Bøger. Som Aarsag til denne vedvarende Ulighed i den norske og danske Mundart maa man ansee begge Landes betydelige Frastand og for­skjellige Beskaffenhed, begge Folks forskjellige Sæder og Skikke; men i Særdeleshed den udmærkede Nationalstolthed og Selvstændighed, som er de norske Bønder saa egen, og som nok bestandigen vil udmærke dem fra de danske. Saaledes ansee de det for en Skam at efterligne Fremmede, og sy­nes at føle hos dem selv et vist Værd og visse Fortrin, som de have arvet af deres Fædre, og ere dem derfor altfor hellige til at give Slip paa. De give alle Fremmede Navn af Fanter, hvilket Ord dog ikke mere maa forstaaes i dets slemmeste Bemærkelse. Alle Danske kalde de overhovedet med eet Navn Juter; og derfor heder det om dem, som i deres Tale efterabe de Danske, at de juska. Men ligesom denne Selvstændighed er en almindelig Egenskab hos den norske Nation eller i det mindste hos Kjernen af den, saaledes have Bønderne i enhver Egn, ja i ethvert Præstegjeld, deres Egenheder i Sæder og Skikke, i Klædedragt, og tillige i Sproget, hvorved de kjendeligen adskille sig fra hverandre. 

Den norske Udtale er i Almindelighed haard; og har mangfoldige egne Lyd, som vore Bogstaver ikke kunne udtrykke. Aksenten eller Tonen fore­kommer den Fremmede syngende, ved det at Lyden forstærkes og ligesom hviler ved de Ord, som tilkjendegive Hovedideerne i Talen, da derimod de andre faae en raskere og hurtigere Gang. Denne syngende Tone, som har nogenledes Lighed med den svenske og bornholmske, vil man fornemmeligen bemærke Øster paa Norge, nemlig i den største Deel af Aggershuus- og Christiansandsstift; længere Nord, i Guldbrandsdalen og det sydlige Trondhjemsstift er Udtalen end mere haard og hurtig, og Tonen derved noget skurrende; i det vestlige og tildeels i det sydlige Norge falder Aksenten mere i det Platte, Udtalen er mere langsom og paa nogle Steder, f.Ex. omkring Stavanger, slæbende, uden at den dog taber sin Haardhed. I øvrigt er Udta­len ligesom Aksenten meget forskjellig paa forskjellige Steder; og enhver Bøigd har ligesom sin egen Dialekt eller, som det heder, sit eget Maal. – Hvad der egentligen karakteriserer den norske Udtale, og hvori den afviger fra den danske, bestaaer omtrent i følgende:  

 

Aa forekommer meget hyppigen, og høres i mangfoldige Ord, hvor de Dan­ske bruge et enkelt a: laang, lang; Saang, Sang; maale, male; smaake, smage. Det har ofte en egen Lyd, og høres deels som au, deels som ao, f.Ex. i Mjaalk, Melk; Haave, Hoved. 

Ei staaer som oftest istedenfor det danske ee og ed: Bein, Been; brei, breed; vrei, vred; meire, mere. 

G høres ofte istedenfor det danske v i Midten og Enden af Ord: Hage, Have; kjægle, kævle; Mage, Mave; Gagn, Gavn; laag, lav. 

Gj og G allene foran e, i, y, æ, ø udtales som j: gjelle, gilde; gjore, gjorde; Geit, Geed; gil, munter. 

Jo og ju høres meget ofte istedenfor det danske y: brjote, bryde; fljote, flyde; Ljós, Lys; sjuk, syg; sjoe, syde; tjuk, tyk. 

K staaer istedet for det danske g i Midten og Enden af Ord: bake, bage; Pika, Pige; take, tage, Bók, Bog. 

Kj, Tj og K allene foran en Vokal undtagen a, o, u, har en egen Lyd, som ogsaa høres i Sverrig, men som falder de Danske vanskelig at eftersige: Kjukling, Kylling; kinne, kjerne; Kyri, Koen; Køise, Kyse; tjuk, tyk; intje, intet. 

L og N i Enden af en kort Stavelse har en besynderlig Lyd næsten som jl og jn: Fjell eller Fjeill, Fjeld; aille eller æjlle, alle; Honn eller Hoin, Horn; Konn eller Koin, Korn. Nogle Steder Vester paa Norge, f.Ex. i Hardanger, lyde de som dl og dn; og man udtaler: Fjedl, adle, Hodn, Kodn. 

