1832 Om norsk Sprogreformation

Henrik Wergeland

Erindres ret, saa var det vor Bjerregaards «Fjeldeventyr», som først gjorde Danskerne opmærksomme paa Udviklingen af et norsk, mere i Ord og Ordrigdom end i Ordbøininger fra det forhen fælledsbrugte forskjelligt, Skriftsprog. Kjøbenhavnerne ytrede sig med sletkunstlet Spot: «nu forstaae vi ikke de norske Forfattere mere.» Politisk Selvstændighed afføder altid en videnskabelig – denne Sandhed havde Nordmændene langtfra, som Dansker og Danomaner dog ideligen ville foresynge os, uden Sejer og Hæder fægtet for og bekræftet. Midtunder uden- og indenlandske forgjæves Anstrængelser for at Norge dog idetmindste, som literær Provinds skulde vedblive under det danske Aag, fremblomstrede en Literatur med alle den friske Ungdoms Kjendemærker. Men imellem disse var det fremragende, at hiin Berigelse tiltagende fortsattes, at Skriftsproget syntes mere og mere at udgrene sig saaledes at den frodigere Green bøjede sig over Norge, medens den anden spredte sin Armod og sine tydske Podeqviste over Danevangens vidtberømte Bøge. Et kraftfuldt og rigt Talesprog gjorde sin Indfødsret gjældende, og forenede sig med det gamle Skriftsprog forat føde et nyt, der mere og mere vil nærme sig til at vorde et selvstændigt Mellemsprog mellem de tvende andre gothiske Folkeslags. Men medens Fædrenelandets og dets Videnskabeligheds sproglærdere Venner med Udholdenhed og Held kjæmpede for det norske Sprogs Arnefred, saa var det dog kun ligesom instinctviis at Almumaalets Skatte benyttedes. Det er med en Trangs Ubetvingelighed, at Ord, der høre hjemme i Landets Natur, ordne sig i Spalterne og i Qvadene forat tiltale norske Øren og norske Hjerter, medens de kun skurre i fordomsfulde danske og fordanskede. Disse opbyde da alle Kræfter igjen herimod, og medens Nogle, naar de høre et norsk Ord af Almumaalet, med en Slags behagelig Vemod lytte til det som overraskede i fremmed Land af en fjern Luurs hjemlige Tone: saa raabe disse Fiender: Bukkebræg! raat, norsk Bukkebræg! Fenrishyl! Imidlertid fremgaaer denne Strøm roligen og stedse voxende af de norske Dale forat vande det gamle, udmagrede Skriftsprog. Opmærksomme Øine vide, at de skulle see den fædrelandske Natur klart speile sig i denne Strøm, naar den ikke længere er grumset efter Kampen, men dyp og stor og rolig, efterat have optaget alle de raske Kilder med glittrende Guldkorn i, indringer den norske Literatur som en lyksalig Øe, vandrende til frodig Blomstren dens Laurer, ligesom Sveasprogets Sølvstrømme hine rige, der bestraale de østlige Gother.

Mod denne Retning, som fremdrives af Kræfter, der ere rolige og stærke, netop fordi de ere sig et af den aandelige Verdens Naturlove foresat Maal bevidste, er det at Danomaniet ophidser sine. Hiin storraadige Idræt, der udføres i en Samvirken, omendskjøndt de ligesindede Aander desværre ikke i noget egentligt Samlag forene sine Kræfter, er for det kun et letsindigt og frækt Oprør mod Smagen og vore aandige Formyndere i Dan­mark. Det er forat give de Nordens vilde Kræfter, som efter et forfængeligt Udtryk skulle «formes i rene Gestalter,» et Begreb om denne formende Magts Reenhed og Styrke, at slige sønderknusende Kraftudtryk forskrækker de saakaldte Sprogreformatorer, som følgende:

«Dhrr. Sprogflikkere eller Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben, med den groveste Uvidenhed og den latterligste Inconseqvense, fortvivlet stræbende uden fast Maal og sikker Plan, skjændigen forhutle og sammenjaske vore Dialecter i vild Uorden.»

I denne fiinblankede Mosaik af skjældende Forbandelser, der snarere synes at høre hjemme i et Nastronds-aflukke for rasende og fordømte Gramatikere, for­langer man ikke destomindre, at man skal see Maalvidet at speile sig klarligen.

Bibelsproget om Øjebjelken falder Nedskriveren ind; men dets Anvendelse vil dog blive mislig; thi der findes ingen Skjever eller Splinter i de Øine, som kjærligen lede og sumle efter de arme Ord, som skulle være Fremmede i eget Fødeland. Ligesaa er det samme Sprogdommere, der erklære de over Størsteparten af Norge udbredte Ord «Kampp (Fjeldkampp), Skolt, Kulp, Skrasl, Bart» for kun «bekjendte og brugelige af Almuen i en eller anden enkelt Egn;» og «Grop» for ikke norsk fordi det ogsaa findes i Svensken; samt som banlyse de ligeindtil at være lydbetegnende udtryksfulde, alnorske Ord «smyge, siige, skvette, Gulp» som Udtrykk «af et saare ubehageligt Indtryk, fordi de ere blevne almindelige for de lavere Klasser, men sjelden blandt de bedre.» Der gives altsaa et Sprogaristokratie og Sprogaristokrater.

Men skal denne taabelige Fornemhed tages tilfølge – skjøndt ikke i Alt, thi da maatte ikke Guldstykket tages op, om det laae i Landeveiens Støv –, da kunne vi opgive Haabet om at vort Almumaal skal komme det gjængse, os af Dansker lærte, fattige Skriftsprog tilhjelp med sin Rigdom. For vore Danskrasendes snevre Tanke­gang kan dette Sprog, der forlængst har opdisket al sin Armod vel være nok, og dets trange Skranker vide nok til at tøire usle og spage Pegaser i, medens De have mindste Nød, der, som Modstanderne af det norske Skrivtsprogs Berigelse ved Folkemaalet, ikke tage i Betænkning at indtage Løst og Fast fra alle levende og døde Sprog; men for norske Forfattere af nogen Særegenhed og især for Digterne er det paa engang en Nødvendighed og hans Hang til Frihed, som driver ham til at nærme sig det Sprog, som Folket taler. Hans Skjønsands siger ham hvorledes denne Nærmelse kan og bør skee. Og alene herved er det, at han eller den Maade, han isaahenseende gaaer frem paa, kan komme under Enkeltmands Dom; thi han kan deri siges at have betraadt Smagens Rige, hvorhen Formerne høre. Derimod maa den Grundsætning, det Princip, som fremskaber disse Handlinger, være uantasteligt, saasom den almene Fornuft maa billige hvad der er grundet i den selv, og til disse oprindelige Træk i Aanden hører ogsaa Hanget til at vælge de Udtryk, som beqvemmest og friest gjengive og meddele Tankerne. Saaledes skeer det da med den almene Fornufts Sanction, at Tanken, naar den ligesom standser under et Aandsvirke, fordi den finder det Udtryk, det gjængse Skriftsprog til­byder den, for snevert eller for rummeligt, forskyder dette og efter Valg ifører sig det Ord i Folkets Talesprog, som baade udtrykker den bestemtest – og dog maaskee ikke saa bestemt, som den vilde – og er temmelig almindelig bekjendt, og lader Tanken med største Beqvemhed bevæge sig. Finder den intet beqvemt Udtryk, da sammensætter den eller vel endog skaber – vel af et givet Emne, men af egen Magt, som om den var en af den højeste Fornufts fuldmyndige Eloaher. Hine anbefalende Egenskaber besidde nu netop de Ord af vort Almusprog, som paaankes. Det er derfor rimeligt og synbart, at hine vore Modstandere mangle den Interesse for og Indsigt i Almusproget, der ikke lader sig lære under Boghylden, som ogsaa det Øre for den særegne Udtryksfuldhed, den ejendommelige Malm i de Ord, der gjorde, at netop disse valgtes fremfor andre, ja stundom maaskee fremfor Ord af Skriftsproget, der paa det nærmeste kunde være enstydige med dem. Manglen af dette Øre bebreides ikke, da den er naturlig; men den erstattes neppe ved en ubeskeden Raskhed i at fordømme. Denne mægter ikke engang altid at tilhylle Uvidenheden.

