Mine Herrer! Nu spørger De med en vis overlegen Ironi:

«Målstræverne har hidtil påstået, at der vartoNationer her i Landet, – og nu er der ingen?»

Ganske rigtigt. At der er «to Nationer» i et Sam­fund, der dog gjør Krav på at være ét, vil jo sige, at der egentlig er ingen.

Hvorpå skulde vi i Tilfælde grunde Påstanden om en nynorsk Nationalitets Tilværelse? – Der måtte da i det mindste være et eller andetEnhedsbånd;der måtte være et eller andet Område, hvorAlle kunde mødes,i fuld Følelse af, at de dog allesammen var en Moders Sønner, trods al Kiv og Strid i det Daglige. Men nu har vi Nordmænd intet Sådant. Det bedste Tegn på, at vi ikke er en virkelig Nation, er vel det, at Peer Gynt endnu så væsentligt er den «sande Nordmandstype». Der existerer intet Alment, der virkeligt kan samle os Alle. Der er lutter Splid og Strid påallePunkter. Man er ikke engang enig om, hvad der egentlig skal ansees som norsk. Selve Nationaliteten er jo et stående Stridsspørgsmål. Vi har en Grundlov, som engang skulde stå som det fælles og uryggeligt «nationale»; – nu slåes der om In­tet mer end om den. Vi har et «nationalt Theater» – som går fallit hvert femte År. Vi har havt «nationale Blade» – som er gåede ind. Vi har en Literatur – ja, – «Fælles»-Literaturen. Vi har en Historie, – og dog er der ikke en halv Mandsalder, siden Morgenbladet for Alvor spurgte:hvem er vore Fædre?– De to Folkeelementer er sig altså virkelig så småt bevidst at have hversinHistorie. Vi har en Nationalbevidsthed – så stærk, at der hver Dag spørges: hvem er egentlig det norske Folk? Byfolket,ellerLandsfolket? Spliden, Modsætningen, er altså ligeledes bevidst. Vi har Fædrelandskjærlighed, – ja, til den Grad, at der kan gå hele Partier her i vor «Intelligents» og drømme om«Amalgamationer»;til den Grad, at det tildels er ren Fashion at hade og foragte alt hvad «Norsk» heder! Hvor er her det Samlende, Enheden, det faste Centralpunkt, detHjerte,der skulde kunne gjøre denne Folke-Konglomeration til en Organisme? – Det er der sagtens; det er der ialfald i Vorden; men så meget er vist: Organisationen er endnu kun halvt og antydningsmæssigt gjennemført.

Og nu det, der i andre Nationer pleier at være det fuldt ud fælles Almene, det, som under enhver Omstændighed er Alles Eie, Nationens åndelige Flag og Mærke både indadtil og udadtil, – Sproget– ja se det er hos os det allerømfindtligste Stridspunkt. Det er ikke Nationalitetens, men netop National- SplidensSchibolet; det er hint skjæbnesvangre Løsen, der netop med den mest ironiske Skarphed blotterModsætningen, åbenbarerKløften, narrer os til på det mest Eklatante at røbe, hvor langt vi endnu er fra at være en national Folke-Enhed. Thi dette Sprogspørgsmål kan snart siges at dele det hele Folk i to, og da netop væsentligt i sine Grundbestanddele. [1]

Nei, vi får nok erkjende, at vi ikke er vundne til Må­let – den ny-norske Nationalitet – endnu. Norge er endnu væsentligt «et geografisk Begreb», eller om man vil: et politisk. En Nation bliver vi først, når vi er helt amalgamerede, når Spliden og Modsætningen er jævnet, når en fuld Folkebevidsthed og indbyrdes Slægtskabsfølelse har udviklet sig, når én bestemt Eiendommelighed har præget vorthelefolkelige Åndsliv, – og når vi da, som Udtryk for alt dette, som Udtryk for, men tillige somMiddelfor Folkebevidstheden, Nationalånden, National-Enheden og Nationalselvstændigheden, har udviklet et fællesnorsk, men også virkeligt norsk, Kultursprog, der på engang kan samle os i fuld Broderlighed og Samhørenhedsfølelseindadtilog tillige danne vor Selvstændigheds klare Mærke og Stempeludadtil.Thi idetteer det, vi skal finde det nationale Enhedsbånd, idetteer det, Alle kan føle sig væsentligt delagtige,detteer det, som Alle, trods Splid og Strid forresten, kan føle inderligt somsit, detteer det eneste mulige Almene, hvor Alle kan mødes som indbyrdes beslægtede, som en for sig bestående, samhørende Helhed, –detteer «nationalitetens vilkår».