L og R i Midten og Enden af Ord har en egen Lyd, som Fremmede ikke kunne eftersige, f.Ex. i følgende: Ola, Ole; kælve, kalve; mælas, tale; Garen, Gaarden; Jor, Jord. Her udtales r næsten som l (Gahlen, Johl), og l næsten som r (Ohra, Kæhrve). Denne egne Udtale høres fornemmeligen i den største Deel af Aggershuus- og i den sydlige Deel af Trondhjemsstift; i det øvrige Norge bemærkes den utydeligere, og paa mange Steder aldeles ikke. 

Mn høres i nogle Ord, hvor de Danske bruge vn: Namn, Navn; Stamn, Stavn; Kjøpenhamn, Kjøbenhavn. 

O høres som oftest isteden for det danske u i Begyndelsen af Ord: onde, un­der; Onge, Unge; Ovær, Uveir. 

Ou eller Au staaer ofte isteden for det danske ø og i nogle Ord for u: lous, løs; Ouge, Øie; blout, blød; rou, rød; Brou, Brød; Loue, Lue; Stoue, Stue. Men paa mange Steder høres denne Lyd som aa; saaledes udtales de tre sidste Ord f.Ex. i Tellemarken: Braa, Laage, Staage og Staave. 

P staaer istedenfor det danske b i Midten og Enden af Ord; løpe, løbe; rope, raabe; Saape, Sæbe; Skaap, Skab. 

Qv høres overalt i de Ord, hvor de Danske skrive hv: qvaa, hvad; Qveite, Hvede, qvit, hvid. 

Skj og Sk foran e, i, y, æ, ø udtales som det engelske sh eller omtrent som sj: Skjor eller Skjær, en Skade; skjeiv, skæv; skepa, ordne; Skyldskap, Slægtskab. 

T staaer istedenfor det danske d i Midten og Enden af Ord: bite, bide; graate eller græte, græde; Mát, Mad. 

Øi høres i adskillige Ord, hvor de Danske bruge ø: Øire, Øre; høire, høre; Møik, Møg; søit, sød.  

 

Endnu maa jeg anmærke, at paa de Steder, hvor Udtalen er hastig, blive ei allene enkelte Vokaler og Konsonanter, men endog hele Stavelser ikke hørte, hvilket jeg har betegnet ved en Apostroph (’); f.Ex. dok’ eller døk’ for dokker, eder; full’ for fulla, nok; hel’ og ell’ for eller; ’kon for aakkon, os; lel for likvæl, alligevel; æg vét ’kje istedenfor æg vét ikkje, jeg veed ikke. – Naar to Konsonanter komme sammen i een Stavelse, bliver den første paa mange Steder ikke udtalet. Saaledes siger man Na, Nif, Njotrune istedenfor Kna, Knif, Kjotrune; Jaa istedenfor Ljaa (en Lee) og sjaa (hos); Jós for Ljos; Peis, Pir istedenfor Speis, Spir. I Tellemarken og maaskee flere Steder høres ikke l foran en anden Konsonant; f.Ex. Taag, Svaag istedenfor Taalg, Svaalg; Mjaak for Mjaalk; Fokje for Folkje; Kaav for Kaalv; Fjød for Fjøld eller Fjeld. Sammesteds høres d som oftest istedenfor ld og ll; f.Ex. Kad for Kall, Kodde for Kolle; Padde for Palle. Ligeledes laad for laag; Skadde for Skabbe, o.fl. 

Men endnu vigtigere er Ordenes grammatikalske Forbindelse, da man heri finder tydelige Spor af bestemte Regler, og desuden adskillige Fordele, som den har forud for den danske. Jeg vil ikkun i Korthed anføre nogle Bemærkninger. 