Lader der sig, som næstoven berørt intet sige til Forklarelse af det Princip, der i Aanden selv ligger til Grund for dens Frihed til at omplante Ord af Talesproget i Skriftsproget, saaat det ikke engang har nødig den Bestyrkelse, som Misforholdet imellem disse, der er hiint til Fordeel, hos Os kunde give det: saa lader der sig heller ikke fra Fornuftens Side sige noget imod dets Tilfølgetagen som Middel til at berige Skriftsproget og forædle Talesproget. Ikke disse almeennyttige og af sig selv indlysende nødvendige Følger, der endogsaa kunne tænkes som en uafhængig Bevæggrund, kunne med Grund vorde Gjenstand for noget dadlende Omdømme, saasom de ere af reenmoralsk Værd. Kun Midlerne, hvormed altid forat feile udsatte Mennesker ville opnaae dette, ere hjemfaldne til Dom­men. Dette er imidlertid ikke gyldigt for Modstanderne. Disse Følger have for dem intet Værd. De vil have vort Skriftsprog stillestaaende. De ønske Norge tillykke med denne Gave af Danmark. Muligheden af saadanne Føl­ger, Tilværet af denne Hensigt er dem ikke indlysende; ja vi have jo hørt hvilke Bevæggrunde disse Klarøjne have opdaget hos dem, der optage af Talesproget. I deres Dom hedder det at Sproget fordærves herved, istedetfor at Fornuften, der ikke kan kalde Berigelse Fordærvelse, kun vilde sige om et og andet Ord, Ordsætning og Ordbøjning: dette duer ikke, thi det gavner ikke Hensigten. Og her har man kun Prøven og Forsvar at sætte imod det fiendtlige Omdømme. Dette skal foretages, idet man lader uendset, at selve Optageren af norske Almuord faaer dele de Angreb, han skulde rette imod Ordene. Herom faaer vi seet Vidnesbyrd, og næsten alle de Ord, der særskilt paaankes, ville findes i Henrik Wergelands Skrifter.

Vilde man gaae Ord for Ord af disse paaankede igjennem, da skulde en sund og retfærdig Dømmekraft, udrustet med et godt norskt Øre, baade finde at de ere ægte norske i Fødsel, Klang og Betydning, og at de som oftest ere korte, bestemte, udtryksfulde, af god Malm og Byrd, maleriske, ja ofte uundværlige der de staae. At de optages efter et vist Valg skal man ogsaa bemærke, og at dette foretages efter bedste Skjøn bør man troe endog da naar det skulde være mindre heldigt. Klart maa det ogsaa være, at de optagne Ord ikke kunne indtvinges eller strax stemples til alment Brug, men at disse den norske Tunges odelsbaarne Afætlinger af gammelnorske Ahner kun fremtræde med Enkeltmands Anbefaling ansøgende om Borgerret i det nye Norge. Det staaer vel Hvermand frit for at tale imod eller for dem; men det er kun den Uvittige, der ikke kan see et nyt Ord hos en Forfatter uden at tillægge ham Nyhedssyge med fleere Lyder, og Den, der ligemeget mangler retfærdig Vilje som Evner til at dømme i slige Sager, der ingen Stemme har for Skranker, hvor kun Folkets bedre Forfattere med Alfolket til Bisiddere skulle dømme. Eller skulle Ord, der paa det bestemteste, ja ligesom baade med Pensel og Tonestrøg, udtrykke Begreberne – f. Ex. «smyge siige,» hvilke begge ikke kunne erstattes – skulle disse forkastes med Foragt, fordi de have trukket sig tilbake fra vore forjydskede Stæder til de hjemligere Bygder? De vende med fuld og usvækket Indfødsret tilbage; Osloe og Nidaros ere dem ogsaa tilodlede. De skulle komme som gamle længe fraværende Venner, der strax finde og indtage den Plads, de før havde. De fremmede Ord, som indtoge den, skulle vorde som Støvet, der bortfyger af det Sæde, der opbevaredes til Vennen, og hvori han nu med Velbehag sætter sig. Der kræves kun et fiint, følsomt, men norsk Øre og et norsk Sind bag dette forat hilse med Velvilje disse Toner, der skulle løfte de norske Aander til friere Flugt og af dem igjen gjøres kjære og kjendte i Fædrenelandet.

At fremkalde til Mønstring alle de norske Ord, som forekomme Modpartiet utaalelige vil nærværende For­fatter saameget mindre, som han vil benytte denne Leilighed til at gaae et Skridt videre ved at foreslaae en Række af slige Udtryk, som forekomme ham mere end taalelige og almeen Opmærksomhed værdige. Imidlertid – lader os prøve noget. Der er «smyge.» Hvor udtryksfuldt! Hvem seer ikke den krumryggede Smigrer deri? Hofkrybet? Sleiken og hans Krumveie og Snigstier? Falskheden, Nedværdigelsen, Nederdrægtigheden? Der er «siige, siige ned.» Hvilken langsom Synken?«Nedglide, nedsynke» er ikke bedre, ja ikke ganske det Samme; thi «siige» betegner en større Langsomhed end begge disse. Der er «tyne». Det er hverken «dræbe» «myrde» eller «slaae;» men at mishandle med den Hevns Glæde og Iver, som tilfredsstiller sig saaledes. Der er «Grop» d. e. en[1] naturlig Grav, hverken Grav eller Grøft. Der er «Sjuh!» (stærktaandet «h»), som udtrykker langt bestemtere Overraskelse, Lytten og Befaling at tie og lytte, med det intetsigende «Pst» og det vel veke «Tys!». Saaledes kunne vi fremtage hvilketsomhelst af de anklagede norske Ord, og man skal indrømme at de for­svare sine Pladser, saafremt det er en Dyd ved Ord, at defølge Tanken i dens fineste Bøininger, ja ofte angive den i Lyden. Mindre lader sig anføre til Forsvar for selvsammensatte Ord, som en Modpart saa ordentligen og troe udtager af Henr. Wergelands Skrifter, at af disse i een Linie ere kun de tre belemrede med Trykfeil, men hvilke dog ophæve det Ordene skulde udtrykke nemlig baade noget Lydbetegnende og det Lunets kaade Øjeblik, der lod dem skabes. Deres hele Undskyldning er at de ere Lunefostre, og som saadanne kunne de aldrig behage Alle, mindst naar de som i Vidar, sættes aldeles løsrevne fra en Sammenhæng, en Tanke- Billed- og Riimfylde der netop skabte dem.