Sproget «er» ikke Nationaliteten. Det er heller ikke det «eneste Kjendemærke» på den; thi Nationaliteten er, som Prof. Monrad siger i sit Compendium, «uendelig bestemt». Det er imidlertid hellerikke en Bestemthedved Siden afde øvrige. Som i sig omfattende og åndigt reflekterendeallede øvrige Bestemtheder, er Sproget væsentligt det åndige, totale og derforadæquateUdtryk for den nationale Åndsenhed.

Thi hvad er det, som har fremkaldt de forskjellige Sprog? – Det er netop de selvsamme Momenter, som har fremkaldt og udviklet Nationaliteten.Sprog og Folk er jevngamle; de har fulgtes ad gjennem Historien, de to, udviklet sig med hinanden, samtidigt, på en Måde også gjensidigt. [2] I Sproget har Folket åndigen nedlagt alt hvad det har oplevet, sine Kampe og sine Seire, sin Lykke og sin Sorg, sine Iagttagelser og sine Tanker. I det speiler sig i åndig Reflex det Lands Natur, der har omgivet Folket og uddannet dets Eiendommelighed, ja Folkets Liv selv, med dets Hverdags Arbeid, dets Festers Glæde, dets Kjærlighed og Had, dets Dyder og dets Syn­der. Men i Sprogets Idiom, dets organiske Struktur, dets eiendommelige Klangpræg, dets hele totale Karakter, har vi ligesom en Reflex af selve den åndige Folkepersonlighed, s.v.v., en objektiv Manifestation af selve det finest Natureiendommelige hos den, dens almene Grundstemning, dens «Temperament», dens Sans for det Skjønne i Liv og Natur, dens naturgivne Art at opfatte og igjen at objektivere Naturens og Livets mangehånde Indtryk på. Det er i dyb Forstand Folkets Livshistorie, som er nedlagt i dets Sprog; derfor er også Sprogvidenskaben af en så mærkværdig Betydning for den historiske Forskning. Thi Sproget skifter med Folkets Udvikling, forandres ustanseligt som det. Men når Folket kommer så høit, at det har erhvervet sig et vist Fond af Kultur, således, at det bliver sig bevidst som Folk, får en fastnet Organisation, en sammenhængende Historie, da vil også Sproget kunne antage et fastere, klarere, mere sammen­hængende og fornuftmæssigt Præg; det omsættes i Skrift, får en Literatur og har nu så at sige sin egen Historie – men fremdeles i inderligste Forbindelse med Folkets. At Sproget kan indtage en sådan Stilling i et Folks Liv beror på, at det ikke er et Produkt af løs Vilkårlighed, «Overenskomst» eller «Konvenients», [3] men netop er et Slags åndeligt Naturprodukt, en Væxt, der organisk voxer frem af og har sine Rødder dybt i selve det menneskelige Væsen. Ganske vist kan man, ved at forstirre sig på sproglige Enkeltheder, ofte få Indtryk af, at Spro­get alligevel må have Vilkårligheden og «Kapricerne» til Grundlag; i det rent Specielle kan vel dette også tildels være Tilfældet. Men i sin Helhed, og specielt efter sit Idiom, har det sin dybe organiske Rod i Folkets hele Historie og i dets hele Eiendommelighed. De Ord og Former, som i et Sprog får virkelig Almengyldighed, vil altid være sådanne, som kan enes med den almindelige Sprogsans, den almindelige Følelse for sproglig Skjønhed og Velklang, og som ikke strider forstærkt imod det al­mindelige tilvante Tungeslag og den almindelige sprog­lige Rhytmik. Kun på Proletariatismens Standpunkt, hvor Sprogsansen slappes og intet fast Idiom længer har Gyldighed for de Talendes Bevidsthed, kun der er Sproget i Tilfældets og Vilkårlighedens Vold, – men ophører også med det samme at være virkeligtSprog.