Der gives tre adskilte Kjøn, Maskulinum, Fæmininum og Neutrum, hvilke fornemmeligen tilkjendegives ved de tvende Artikler. Den ubestemte Artikel heder ein i Maskul., ei i Fæmin., og eit i Neutr., f.Ex. ein Gut, en Dreng; ei Tous, en Pige; eit Bór, et Bord. Den bestemte Artikel sættes ligesom i Dan­sken i Enden af Substantiverne og heder i Maskul. en, ein, eller blot n efter de Substantiver, som endes paa en Vokal; f.Ex. Kar, Karen, Karlen; Gut, Gu­ten eller Gutein, Drengen; Fante, Fanten, den Fremmede. I Fæmin. har den tre Endelser: 1) a eller æ som er den almindeligste; f.Ex. Jænta, Pigen; Mærra, Hoppen; Sæla eller Sælæ, Sjælen; 2) o paa adskillige Steder, saasom i Hardanger, f.Ex Konno, Konen; Staavo, Stuen; Gato, Gaden; men høres paa andre Steder som u: Stugu, Stuen; Gatu, Gaden; 3) i adskillige Ord (saa­som i Tellemarken), f.Ex. Huri og Dyni, Døren; Kyri, Koen; Broki, Buxerne. I Neutr. heder den bestandigen e, f.Ex Bore, Bordet; Baane, Barnet; Folkje, Folket. – Plural af denne Artikel dannes i Almindelighed af Substantivets Singular, blot ved at tillægge ene i de Ord, som endes paa en Konsonant, og ne i de, som endes paa en Vokal; f.Ex. Kallene, de gamle Mænd; Jæntane, Pigerne (af Kall og Jænta). Paa nogle Steder heder Plural i Fæmin. ena i de Ord, som endes paa en Vokal, og ane i de, som have en Konsonant i Enden; f.Ex Konnena, Konerne; Mærrane, Hopperne (af Konne og Mær). I Neutrum er Plural ofte liig Singular i de Ord, som ere uforanderlige i begge Tal; f.Ex. Bore, Bordet og Bordene; Baane, Barnet og Børnene; istedenfor Borene og Baanene. Naar Artikelen i Singular heder o eller u, beholdes dette undertiden i Plural, f.Ex. Jæntone eller Jæntune, Pigerne; Gatune, Gaderne (af Jænto eller Jæntu, Pigen; Gatu, Gaden). I den hastige Udtale høres ikke e i Enden, og Plural lyder derfor ofte liig Singular; f.Ex. Jænton’ eller Jæntun’; Førkjun’; Elvun’; og paa nogle Steder siges Jæntom, Førkjom, Elvom. 

Ogsaa de fleste Adjektiver udtrykke disse tre Kjøn ved tre forskjellige En­delser, da de i Fæminin endes paa a eller æ og i Neutrum paa e. Saaledes forholder det sig i det mindste paa de fleste Steder med Adjektiverne paa æg, en og er; f.Ex. hyggelæg, hyggela eller hyggelæ, hyggele; fæjen (glad), fæja, fæje; fager (faur), fagra, fagre. I Tellemarken faae mange Adjektiver i Fæminin i, f. Ex. galen, gali; fjasen, fjasi; fjaassel, fjaasli. I Hardanger endes mange Adjektiver i Maskulin paa e, kaste dette e bort i Fæminin, og tage et t til i Neutrum; f.Ex. goe (god), go, got; blie (blid), bli, blit; drjuge, drjug, drjugt[1]. Om denne Flexion er brugelig paa flere Steder, er mig ikke bekjendt. Nogle Adjektiver blive til Fæminin ved at forandre Vokalen, meest a til o; f.Ex. lital, litól og vesal, vesól, liden; gamal, gamól eller gumul; sjav, sjov, selv. Denne Flexion bruges i Tellemarken, i Guldbrandsdalen o.fl. Steder. – Adjektiverne svare bestandigen til Substantiverne i lige Kjøn; og naar der tales bestemt, sættes Substantivet med den bestemte Artikel; f.Ex. gamal Kallen, den gamle Mand; vena Jænta, den smukke Pige. Den, dæ, da eller de (den, det) staae sjelden foran Adjektiverne; og naar de staae, faaer Substan­tivet altid den bestemte Artikel; den staute Karen, den raske Karl. 

Substantiverne have ingen egentlige Kasus (thi Genitivendelsen s bruges her meget sjelden); men disse udtrykkes ligesom i det Engelske og Franske ved Præpositioner, hvoraf aat eller at (ad) er den almindeligste og tilkjendegiver baade et Genitiv og Dativ; f.Ex. Saanen aat Futen, Fogdens Søn; gje de aat Guten, giv Drengen det. Ligeledes bruges taa eller utaav (af) undertiden og som et Genitivmærke; f.Ex. Præsten taa Bygda, Bøigdens Præst. Ge­nitiv udtrykkes desuden meget ofte ved Pronomerne sin og has; f.Ex. Far si Bók, Faders Bog; Trøia has Ola, Oles Trøie. – Substantivernes Plural er me­get forskjellig og ubestemt. Sædvanligen endes den paa e, a eller aa, og r eller ar; f.Ex. Gute og Guter, Drenge; Daga, Daagaa, Dage; Jæntar, Piger. Adskillige Substantiver, som endes paa en Vokal, faae paa mange Steder i Plural o; f.Ex. Jænto og Førkjo, Piger; Viso, Viser. Nogle endes paa i; f.Ex. Napi, Roer; Knætti, Knæer (af Kna, et Knæ). 