Dog – det vilde føre langt hen, om man skulde besvare ethvert «Hvorfor saa og ikke anderledes?» som maatte kunne gjøres en Digter. Der er heller intet modbydeligere end en saadan Søndren af hvad Aanden engang har fastprentet (stereotyperet) eller et Lune, som ikke altid tilfulde lader sig forklare, fastaandet paa Pa­piret. Hensigten at lydbetegne har Deel i deres Tilvær; men da denne Egenskab ofte i fortrinlig Grad findes ved de Ord, som optages i Skriftsproget fra Almeentalen, og ofte bevirker, som en anbefalende Grund, deres Valg: saa herom nogle Ord: Det Lydbetegnende (det Onomatopoietiske) ved et Ord er af Værd, men især for Digteren. Det kan gaae mange Andres, men ikke hans Øre forbi. Det lydbe­tegnende Ord er i sig selv poetisk: enkelt som det staaer der har det allerede begyndt at gjengive det Begrep, som lever i det som dets Sjel; men det gjengiver dette kun omtrent som Fuglen sin Livsfølelse gjennem evige Gjentagelser af sine Triller. Paa Grund af denne Livlighed søges lyd­betegnende Ord med Forkjærlighed af Digterne, der gjerne sælge en skjøn Omskrivning for det Guld, som ligger i et udtryksfuldt Ord. Saaledes giver Bygmesteren gjerne to tilhugne Stene for en naturlig af samme Snit og Størrelse, baade fordi den er en Sjeldenhed og fordi den meere vil styrke den Bygning, han har under Hænder. Og i samme Forhold kunne vi Nordmænd med Vinding for vort Veltalenhedstempel betale to Ord, der mangle den lydbetegnende Gehalt for et, der har den, klang dette end kun i Almuens d. e. Almeenmands Mund. Sproget i det Hele vilde vinde derved, thi netop efter Mængden af Udtryksfulde Ord maales dets Livlighed og Kraft. Denne Retning i Optagelsen af Almuord, nemlig fortrinligviis Valget af onomatopojetica er ogsaa synlig, især hos Wergeland. Disse Ord ere ogsaa Kjernen og Margen i ethvert Sprog; men dette maa ogsaa have en overveiende Mængde af Ord, der have mere med den abstracte Fornuft end med Skjønsandser og Indbildningskraften at bestille: – Stammen maa ikke alene staae der senet og knudret, men formet af talløse Grene, Qviste, Blommer og[2] Blade til et herligt, Nationer bedækkende Træ[3]. Sprogene begyndte kun med Forsøg paa ved Lyden mere at skildre end blot at benævne Gjenstandene; men derfor tillader Sprogenes Udvikling ikke Mennesket at lukke sit Øre for disse Grundtoner, der netop udtrykke klarest hvad der er alle Tiders Mennesker nærmest, og som derfor fremkaldte dem først, nemlig Naturgjenstanden, Sindsbevægelserne og Drifterne. Have Benævnelser heraf end ligesaaliden udvortes Lighed med hinanden i aldeles forskjellige Sprog[4], saa skal dog ofte en indvortes Liighed, den samme Stræben efter Lydbetegnelse være umiskjendelig. Tages Hensyn til et Folks og Lands særegne Beskaffenhed, saa skal det vel tykkes os, somom deslige Ord ikke vilde kunne lyde anderledes der, men tillige somom samme Satser vare flere Folkeslag til Bearbeidelse dicterede ud af eet Sprog. Vi gjenkjende saaledes fælleds Satser i vore egne og andres Variationer. Abiriel tiltaler Adam forudsigende i Messias:

 

«Din Tunge Hjertet er, som ejer kun

eet Sprog paa hele Jorderund.

Men Dialecterne i hvert et Bryst

forskjelligt Echo give fra din Røst.

De sukke eens ei, naar du raaber: Ve!

og skralde eens ei, naar du raaber: le!»

 

Onomatopoiesis er da dybtgrundet i Sprogene og paa engang deres Overeenstemmende og Skilnende indbyrdes. Det er derfor at de lydbetegnende Ord vende først tilbage hos os for at fortrænge uduelige og fremmede eller stille sig andre ved Siden. Formedelst deres Udtryksfuldhed ville Danskerne let forstaae dem, og Svenskerne have fra Arildsold de fleste af dem, der kunne gjøre Krav paa Optagelse, saaat dette netop fremmer et Mellemsprogs Fuldførelse, der liden Forargelse kan vække, men bevirke Herligheden af at de tre nordgothiske (ikke som en Modpart vil «nordisk-germaniske») Folkeslag dannede eet videnskabeligt Publikum, der med Lethed benyttede Udbyttet af tre selvstændige Literaturer.

Nytten heraf kan ikke omtvivles. Men kan ikke Muligheden? Nei, mistvivle vi end om hvad forenede Aandekræfter kunne udrette, lade vi end Danomanerne rase: det Ryggestød vi have i det svenske Sprog, dets Literaturs Indvirken paa os, Oldsprogets Gjenoplivnen, Almusproget, flere mere Dannedes Bekjendtskab dertil, de danske Familiers Hendøen og deres Ætlingers Fornorskelse, flere og dygtige sandt norske Forfatteres Fremtræden, en mulig istandbragt Forbindelse imellem de bedste iblandt dem til Sprogets Uddannelse, Foreningen af fædrelandsksindede lærde Mænd for Selvbearbeidehen af egne Oldskrifter, Fædrenelandets Opblomstren, dets politiske Selvstændigheds Fastnen – alt Dette dynge vi sammen, og Seirhaabet læner sit Anker til dette Bjerg. Vilde og maa end Tiden modne denne Seier, saa overlade vi dog ikke dette til den alene: Vi maae ikke mistvivle om vore Kræfter i en Kamp af saa høi en Moralitet. Historien, Alstyrelsen igjennem den, skal ikke ophæve sine Love og gjøre Norge til en Undtagelse imellem Landene. Thi er den Bemærkning rigtig, at man synes at kunne kræve af et Folks hele Sprog, at det skal gjengive os igjennem Øret noget Lignende det Heelbegreb, vi igjennem Øiet og Granskningen have samlet os om Folket og Landet – da fornemme vi i vort nuværende Skriftsprog langtfra denne store Onomatopoiese, saa tydeligen som Folkets og Landets skarpe Charakteer fortjener. Men i Almumaalet høre vi den; vi finde der vort Norge og den Natur, der fostrede os op (men mon forat falde i fremmede Hænder?). Og i Ahnelsen, som paatrænger sig selv den, der blues ved sit Modersmaal, om at dog anderledes eller saa burde være, som oven sagt, have vi Grunden hvorfor det svenske Sprog, der meest afbilder Norge og dets Folk, tiltaler os med saadan Velklang, med en, der synes os bekjendt som Barndomsminder. Fornuften har Intet imod at Indbildningskraften siger: «jeg seer Spanierens Grandezza, jeg hører hans vægtige Trin, jeg seer de castilianske Sletters forbausende Vidde, de alvorlige, bølgede Sjerraer, Nevadas Majestet over Vegaslettens rige Ynde, jeg hører Muulæselklokkerne og Romancerne og den natlige Guitarre under Laurer og Rosmariner: – jeg hører og seer Spanien og Spanierne i det spanske Sprog. Jeg hører og seer Frankrig med sit livlige Folk syngende, besynget, afbildet i sit livlige Sprog – denne raptløbende Seine, dette Paris af Ord, stort, myldrende, den ene lille Monsjeur af et Ord næsten stødende paa den anden, men dog paa det artigste gjørende Plads, eller løsreven af Sværmen, der styrter sig imellem, med Toner pragtfulde som Empereur-Palladser, smagfulde som Akademierne, eller travle, arbeidende, leende, smudsige som Smugene i Fauxbourg St. Marceau. Der er nok deri baade for Corneiller og Raciner, Scriber og Melesviller, Feneloner og Forfatterne af amours des prêtres og chronique scandaleuse du roi – nok for Høide og Kaadhed, Alvor og Overgivenhed – nok for Marseillaisens Ild og Majestæt, for det Smeltende i «oh que jaime ma douce melancholie!», som for det Orgiske i «les nouveaux tralala: on vit Louis le quinzieme.» Og Engellands Sprog melder det os ikke Friheden, den friske, frodige Natur, den rige Virksomhed i dette Land og Folkets anmassende, ligefremme og kraftige Charakteer? Sproget er oprundet af forskjellige Stammer som Folket; det er erobrende som dette viden om fra alle Verdensdele. – Og Romersproget? Deri marschere tunge Legioner, og Verdensstaden sees med sine rostra og portici og Capitæler og Colonner, og patres sees paa comitia og forum romanum med deres ziirlige Togaer og betænksomme Ansigter – Alt er alvorligt, maje­stetisk, cæsarisk herskende, senatsværdigt og bestemt og pynteligt. Vi overraskes ikke ved de catilinariske Tordener, som lade sig rulle igjennem det; men Lalages søde Latter og Horatses og Lydias Klagen er os fremmed, til vi erindre os, at dette Sprog lød i Hesperidernes Have. Cithrinker maatte ogsaa kunne lyde i det. De homeriske Tonebølger ere formede efter blide joniske Høider, og Hellenersproget efter helleniske Skjønformer. Attika selv og Athenienserne ere i det Attiske. Grækernes mange Republikker ere i disse mange Mundarter. De smaae græske Fjordes tæmmede Bølger,ja Landets milde Temperatur er i disse Ord. Sparta er i sin haardere Dialect; og paa hiin Side Hellesponten, hvori de joniske Strande svømme som Bendler og Krandse, paa hiin Side hvor Bjergene blaane, der lyder det Doriske, og vi træffe deri paa Stenene, Bjergstrømmene, det takkede Pangæus, paa den peltsede Thracer, de molossiske Hingste, de vilde Geter, paa barklædte Aaser og Orfeus» mystiske Toner.

Saaledes i Old som Nu, saaledes med ethvert Folk med politisk Selvstændighed og med selvstændigt Sprog og Literatur. Landets Charakteer præger sig i Folkets; dettes i Sproget. Ikkun om vort Israel, der ogsaa har været 400 Aar i et Ægypten, maae vi med Sorg sige, at dette, der i fuldt Maal er Tilfælde med det egentlige Folk og dets Tale, ikke opfyldes tilfredsstillende i Skriftsproget. Det hører mere hjemme i vort gamle Ægypten og paa dets Sletter mellem det trællende Folk. Men, da det nu engang – medens Svenskerne, der knaptnok begyndte Sprogudviklingen, fra samme Punkt som vi skulde begyndt fra, om vi ikke havde været overlistede og bundne, have faaet noget ganske Andet istand – er os indpodet af Danskerne, saa kunne vi kun fremkalde enkelte af de mandigere Røster, som røre sig imellem Fjeldene, og saaledes med Talesproget bøde paa Skriftsproget, og redde hvad der lader sig redde. Hver norsk Pen bør vie sig dette Hverv, og hvert norsk Øre lytte til disse Toner, glad ved at det endnu ikke, efter saa lang Borteværen og saa megen aandelig Trældom, er saa fordærvet, at det ikke kan høre det Hjemlige i den. Normanden er vel oplært til at sige og skrive «Vandfald» f. Ex. om Sarpen; men, uden at forstøde dette Ord, siger han heller «Foss;» thi deri synes han bedre baade at see og høre Skummet, Spruten og det Iilsomme. Norges Fosser veed han ere ikke det matte plaskende Fald fra et Undergangshjul. Han læres at sige «Vandfaldets Brag eller Allarm;» men han siger heller «Fossens Dur, Fossen durer;» i «Fosseduret» hører han den bedre. Han er lært at skrive «Appendix, Tillæg;» men hans Fingre kløe efter at skrive «Atpaaslæng,» fordi deri ligger for ham mere Malerie end i hine Ord, der kun ere ham Bogstaber. Han skal sætte «svag, tam, stiv, foldet, tungsindig, mild og blød, forvirret, forgjæves, skrøbelig, klog, smuk, fremfusende, aabenmundet, utæt, iisbelagt, behandlelig eller tractabel, lige god, grumset, alt tilsammen, tyvagtig, let eller vanskeligen gjørligt» o.s.v.; men Normanden siger ligesaa gjerne: «vek, spak, stør, skrukket, stur, lind, fjamset, faafængt, skrein, indtænkt, fager, framfus, flaakjeftet, gisten, gistinn, holket, handsam, jevngod, jørmæt, altihop, langhændt, letvindt, tungvindt». Han skal skrive: «fastbinde, Foranstaltning, Bind paa en Bog, Størrelse, vælte overende, Allarm og Spectakel, urolig, træde, Træpind, spændt, spire frem, Øgenavn, Forslag, uordentlig Søgang, god­modig, tidlig, aarvaagen, tilmed, eensfarvet, lysten, Hvæssesteen, Forsigtighed, bifalde, Fuldsødskende, ganske, forhaane, især, Udaad, Foræderie, Selskab, For­virring, Aften, blive Aften, livlig, Krog, Smaaregn, fattes, stoppes i, formaae, luge, vred» o.s.v.; men Han vil ligesaa gjerne og ofte hellere end det, skrive: «sterte eller stundom fjettre, Stell, Perm, Storlede, aavælte, Stuss og Styr, styral, trakke, Spilre, stinn, sprætte, Klængenavn, Monn, Stolpesjø, godkynt, aardags, aarvak, ataat, enlet, hippen og fiken, Hein og Bryne, Vaerhu, samsinde, Sambaarne, plænt, tviværde, enkom, Illværk, Svigraad, Samlag, Qvakkel, Qveld, qveldes, qvik, Ro, Ruskeveir, vanter, dytte, orke, ryske, sindt» o.s.v.