Pronomerne ere mange Forandringer underkastede. De personlige ere følgende: Æg eller eg (jeg); mæg eller me (mig); du, dæg eller de (dig); han eller haan (han); ho eller hu (hun); has (hans); hennas, henners (hendes); haam eller haanom (ham); henna, henner (hende); vi eller me (vi); aakkons, ’kons (vores); aakkon (os); dokker, dok’ eller døk’, dekan (I, eder); dokkers, dekans (eders); dei, di (de); deiras (deres); dere, døm, dønom (dem); sæg el­ler se (sig). – Akkusativ af disse Pronomer bruges ofte istedenfor Nominativ; f.Ex. me aa de æ goe Vennar, jeg og du ere gode Venner. Os hæva gjort dæ, vi have gjort det. Døm vil full’ kjæme, de vil nok komme. Derimot staaer han, ho eller hu ofte som Dativ og Akkusativ; f.Ex. Æg ga han dæ, jeg gav ham det. Æg tók ho mæ mæg, jeg tog hende med mig. Han, haam, ho, hu lyde paa mange Steder, hvor Udtalen er hastig, som ’an eller ’n, «aam, ’o, ’u; henna høres noglesteds ikkun som ’a. – Han og ho staae ofte foran Substantiverne, for at bestemme dem nøiere, og fornemmeligen foran Egennavne; man si­ger saaledes: han Laangofar, Bedstefaderen; ho Øvreheta, Øvrigheden; han eller ’an Ola, Ole; ho eller ’o Kari, Karen. Han, ho, de eller da svarer til det foregaaende Substantiv, hvor de Danske bruge den, det; f.Ex. Sjøen han æ vond idag, vaag dæg intje ut paa’an, Søen (den) er slem idag, vov dig ikke ud paa den. Æg ha kjøpt ei Bók, hø du sjaat ’o, jeg har kjøbt en Bog, har du seet den? – En enkelt Person, ringe eller fornem, tiltales paa de fleste Steder med du eller de istedenfor dæg; ikkun faa Steder og i Nærheden af Kjøbstederne bruges I, dokker og dekan. 

De possessive Pronomer have tre Endelser for de tre Kjøn; saasom min, mi, mit; din, di, dit; sin, si, sit. De staae oftest efter Substantivet, og dette faaer den bestemte Artikel; f.Ex. Guten min, min Dreng eller Kjæreste; Kjærringa di, din Kone. Deres Plural synes at rette sig efter Substantivernes be­stemte Artikel, til hvilke de svare; f.Ex. Drengjene mine, mine Tjenere; Jæntena dina, dine Piger. Og paa nogle Steder siger man: Jæntom dinom. Sin, si, sit staaer ofte, hvor de Danske bruge deres, og svare til et foregaaende Plural; f.Ex. Han Far aa ho Mór sjøl kjæm heim, aa dei hadde Dotter si mæ sæg, Fader og Moder kom selv hjem, og de havde deres Datter med dem. – Af de øvrige Pronomer mærkes endnu følgende: denna, detta, i Plur. desse; som eller so, som; qvem eller kem, køm, hvem? Genit. qvems, o.s.v. Dog ud­trykkes Genitiv oftere ved sin; f.Ex. kem si Bok æ denna, hvis Bog er denne? 

Verberne ere ihenseende til deres Form meget forskjellige; men det synes dog at de i Almindelighed lide tvende Hovedforandringer, ifølge hvilke der gives tvende Konjugationer, hvis Kjendemærke ligger i Imperfekt og Particip. Til den første Konjugation kan man henføre de Verber, hvis Imperfekt har lige mange Stavelser med Præsens og endes paa te eller de, men blive i Particip een Stavelse mindre og endes paa t. F.Ex. æg møsse (jeg mister), æg møste, æg ha møst; æg greie (jeg reder), æg greide, æg ha greit. – Til den an­den Konjugation henhøre de Verber, som tabe een Stavelse i Imperfekt, men have i Particip lige mange Stavelser med Præsens. F.Ex. æg dætte (jeg falder), æg datt, æg æ dotte; æg værte (jeg bliver), æg vart, vorte. – I Verber af flere end een Stavelse er Præsens Indikativ som oftest liig Infinitiv, og endes paa e, a eller aa; men i Eenstavelses-Verber forøges Indikativ med et r; f.Ex. æg trur, jeg troer; æg sjaaer eller sjér, jeg seer; æg lær, jeg leer (af tru, sjaa eller sjé, læ). I Fleerstavelses-Verber er Præsens og Imperfekt ofte eens, og man siger æg ønskja, æg tala, æg dætta, istedenfor ønskte, talte, datt. De pas­sive Verber endes enten paa s eller st; f.Ex. bitas og bitast, bides; finnast el­ler finst, findes; rennast, renst, ynkes over; slåast, slaaes. I øvrigt er Verbernes Form omtrent ligesom i det Danske. Foran Infinitiv staaer almindeligen te, som svarer til det danske at og til at. 

Af Præpositionerne vil jeg allene anføre nogle som ere forskjellige fra de danske, saasom: aat, til; aava, øve, ivi, over; onde, unne, under; onda, tilside; jæmte, ved Siden af; bortenfor, bortafæ, paa den anden Side; hittenfor, hitafæ, paa denne Side; bakenfor, bag ved; frammæ, framve, foran ved; sjaa, jaa, hos, ved; indaat, innur, ind ad; utur, ’ur, ud ad; utaav, utaa, ’taa, udaf, af; utifraa, ’tifraa, fra; upi, ’pi, op i; upum, ’pum, op om, omkring; mæ, med. Te (til) staaer ofte med Genitiv ligesom i Dansken, f.Ex. te Fjelds; te Værs (i Veiret); te Lags (tilpas); te Sinds; te Skógs; faa te Tals; fljote te Maals (hurtig til at tale). 

Tilsidst maa jeg endnu anmærke Tallene, hvormed de tælle, hvilke næsten ganske komme overeens med de svenske, og ere omtrent følgende: ein, 1. to, tu, tvo, 2. tre, trei, tri, 3. fire, fyra, 4. fæm, føm, 5. sex, 6. sju, sjov, 7. aatte, 8. nie, nei, 9. tie, tei, 10. elleve, 11. taalv, 12. tretten, trettja, 13. fjorten, fyrtja, 14. fæmten, fømtja, 15. sexten, sextja, 16. sjutten, syttja, 17. aatten, attja, 18. nitten, nittja, 19. tjue, tjoue, tjuge, 20. tjue aa ein eller ein aa tjuge, 21. o.s.v. tretti, 30. firti, fyrti, 40. fæmti, 50. sexti, 60. sytti, sjutti, 70. aatti, 80. nitti, 90. hondrade, 100. Paa adskillige Steder tæller man tjue aa ti, 30. tjue aa elleve, 31. o.s.v. indtil 40. – Denne Tællemaade er tydeligere og lettere end den danske, hvorfor den ogsaa er indført i nogle nyere danske Skoler.  

 

Efter disse korte Forerindringer om den norske Mundart, kommer jeg nu til at tale om dette Skrivts egentlige Gjenstand, nemlig Ordsamlingen, eller hvad den ogsaa er kaldet og maa ansees for – en Prøve af Norske Ord; og jeg behøver neppe at tilføie, at denne ikke er fuldstændig, hvilket ei var muligt at den første Samling af Ord i et udyrket Bondesprog kunde blive. Desuden indskrænker den sig allene til saadanne Ord, som enten ere aldeles ubekjendte eller ogsaa formedelst en afvigende Udtale eller Bemærkelse ikke letteligen kunne forstaaes i Danmark. Dersom jeg havde villet anføre alle de Ord, som i Udtalen ere ikkun lidet forskjellige fra de danske, saa skulde min Samling være bleven en Ordbog af anseelig Størrelse. Af Navne på Dyr og Planter ere ikkun faa og de almindeligste anførte; de andre ere for største Delen saa ubestemte, og have endog paa forskjellige Steder en saa forskjellig Bemærkelse, at det vilde blive meget vanskeligt og altfor vidtløftigt at forklare dem. 

Min egen første Samling bestod af nogle tusinde Ord, brugelige i det vestlige Norge; og hertil havde jeg megen Hjelp af Jensens og Pontoppidans Glossarier, af hvilke det første indeholder nogle hundrede Ord, som formodentligen ere samlede i Søndfjord i det nordre Bergenhuus-Amt, og dette henimot 800 Ord, som Biskoppen for største Delen har samlet paa sine Visitatser omkring i Bergensstift; men især benyttede jeg mig af Professor Strøms nøiagtigere Fortegnelse over 224 søndmørske Ord, i hans Søndmørs Beskrivelse. Siden gjorde jeg mig bekjendt med Professor Wilses Norske Ordbog eller Samling af 1600 Ord, brugelige i Spydbergs Præstegjeld og flere omliggende Egne; og da jeg fandt at de fleste af disse med liden eller ingen Forandring ogsaa vare i fuld Brug iblandt Almuen Vester paa Norge, besluttede jeg at gjøre min Ordsamling almindelig, og antegnede derfor de Ord, som jeg ikke kjendte eller havde i mine Fortegnelser. For endvidere at forøge og berigtige min Samling, har jeg gjennemlæst de fleste norske Provinzial-Topographier, og uddraget af dem hvad der kunde være mig nyttigt til mit Forehavende.[2] En særdeles vigtig Understøttelse fik mit Arbeide ved Stiftprovst Willes Samling af 3000 Ord, brugelige i Sillejords Præstegjeld og flere Steder i Tellemarken, som jeg med Forfatterens Tilladelse har betjent mig af[3]. I denne Samling forekommer der mangfoldige Ord, som ere egne for denne Egn eller dog synes at være det formedelst Tellernes egne besynderlige Udtale. Ligeledes har jeg af Professor Wilse, kort før hans Død, modtaget et lidet Bidrag af nogle Ord, brugelige i Edsbergs Præstegjeld, i Smaalenenes-Amt. Foruden disse Mænd skylder jeg ogsaa andre Landsmænd min Forbindtlighed, som have deels ved smaa Bidrag og deels ved Rettelser deeltaget i mit Arbeide. Men uagtet alle disse Samlinger er min Ordsamling dog ufuldstændig, især da den indeholder ikkun et lidet Antal Ord fra Oplandene og fra det sydlige Trondhjemsstift, hvor Sproget efter de flestes Formening er meest ægte, og hvor der udentvivl maa høres en stor Deel ældgamle norske Ord. 