«Beintfram, endeud», er ham ikke altid det samme som «ligefrem,» heller ikke «stout» det samme som «stolt», «stulle» det samme som «røgte,» «Stav» som «Staur,» «fatte» som «gribe,» «Krim» som «Snue eller Hoste» (men begge tilsammen), «laget» som «bestemt,» «esle» som «levne» (ogsaa tiltænke, levne med en Bestemmelse) «vindt» som «skjæv,» «Vet» som «Vid» (prudentia og sagacitas, Almeenvet: sana mens). «Veen» er ham mere end «smuk» (ogsaa «tækkelig»), «Skjyru» noget andet end «Lja» og «Segel,» «Sjødrev» end «Søgang» eller «Søhvirvel,» «Silju» ikke altid «Piletræ» (Salix laurifolia og Salix capræa), «Næper» ikke altid «Roer,» «jure» og «reipe» siger ham noget mere bestemt end «binde og «snøre» «Grind» end «Port,» «Gust» end «Vind,» «grann» end «spæd,» «Greje» end «Rede, Besked,» «Flyg» end «Insecter,» «blingse» end «skele,» «skrasle» end «lee,» «Sus» end «Blæst,» «støpet» end «hullet» (om Veje), «supe» end «drikke,» «Talle» end «Gjødsel,» «tidd» er ham blot «svanger» om Dyr; «Traaveir» er ham mere end «ondt Veir,» (nemlig et, der har «sat sig»); «trive» er ham ikke altid det samme som «gribe,» «ture» som at «støie,» «tælje» som at «skjære,»«falkke» som at «tage,» «plire» som «blinker med Øinene,» «Holt» som «Skov» eller «Lund,» «fare ad» som «behandle» eller «bære sig ad,» «fate ihopes» som «sammensye» «fast» som «endskjøndt,» «fleinskallet» som «skaldet,» «Gaul» som «Skrig,» «Laate» som «Lyd» o.s.fl. Normanden beholder alle disse og flere lignende Ord; og lidt efter lidt indfører han dem af Folkemaalet i Skriftsproget; thi for sit Sprogs Rigdom paa Udtryk, der grannt betegne Tankerne eller Bøininger deri, har han Øre, og kan ikke lade den ubenyttet. Men kun Han, ikke Dansken, finder den fine Forskjel i Bemærkelsen og den rigtige Anvendelse af hvert enkelt Ord. Normanden vil ogsaa vænne sig til at bruge det særegne Fortrin ved Almusproget, at det skyer de Omgivelser, som Skriftsprogets nuværende Armod tager sin Tilflugt til. Det norske Folkemaal siger: «langlet» for: langagtig af «Ansigt», «langsindt» f. «som er længe vred, som gjemmer sin Vrede,» «det skoller» f. «det falder i Øinene,» «Svimeslag f. «et Slag, hvorved man besvimer,» «.valen» f. «frosen paa Fingrene,» «skarplet, hardlet» f. «af skarpe Træk og haardt Udseende,» «fiinlet» f. «fiin eller skjær af Udseende,» «Flomgard» f. «det Sted i Stranden (Fjæren), hvortil Vandet stiger,» «Sælebod» (Sjelebod), f. «Barmhjertighed eller fortjenstlig Handling,» «Førefald» f. «Sneførets Aftagelse,» «grannlet» f. «spæd, mager af Udseende,» «gjete» f. «vogte Qvæg,» «glane» f. «see med oppspilede Øine,» «havne» f. «sætte Kreaturene paa Græs,»«hjemsyg, hjemfus» f. «syg,begjerlig efter at komme hjem,» «klaafingret» f. «som vil røre ved Alting,» «Bradveir» f. «hurtigt paakommende ondt Veir,» «sandskyldig» f. «den rette Sagen Vedkommende,» «Afdrot, Budrot, Sommerdrot» f. «Hvad Qvæget giver af sig en Sommer,» «dagsætte» f. «fastsætte en Dag,» «faamælt» f. «som af Enfold eller Forsagthed ei kan eller tør tale,» «Framskott, Bagskott» f. «forreste, bageste Deel af Baaden,» «aarbaaren» f. «tidlig født,» «udniste» f. «give Reiseproviant,» «Aaremaal» f. «en Række af Aar,» «agne» f. «sætte Mading (Agn) paa Krogen (Agnoren),» «anføddes», f. «med Fødderne mod hverandre,» «stane» f. «staae stille,» «livræd» f. «bange for Livet,» «Aarbit, Fordavre» f. «lidt Mad tidligt,» «Bagevje» f. «tilbageløbende Strøm langs Bredden,» «Bagstegagn» f. «Tilbehør til Bagning,» «Bradtale» f. «overilet Tale», «beilestur» f. «tungsindig af Kjærlighed (Kjærlek),» «beine» f. «gjøre lige,» «staure» f. «sætte Staver i Jorden», «Evningstræ» f. «beqvemt Træ til at gjøre noget af,» «Beenlag» f. «Benenes Stilling,» «Tvebeite, Trebeite» f. «to, tre Spand Heste,» «lene» (af lind) f. «gjøre blødere,» «Sveiv» f. «Haandgreb paa en Maskine, der omdrejes,» «blaakalt» f. «koldt med klar Luft,» «aavirke» f. «tilhugge i Skoven,» «braatage» f. «tage hastig og ivrig fat,» «fagne» f. «venligen modtage» o.s.v. Normanden vilde endogsaa gjerne tillade sig større Frihed end her i at bogstavere Ordene næsten ligesom de tales. Det er en slags opofrende Skaansel for de Svages Skyld, at han ikke gjør det. I «blaut» synes ham at være mere mollities end i «blød,» i «dryg» mere Suffisant end i «drøi.» Han er ikke saa naragtig pertentlig, saa taabelig «vanen,» at kalde det Ord uværdigere og af en ringere Rang end Skriftsprogets, fordi det hidtil kun har levet i Mængdens Mund og nu først fremtræder med sine Fordringer i denne almindelige Norges Restaurationstid. Til Sprogets Berigelse og Tankens Beqvemmelighed optager han endog Ord, som have andre enstydige ved Siden. «Imse» er ham ikke pøbelaktigt, fordi Bøgerne hidtil næsten alene fremvise «uvist». «Aabry», «Sliul, tørne, skral, dætte, ærte, og tærge, Fille, Fær, bræe, endefram, truten,» ere ham ikke overflødige, fordi han tilforn ejer «Skinsyge, Pleil, støde an, skrøbelig, falde, tirre, Pjalt, Reise og Reisefølge, smelte, ligefrem, opsvulmet.» En reen Nødvendighed byder ham ogsaa at betjene sig af Almuord, hvor Landets og Folkets nationale Beskaffenhed skal betegnes. Skriftsproget ejer vel nogle hertil tjenlige Udtryk, men Danskerne have ikke kunnet forsyne os med de manglende. De have intet Ord for vort «Blaabræ» uden det tydske «Gletscher,» intet for «Fjeldkast,» intet for «Kleiv og Kneik og Støl og Fjeldbeit.» Vi nødes til at skrive: «Fjeldfog, Fonn, Vasdrag, Dalføre, Tange, Eid, Evju, Li, Luur, lystre, Grcenn, Granlag, Haga, Kling, Skout, at skoute sig, en skoutet Kjærring, Skigard, Fønn, Udfugle (Fugle, som holde til paa de yderste Skjær), Øhlrøik, Fjøs, Fjøshjeld, Fole, Qve, Bunke, Spon, Spontag, Spirer, Baghun, Budstikke, Høtræv, Tind, Kanap, Knatt, Rabbe, Bygd, Barskog, Braate, Bakke, Varg, vargyner Skrubb, Bamse, Bingse, Øeværing, Fossestup». Voll, Havbryne, Sæ­ter, Barfrost, Skara, Svaberg, Sne- og Steenskred, Gjaller, Bøling, Bufær, Skier (ikke, som man har seet, Sneskoe), Tømmerlundinger, Tælegrop, Kaxe, Bixe, Hie, Plogaan, Vaaraann, Slaataan, Skuraann, Drivte, Døle, Elvebrud og Elveskott (alluvies), Lændse, Iisflak, Aas, Aaslie, Haabeite, Myr (ikke Mose), Vang, Havguul, Berglændt, Odel, Kaarfolk, Gildre, Qvae, et Smug, Stine, Stril, Ur, Røs, Vindfaldi Skog, Løkke, Malmfuru, Tall, Tyriveed, Vaag, Varde, m.fl. Her vil Nedskriveren stane lidt i at mønsternævne norske Ord, for ikke lige indtil Nerveslag at saare de fordærvede eller fremmede Øren, der faae ondt ved blot at høre dem enkeltviis. Forarges Nogen over de anførtes Mængde, da angives samme Grund herfor som den en Danoman, der i Løbet af dette Aar vanærede en norsk Tidende med en Opsats fra Dannemark, hvori (som en Anden offentlig og medrette har dømt) Norge, Sverrig, disse Landes Forhold til hinanden og dets norske Folks Charakteer forhaanedes, angav for Bibeholdelsen af endeel reendanske Talemaader, nemlig den: «at dette ikke skulde være uden Nytte» (for Fordanskningen i Norge udentvivl). Af reen Barmhjertighed spares de syge Øren imidlertid for et heelt Hærkje norske særtegnende (charakteristiske) Vendinger, der kunne be­vise Modparterne hvad de – formodentlig af den gyldigste Grund af alle, nemlig Uvidenhed – ikke kunne indrømme, nemlig at vort Skriftsprog har ikke alene en lexikalsk, men ogsaa noget af en gramatikalsk Rigdom fra Almusproget ivente. Da det ikke er vant om at finde Leilighed til at vise det paa de mange Kamppladse, som nu aabne sig for Sprogstridighederne, især saafremt de egentlige Sproglærde ville træde i Skrankerne, med nogen Dristighed, og uden, som man siger, at fare altfor lækkert frem: saa snygge vi os herfra med bitter Klage i Hjertet over at den lange Trældom ogsaa har den ulyksalige Følge, at Haabet maa opgives om at kunne gjen­vinde ret meget af de gramatikalske Fortrin. Det er ikke ligt til, at vore Ordbøininger fra Almu- eller Ursproget skulle gjenerholde deres Fuldkommenhed. Casusendelserne, Conjunctivet, Vocalforandringer, Tillægsordenes Bøjelighed efter Kjønnene, Letheden i Sammensætninger, de fine Tankebøininger gjennem uadskillelige Smaataledele – dette og mere til skulle være tabte Klenodier, som Smerten derover vil vurdere.