Iblandt de Vanskeligheder, der have mødt mig under Utarbeidelsen af dette Skrivt, var det i Særdeleshed denne: hvorledes jeg skulde retskrive Ordene. Det Rigtigste bliver her at følge Udtalen, og jeg har ogsaa søgt, saa vidt muligt, at rette mig herefter; men sikkert har jeg ofte forfeilet den rigtige Udtale, da der gives mange Lyd, som de danske Bogstaver ikke strække til at udtrykke, og især da jeg har maattet følge andres Skrivemaade i Ord, jeg selv ikke kjendte. Desforuden har jeg ikke kunnet rette mig efter alle Dialekter; men af disse ere ikkun de meest afvigende anførte; og det vilde være altfor vidtløftigt og ikke passende med min Hensigt, at tilsætte ved ethvert Ord alle dets Afvigelser i Udtalen. Til Exempel vil jeg anføre et Par Ord. Et Hoved heder paa nogle Steder Houe, Houge, Haave, Haavde, Houvde, paa andre Steder Hue, Huge, Huve, Hye; og Snee heder snart Snø, Snjø, Snjøv, og snart Snjo, Snjov, Snjog, Sny. At skrive Ordene efter deres Etymologie vilde vist nok være meget nyttigt, men heller ikke overeensstemmende med Hensigten af denne Ordbog; og hertil udfordredes en udbredt Kundskab om de gamle nordiske Sprog, som jeg aldeles mangler. Dog har jeg hist og her tilføiet lignende Ord af fremmede Sprog, naar jeg vidste dem, og mest af det Islandske. For at tilkjendegive det rigtige Tonefald har jeg betjent mig af Tegnet ´ over de lange Vokaler, og derved Undgaaet at skrive dem dobbelt. 

Da enhver Egn og ethvert Præstegjeld ei allene har sin egen Dialekt (som jeg tilforn har sagt), men endog sine egne Ord, som ikke engang kjendes i Naboegnene, saa blev det nødvendigt at jeg tilføiede Stedet, hvor Ordene brugtes. Men naar jeg fandt at et Ord var bekjendt i flere forskjellige Egne, f.Ex. baade i Aggershuusstift og tillige i Bergens- eller Trondhjemsstift, ansaae jeg det som almindeligt for hele Norge, omendskjøndt det paa nogle Steder ikke var brugeligt. F.Ex. Ordet Pærm (et Bind paa en Bog) bruges i Smaalenenes-Amt og tillige i Romsdalen, men i det vestlige Norge er det, saavidt jeg veed, ikke bekjendt. Ved disse kunde jeg altsaa ikke med Vished bestemme noget Sted. I øvrigt har jeg tilsat Stedet, hvor jeg vidste Ordene vare gangbare, saaledes som følgende Forklaring udviser: Nordenfj. dvs. Nordenfjelds er tilføiet ved de Ord, som jeg har fundet brugelige paa eet eller flere Steder i Bergensstift og tillige i Trondhjemsstift eller i det nordre Guldbrandsdalen. Søndenfj. dvs. Søndenfjelds: ved Ord, som bruges i det sydlige Aggershuus- og Christiansandsstift. Øster paa: ved Ord, brugelige paa flere Steder i Aggershuusstift eller og tillige i Tellemarken. Vester paa: ved Ord, brugelige paa flere Steder i Bergensstift, saasom i Hardanger, Nordfjord og Søndmør, eller og tillige ved Stavanger. Chrstnia. dvs. Christiania: Ord, gangbare paa flere Steder omkring Christiania. Spydb. dvs. i Spydberg. Edsb. dvs. i Edsberg; disse tvende Præstegjelde ligge omtrent 8 Mile søndenfor Christiania. Guldbr. dvs. i Guldbrandsdalen. Nordal. dvs. i nordre Guldbrandsdalen. Hedemark. dvs. i Hedemarken. Østerdal. dvs. i Østerdalen. Chrstsand dvs. Christiansand: paa flere Steder omkring samme. Tell. dvs. i Tellemarken. Berg. dvs. Bergen: paa flere Steder i Nærheden af Bergen. Hard. dvs. i Hardanger, sønden for Bergen. Nordfjord dvs. i Nordfjord, Nor­den for Bergen. Søndm. dvs. i Søndmør. Trondhj. dvs. paa flere Steder om­kring Trondhjem. Romsd. dvs. i Romsdalen. 

Jeg har nu gjort Rede for mit Arbeide, som jeg selv maa erkjende for manglende og ufuldstændigt, endskjøndt ingen Umage er spart for at bringe det til den muligste Fuldkommenhed. Imidlertid tør jeg gjøre mig Haab om, at det ikke vil være Publikums Opmærksomhed ganske uværdigt. Og kunde denne Ordsamling være til nogen Nytte for dem, som agte at gjøre Bekjendtskab med den norske Bonde, eller – hvad jeg end mere ønsker – maatte den bidrage til en nøiere Kundskab om vort Sprog, og maatte den berige og fuldstændiggjøre det fælleds Skrivtsprog, saa var min Hensigt opnaaet og min Umage rigeligen belønnet. Det danske Sprog skulde upaatvivleligen vinde betydeligt i Forraad, Tydelighed og ægte Danskhed, naar Skribenterne vilde optage beqvemme norske Ord istedenfor mindre beqvemme danske, eller hvor disse savnedes. Men hidindtil har man inddraget en Mængde franske og tydske Ord i Sproget, hvoraf mange ere endog blevne almindelige iblant Almuen, saa at de neppe mere kan udryddes[4]. I den senere Tid har man ogsaa laant adskillige Ord af det Svenske. Derimod treffer man yderst faa norske Ord hos danske Forfattere. I et af Th. Bruns Digte har jeg dog nyligen fundet Ordet: det qvelder, det bliver Aften; og dette klinger udentvivl bedre end Professor Badens: det aftenes, af Aften. Jeg kan ikke troe andet end at Aarsagen til denne Afholdenhed fra at bruge norske Ord maa være Mangel paa Kundskab om det norske Ordforraad og disse Ords Bemærkelse. Denne Mangel kan nu min Ordsamling for en Deel afhjelpe. Ved at optage norske Ord i det danske Sprog, vilde mange fremmede Ord falde bort, og endeligen vilde danske og norske Mænd med Tiden blive mere forstaaelige for hverandre, end de nu ere. Det er bekjendt nok at den danske Embedsmand paa Landet i Norge er ofte bleven misforstaaet af den norske Bonde og denne igjen af ham, og at denne Misforstaaelse har givet Anledning til adskillige ubehagelige Scener. Ligeledes har jeg hørt sige, at da der engang fra et vist Sted i Norge blev forespurgt det danske Toldkammer, hvorledes Tolden skulde betales af Næper (norske Roer), fik man til Svar, at der skulde betales den samme Told af Næper som af anden Fisk. 

Imidlertid er det langt fra min Mening, at man paa engang skulde indføre alle norske Ord i det danske Sprog; dette vilde mere forvirre end gavne. Ikkun almindelige og udtryksfulde Benævnelser, og fornemmeligen saadanne, som man manglede paa reen Dansk, maatte optages; og endog dette med Forsigtighed og efterhaanden. Man vil finde i Ordsamlingen mangfoldige Udtrykke, som fortjene at blive almindelig bekjendte, men ligesaa mange, som ikke ere skikkede dertil. Der gives desuden ikke faa Ord, som have en tvetydig og ubestemt Bemærkelse, og som ikke kunne forstaaes uden af Meningen. Ja man hører endog i Bøndernes Tale adskillige Ord, som ere fremmede, mestendeels franske, eller have en fremmed Endelse, men disse forstaaes som oftest under en ganske egen Bemærkelse. Jeg vil til Exempel anføre nogle samlede: avancere, gaae paa Frierie (Fransk: avancer, gjøre Fremgang); appellere, drille, opirre (Fr. appeller, kalde); baskelere, gjøre Allarm. Dokamenter istedenfor Medikamenter; fundere, gruble paa; flattere, beskæmme (Fr. flatter, smigre); korjøsk, storagtig (Fr. curieux, besynderlig); Masion istedenfor Konfirmation; Paskje for Bagage; parere, sammenligne (Fr. comparer); Perlement, Skjelmsstykker, it. Oprør (dog vel ikke af det engelske Parlement?); Raverenser, tomt Snak (Fr. Reverance, ærbødig Hilsen); Reflemang, en Irettesættelse (Fr. reprimande); remedere, fortælle omstændelig; retirere, bringe i Orden; spankere og vaksere, spasere ledig omkring; sprækelere, agere Friskfyr; tornere, bande og skjende; tortere eller tortenere, beskæmme; Trabelering og Dommenering, Støi og Allarm. Deslige Ord anvender Bonden, naar han vil tale pynteligen; og man skal da have Vanskelighed ved at forstaae ham. I denne Anledning fortæller Wilse, at en Bonde engang for Retten udtrykte sig saaledes: Dei akkorderte mæ qvarandre, aa saa kom dei iAlliance; hvorved han vilde give tilkjende, at de skjændtes med hverandre og kom derpaa i Slagsmaal. 