Den lexikalske Berigehe vil da vorde Hovedsagen, og Müller viser os ogsaa: at Ursproget ogsaa kan bidrage dertil mangen værdig Skjerv, som det norske Skriftsprog, uanseet hvad det danske i sin Donranudiskhed vil erkjendtlig bare modtage. Saadanne ere: aarsæl, børsæl (heldig til at faae gode Aar og Bør), Banemeen (dødeligt Saar), Dagbryn (første Gry), Dagfærd (Dagens Reise eller Syssel), Dagsandt (det, som ligger klart for Dagen), Dagslot (hvad der kan slaaes paa en Aannedag). Dvergmaal (Echo), Fjernbaaren (Udarving), fodhvas (som gaaer rask), framvis (kyndig om det Tilkommende), Frasagn (Tradition), havvild (forvildet paa Havet), Harmdød (sørgelig Død, Skadedød), Hærfærd, Hærklæde, Hærskræk, Hærstyrer (Krigstog, Krigsdragt, panisk Skræk, General), hugfæste (gjemme i Minder), Hugskud (Indfald), Kjøbfærd, Kjøbstevne (Handel, Marked), Lønfød (hemmelig født), Lønmæle (hemmelig Omtale), letbrynt (af muntert Anlet), maaldjærv (som taler dristigt), Mandvet (sund Menneskeforstand), misgjort (urigtig gjort), Mismæle (slem Omtale), ordhvas, ordstille,Raadkroge (trædske Raad), vrangsnoe (stærkere end at «fordreje»), sambrynt (med samvoxne Bryn), samfædret (med fælleds Fader), samharmes (dele Ens Sorg), samjevn (æqualis), Samjevning, Sjøfang (Hvad der fanges paa Sjøen), det somres (bliver Sommer), storraadig, tarvløs (unyttig; tarvløst: frustra), tavlvis (regnekyndig), Tungekast (Mundsveir), Vaabenthing (Revy, Hærskue), ætgod, ætgjæv, (af god Byrd), Ætfolk, Ætmænd (Beslægtede), ætlede (lyse i Kuld og Kjøn), ætgangen (Arving til Ættens Dyder), Ætblomme, Ætpryd, Ætled (Slægtskapsgrad), Ætleding (en Adopteret), Ætqvist (Green af Familien), Ætkreds (Indbegrebet af den hele Slægt), Ætskaar (Formindskelse af Slægten eller af dens Tarv), Ætmærke (Vaaben). Nedskriveren lægger hertil: Veidesti (Jagtstrækning), Sættestevne (Fredskongres), Valrov (spolia), sagesløs, kongeløs, høvdingløs, Ufrelse (Slaverie), Mismaal, Misminde (lap­sus lingvæ, s: memoriæ), Vaerhu (Forsigtighed), Maalvet, Lovvet, Frivælde, Stormannavælde (Republik, Aristokratie), Sædløse (Plumphed), Illske og Illraad og Illværk (Ondskab, ondt Anslag, Udaad), Nytsame, Skadsame, Frændsame (Nyttighed, Skadelighed, Forstand, Slægtskab), fredsom, hevnsom.

Disse sidste Ord søge om Borgerret hos alle Gother. Heller ikke skal det gjøre vore optagne Almuord Brist, om nogle af dem ogsaa lyde om Belterne. Men det bør dog ikke forbyde Normanden at bruge dem, at de paa hine fremmede Strande ere ubekjendte. Det var at drive Kjærligheden for vidt, om man ikke turde ride paa sin egen Hest fordi Næsten ingen havde eller og kun et udpidsket Øik. Siden det haardspundne Kjærlighedsbaand brast, hvormed svigraadig Statskløgt og hykkelsk Egennytte bandt os til «Kjærlighedsfolket,» er det ogsaa paatide at vi kappe et uværdigt Ledebaand, der ikke er andet end aandige Lænker, og forjage Overtroen paa de forfærdelige Aander, der skulle røre sig hist nede. Det egentlige videnskabelige Udbytte er der som allesteds almeenmenneskeligt; men dog os, der høre til Ætkredsen, nærmest. Vi forspilde allermindst vor Ret der­til ved at udarbeide og frembringe Noget selv. Forgrening er ikke Adskillelse, men Frugtbarhed og Rodstyrke. Danskrasernes Trudsel med at vi derved kun foretage os faafængt Arbeide og friste hine Forgudede til ikke at vedkjende sig os, til at slaae Haanden af os, er selv taabeligere end det Skrig, der skal skræmme os tilbage fra at grave efter vore egne Sprogskatte. Dette Arbeide er kun nylig paabegyndt med en større Iver, skjøndt ikke med al den, det fortjener og skjøndt Trangen dertil – som sees af samtlige danske Forfatteres Klager – allerede viste sig hos os samtidigen med den, der krævede en Høiskole og lønvirkede for Norges borgerlige Selvstændighed og Frihed før 1814 Aarets dagklare Storvirke. Iveren for at berige og uddanne vort Skriftsprog saaledes som her anbefalet imod Danomanernes Daddel har samme Rod som Friheds- og Selvstændighedsfølelsen, som Fædrelandskjærligheden. Ar­beidet maa da fortgaae, og det med den Begjærlighed, at selv Ord, der have – som forhen antydet – Enstydige ved Siden, ikke bør forstødes, naar de have noget at paaberaabe sig: enten mere Marg, Klang, og Vellyd eller Bestemthed. Om de ere af ædleste Urbyrd bliver mindre at tage i Betragtning; men kommer det til, saa vel! De, der forvexle dialectisk Ordvet med Skarpsind, og de gamle Smør- og Dør-Rimere burde mindst fornegte deres Selvkjerlighed og stride mod en Ordvinding, der kunde vorde dem til saa uberegnelig Nytte. Medens Disse derved spare Penne og Tænder, skal det være den Skønsome klart og den vigtigste Herlighed, at det er ligesaameget i indre som i ydre Rigdom Sproget derved vinder. Overflødighed af Udtryk til at vælge imellem er det sandeste Vidnesbyrd om et Sprogs Fuldkommenhed; thi netop derved forfølges Tanken i sine fineste Vendinger og gjengives ligeindtil det Maleriske, til Lydbetegnelsen. Normandens Øre skal sige ham hvilket Ord, der griber Tanken og prenter den renest. Saaledes har Henr. Wergeland – hvad En paastaaer – aldrig forvexlet «unna» med «under». «Slippe unna» er for ham sublabi, subterfugere, men ogsaa occulto quodam modo demittere. Skriver han «Vivand,» da kan han gjerne indrømme Fundet, at det egentlig skulde være«Vidjevaand,» men hiint kortere Ord er Almeentalens og Plantelærernes, og kun saaledes skrevet almeenforstaaeligt om betula nana. En Modpart udleder slig Skrivemaade ikke af andet end af «den groveste Uvidenhed;» men megen Lærdom eller megen Ondvilje gjør ogsaa rasende. Ligesaalidt skriver W. «Skolt,» hvor han burde skrive «Tinding» eller «Pande» eller «Skalle;» thi imellem alle disse er Forskjel, og Leilighed er givet til deri at gribe endeel af de udtryksfulde, særtegnende Penselstrøg og Toner, som stundom fortrinliggjøre Ordene. Der er saaledes først «Pande» lydbetegnende det Brede og Udstrakte ved denne Deel af Hovedet. I «Tindinger» gjengiver den skarpe Vocallyd os Formen for denne Legemsdeel: «Skolt» lydbetegner ved sin korte bestemte Klang den øverste Deel af Panden, hvor den synes at gaae over i en liden, ofte noget fremragende, haarbar Ring. Hovedet udvider sig nu i en Form, der finder et fortræffeligt Udtryk i det aabne, runde og fuldttonende «Skalle» med «Issen» til Midtpunkt – en Lyd, der har saameget spidst og centralt, som man kan forlange, naar man vil udtrykke noget Saadant. Alt Dette tilsammen er «Hjerne­skallen». Fra Skolten er det Oldingens skinnende, flagrende Lokker dele sig. Det er derfor ikke, som mundtligen omtalt, en sær og upassende Plathed midt i det Høie, men paa det nøieste rigtigt af Henr. W., at han i et Minniqvad over en alderstegen Hædersmand siger:

 

Did, min Frænde, i det Blaa!

Dig en Fredsaand hæved:

Han, hvis Hvidving længe laa

paa din Skolt og bæved.

 

De nye Ord maae veies. Da vil man finde den lydbe­tegnende Udtryksevne hos mangfoldige Ord. Det er en Naturgave, som Retskrivningen ikke maa indknibe formeget. Hvem seer saaledes ikke det Spillende, Morildagtige i «glittre;» Skeløiet i «gleime ad;» det Steilende i «Hingst», Ampustne i «higste ?» Der er bestemt Havsfare i disse Udtryk, der lade mangt et Seil falde eller skjærpes paa Stadthavet: «Stormen er myndig» («Han – nemlig Stormen, er myndig idag»), «Bygen koldgriner». Og skulle man ikke høre og see detTornefulde, Udgnistede, Skarpristede i «Brisk, Bruse;» det Smaatravende i «dilte;» det Tause i «dunst;» det muntre, aabne Øie i «vaak, aarvaak; » det Overflødige i «fluust;» det Superfluente (s.v.v.) i «flomme;» det taabelige Smiil, den langtrukne Mund i «flire;» det Bange i «fælen;» det store, dumme Øie «glane;» det Bidske, det pludselige Bid til Siden i «glæfse, Glæfs;» det Mandhaftige i «glup, grusk;» det Storagtige i «strunk, børg, stout,spræk, kaut;» det Nedbøiede i «huke, kruke sig, paa Huk;» det Truende i «hyte;» det Uforholdsmæssige i «hængslet;» Letsindet i «Gams, Fleip, Gjeip;» Gaupeøiet i «gridsk;» det Glade, Raske, Smukke i «gill;» det Trofaste og Anstændige i «gjæv» (honestus); det Spodske, Efterabende i «hærme;» det Præcipitante i «stupe (verb. og adv.), Stup;» det Moradsige i «Jørme, Mørje;» det Forslagne i «indfuul, indtænkt;» det Choleriske i «ildsindt, arg;» det stærke Aandedrag i «kjaste;» det bestrygende i det langttrukne «kline;» det Vedhæftende i «klænge;» det Ujevne, Haarde i «knultret, kranglet og krunglet;» det høie, isolerede Runde i «Koll, Bergkoll;» det Fremragende i «Knab, Knatt, Kampp;» det Selvtilfredse i «kose sig;» det Taabe­lige i «kope, kopen (adj.), og en Koop;» redundatio stomachi i «Gulp;» det indhulede Brat og Braddybe i «Kulp;» det Trunculante i «Kubbe og Kabbe;» det Sammenskrumpne, Vanskabte i «krylet;» det Pjaltede i «Slurv, Lurv,» det Kjødrige i «lubben;» det Bevægelige i «lea sig;» det Hurtige i «svindt, retnu»?