Hvis jeg erfarer, at dette Skrivt finder Publikums Bifald, skal jeg bestandigen, saa meget min Tid tillader det, beflitte mig paa at forøge og forbedre det; og med Taknemmelighed vil jeg modtage enhver Rettelse og ethvert Bi­drag, som nogen maatte tilsende mig. Det er just herved at denne Ordsam­ling kunde bringes til nogen Fuldkommenhed; i Særdeleshed dersom de af mine Landsmænd, som have iagttaget og antegnet deres Fødeegns mærkværdige Ord, vilde meddele mig samme; og det kan ikke feile at der er mange, som have samlet herpaa. Jeg kunde derved blive istand til, ifald denne Bog var saa heldig at opnaae et nyt Oplag, at give dette en tilstrækkelig Fuldstændighed og Korrekthed. Og jeg skal da bestræbe mig for at kunne tilføie Substantivernes rette Genera (hvilket jeg nu ikke torde vove), og overalt at give Ordene en mere oplysende og bestemtere Forklaring, end de i denne Samling have. 

Ihenseende til de norske Viser, som jeg til Slutning har tilføiet i et Anhang, da kunne de tjene som Prøve paa det norske Maal i en sammenhængende Tale, og tillige vise, hvorvidt dette er forskjelligt fra det gamle norske og nyere danske Sprog. De fleste ere forfattede i den Guldbrandsdalske Di­alekt, og da de ere tildeels meget bekjendte i Norge, og skrevne i en ægte norsk Tone, saa haaber jeg at de fornemmeligen vil være mine Landsmænd kjærkomne. 

Udgiveren. 

  

 

[1] See Schnabels Prøve paa hvorvidt det gamle norske Sprog endnu er til udi det Hardangerske Bondemaal i Nyeste Samling af det Norske Videnskabers Selskabs Skrifter, 2det Bind. 

[2] Iblandt disse har jeg fornemmeligen benyttet mig af følgende: Strøms Beskrivelse over Søndmør, og over Eger, Hjorthøys Guldbrandsdalens Beskrivelse, hvori findes en For­tegnelse over nogle faa Ord, brugelige sammesteds; Willes Beskrivelse over Sillejords Præstegjeld i Øvre-Tellemarken; Wilses Beskrivelse over Spydeberg; og desforuden ad­skillige Hefter af Topographisk Journal for Norge. 

[3] Jeg har ikke havt Stiftprovstens egenhændige Manuskript; hvilket er af ham foræret til det Norske Videnskabers Selskabs Bibliothek, men en ordlydende Afskrivt af sam­me, som Hr. Capitain Abrahamson eier, og har havt den Godhed at meddele mig. Denne Samling udmærker sig ved en ifølge Udtalen nøiagtig Retskrivning, da den er gjennemgaaet med nogle af Egnens Bønder, og Samleren desuden er fød paa Stedet. 

[4] F. Ex. Fason, karessere, Sjalusie. Men naar endog de ikke ganske almindelige fremme­de Ord skal have en dansk Bøining og dansk Retskrivning, som nogle have inført, saa vil man nok aldrig faae dem utryddede. Saaledes skrive nogle: Skikanør, Aksion, Af­fære. 

  

 

Innleiing [del 1] i Laurents Hallager: Norsk Ordsamling eller Prøve af Norske Ord og Talemaader. Tilligemed Et Anhang indeholdende endeel Viser, som ere skrevne i det norske Bondesprog. Kjøbenhavn 1802. Side III-XVI. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006