Jeg seer vel en Kreds af vantroe Smiil, der noget kopent forundre sig over at Sligt dog skulde findes i disse norske Ord. Men idet det indrømmes, at slig Ordveien kan udarte til Leeg og Selvbedrag, saa bør dog Ord, og især de optagendis, paa fiin Guldvægt veies, og denne Vægt bør hænge i Forfatterens Øren. Da er et Ord først levende og døbt i Aand, naar det rører Indbildningskraften. Ædlere Evner voxe i Sjelen under en saadan Leeg, end de, der hos vore Danomaner anspænde sig imod dem, der elske de norske Toner, og som lære sine Aandsfostre tidligen at gjengive Folket denne Lyd af dets egen og Landets stærke og djærve Natur. Disse Fædrenelandets ærlige Sønner og kraftige Aander er Seiren forjettet, saaat ved deres Anstrængelser Bifrosten mærkeligen hvælver sig, der skal forene begge de andre Gotherfolks Videnskabssfærer, naar den norske Tunges stærke Gjallarhorn lyder. Vorde end Framstegene ikke saa kjæmpemæssige, som flere Normænd end Forfatteren ønske, saa er dog alt Noget erhvervet og Mere skal erhverves for vort Sprogs og vor hele aandige Selvstændighed. Kamphærdede Mænd, Mænd, som under uegennyttig, ja Selvopoffrelse krævende Strid opvoxede til Styrke, skulle ikke see det Kampvundne gaae tabt; thi alt som de vunde det, gave de Folket det til Opbevaring. Det er ikke længer Navnet af et norsk Skriftsprog og norsk Literatur, som Normændene ville vinde; thi Spørgsmaalet om Retten hertil, som dansk Anmasselse gav et falsk Skin af Omtvistelighed, er forlængst afgjort. Men nu er det Virkeligheden af et selvstændigt Skriftsprog, som fremæsker Norges Aander. Dette maa Tiden af sig selv afføde før Aarhundredet nedrødmer, og saameget snarete som Kræfterne derfor forenes. Længe inden den Tid briste vel ogsaa de politiske Lænker, som hidtil fastere end Belterne have omspundet det danske Folk, og dets Geister skulle faae vigtigere Ting at sysle med, end smaaligen at indblande sig i andre Nationers indre Anliggender. Denne Forventning er dog maaskee mere sangvinsk end hiin os angaaende; thi baade er den dybtgrundede Nødvendighed viist, at vor Sprogfønix maa igjen faae mange af sine deilige Fjedre, og ligesaalidt opstiller Historien i det tydske Sprogs ligemeget kunstige som naturlige, men forbausende Udvikling i neppe de sidste 100 Aar, dette Mønster eensomt eller uefterfølgeligt, som den nogenside pleier at gjøre dette. Det tydske Sprog sukkede ogsaa under fremmed overvældig Indvirken og dets Genius skulde hverken vandre saa frit fra Veltlin til Elben som dens Fødders Kræfter tillod eller svinge sig over de lave Aanders Dunstkreds. Da kastede de zürichske Kjæmper dens fremmede Byrder af, og Klopstock og Voss og Wieland løste Fodklodderne og Vingelænkerne, og Schiller og Goethe fore op med den befriede Genius. Lige Aarsager lige Virkninger. Ogsaa Os skal Nytten og Æren af et selvstændigt udviklet Sprog koste en literær Borgerkrig; thi det er ligesaameget inden- som udenlands at Modkjæmperne reise sig, og for mindre ville ikke disse Profeter, som have solgt sig Belial ivold, lade Fædrelandet gjenvinde dette sit Odelsklenod. Dog her skal det gjælde, som misforstaaes om Blodseirene, at den letteste Seier er ikke den bedste; thi Modstandernes Control skal afskrække fra at overhølje Skriftsproget med Strømme afuduelige Ord, paa samme Tid som deres tætteste Haarsi ikke skal kunne hindre de gagnlige fra at passere, netop fordi de ere af et ætherisk, aandigt Væsen. Der vil gives Ultraer i denne Kamp, og af høi Værd som fremdrivende Kræfter. Der vil gives Moderate, og hvilken Sprogforbedring eller Sprogberigelse, de have stemplet, skal uden videre vorde taget tilfølge. Man bør haabe, at Aarene og en Forand­ring i Stilling, der ikke vil tillade Forfængeligheden over de selskabelige Fortrin, som i vore fornemmere Kredse gives den Daniserede, at tilsløre det bedre Omdømme, skal omskabe de unge norskbaarne Danomaner til saadanne Moderate. Man vil faae Tid til at blues ved Erindringen om at man forhaanede sit Fædrenelands Literatur, Tid til at glemme de tonsatte heibergske og rosenkildske Flauheder, hvormed man engang proppede Mund og Øren fulde; og den Feber, Aanden fik i den vindige og vandige kjøbenhavnske Vaudevillefjellebod vil hos Mange sikkerligen helbredes, endog førend de graae Haar svale al Rasenhed. Om disse vore danske Skuespilleres lærvillige Elever, om Disse, der, blinde og taalige omdreies med og dreie Modehjulet, hvis evindelige Kredsløb netop gjør det eensformigt, og lader Betragteren ligegyldig ved hver enkelt Bevægelse, om Disse kan endnu Samlændings-Kjærligheden nære Haab, endskjøndt de kun ere det lidet værd. Men kun om de Enkelte haabe vi Intet, der lade til af Grundsætninger at danisere, og som forvanske Historien og Sandheden, idet de tillige søge at bringe Fædrelandet til at rødme over sig selv. Anden Gjendrivelse end den blotte Anførelse behøver da ikke denne Lære, «at Norge tilforn ved egen Brøde tabte Selvstændigheden;» «at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig;» «at vi maae lykønske os med at vi saa beqvemt komme til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Literatur;» «at vi igjennem[5] Danerne sættes i Forbindelse med alle øvrige videnskabelige dannede Nationer, hvilket ellers ikke skulde kunne være Tilfældet». Danmark skal endnu være Hovedlandet; Norge kun en aandig Provinds derunder. Saa er det; og derfor maae Normændene først og fremst indpræges Ringeagt for norsk Skjønvidenskabelighed og anden norsk Literatur og Mistillid til egne Kræfter. Lykkes dette – nu, da skal Norge heller ikke længe rose sig af politisk Selvstændighed. Lader den dannede Almeenhed sig indbilde, at de ere sangvinske Daarer eller aandige Voldsmænd, som arbeide paa Fædrelandets aandige Selvstændighed, da skal den ogsaa snart fra en anden Kant lade sig indhviske, at De, der ære og stride for Fædrelandets borgerlige Selvstæn­dighed, ligeledes ere enten Narre eller Folk, som bør bindes. Ja lykkes det vore vær ste Danomaner, at indgyde Folket Ringeagt for sig selv – da skal Fædrelandet vorde den vanærede Qvinde eller den arme Moder ligt, der krænkedes (ja af egne Børn), lige indtil at hun udvandrer af sit Huus, og livsled, med hendøende Øine og et fastnet, følesløst Smiiltræk om den lukte Læbe, sætter sig paa den stormige Havbryne. Og havet voxer og rører alt hendes Ankel, hendes Knæ, hendes Belte, og Stormen bortfører hendes Lokker; men Blikket livner ikke, og Smilet løsner ikke; hun rører sig ikke – ligegyldig enten hun skal borthvirvles af Østens Storme eller af Bølgerne fra Sønden.

 

[1] Saaledes brugt af Edvard Storm.

[2] Her faae vi jo, og det ganske naturligt, «Ordbladeraslen,» som klang saa unaturlig?

[3] P.E. Mliller siger, at en af Aarsagerne til at Sprogene tabe i Kraft er, at de abstracte Udtryk med Tiden miste deres sandselige Præg. Etymologien kan dog hjælpe til at gjengive dem noget heraf, saaat de vorde mere prægnante.

[4] Som «caballus» og «Hingst,» «boao» og «hrøite,» «fremere» og «fnyse.»

[5] Toldede Hansteens, Abels og Keilhaus Berømmelse ved denne Broport?

 

Skrevet høsten 1832. Først trykt i Bondevennen 1 (1835) s. 132-167. Jfr. også Satnkde Skrifter IV 2 s. 172-192. Kra. 1924. Her frå Eskil Hansen (red.): Om norsk språkhistorie. En antologi. Universitetsforlaget, [1970], s. 192-217. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006