Hvad forstår De, Mhrr., ved det Ord Nationalitet?

Det er et nyt Ord [4] og et mangetydigt Begreb. Undertiden forvexles det med Race; tildels bruges det simpelthen geografisk, blot for at betegne et politisk Samfund; så bruges det igjen i Flæng som Udtryk for enhver Natureiendommelighed, som måtte opdages hos et Folk eller en Del af et Folk, og det er i Regelen kun ved ganske særdeles Anledninger, at man gjør sig Rede for, hvad man egentlig mener med det. Under disse Omstændigheder er det rimeligt, at man har ondt for at skjønne den «nødvendige Sammenhæng» mellemSpro­getog Nationaliteten. Kan der ikke tænkes en hel Masse «Nationaleiendommeligheder» (o:Race-Eiendommeligheder,Provincial-Særligheder o.s.v.) uden et særeget Sprog? Jo ganske vist.

Når man imidlertid lægger Mærke til det Faktum,at enhver eneste hidtil som selvstændig anerkjendt og sig selv som sådan bevidst Nation dels hararbeidet sit eget Mål op til Kultursprog, dels ivrigen skynder sig med at få dette gjort, [5] og man fremdeles lægger Mærke til, at Satsen om Sprogets Væsensbetydning for Nationaliteten er næsten almindelig erkjendt overalt, [6] – så må man vel dog blive en Smule betænkelig og ialfald prøve at gjøre sig klart, hvad denne «Nationalitet» egentlig er for Noget, siden den skal have en sådan mystisk Sammen­hæng med Sproget.

Jeg for min Part har, som De kan tænke Dem, grundet adskilligt på disse Ting, og læst lidt om dem også. Og hvis jeg skulde forsøge på at fremsætte sprogligt det Resultat, hvortil jeg med kyndige Mænds Bistand tror at være kommen, vilde jeg sige omtrentlig så:

Nationaliteten (i Ordets fulde, moderne Forstand) er den på naturligt Slægtskab grundede, for sig selvstændigt bestående Folke-Enhed, forsåvidt den er bleven sig denne sin Selvstændighed og Enhed bevidst og ud af denne Bevidsthed, og på Grundlag af sine Natureiendommeligheder, søger at føre et selvstændigt åndeligt Liv. – Ja, det er en Definition som Definirioner er flest; jeg ved ikke, om De forstår den. – Dette Nationens Åndsliv, Livet qua Nation, må nu selvfølgelig, for at være nationalt, danne et helt, frit og naturligt Udtryk for, eller Udslag af, hvad der virkelig lever i og er karakteristisk for Nationen ifølge dens Naturbestemthed og dens Hi­storie. Sammenligner De nu dette med hvad jeg ovenfor har anført om Sprogets Udvikling og Forhold til det naturlige Folkeliv, så tør De få en Anelse om Sagens Sammenhæng.

De tør også nu bedre kunne forstå min forrige På­stand, at Nordmændene endnu ingen ret Nation er. I Nationalitetsbegrebet ligger den fulde, naturbetingede og bevidsteEnhed indadtilog den fulde, distinkte, selv bevidsteSelvstændighed udadtil;– vi har jo ingen af Delene. For det indre Slægtskab er jo netop Sproget det naturlige Udtryk. Skal vi virkelig være Brødre, så må vi idetmindste kunne tale sammen i samme Tungemål. Der kan og må være Dialektforskjelligheder, ligesom i den virkelige Familie hvert enkelt Individ har sin særegne Måde at tale på; men Idiomet må være fælles; Alle må føle et og samme Mål væsentlig somsit,omend f. Ex. Intelligentsen har det i dets Søndagsdragt, dets ædlere og idealiserede Form, medens Folket har det mere i «Naturtilstand». – Ogudadtil– lever vi jo på Lån hos en anden Nation. Bandet mellem den og os er ikkeløsnet.Men at leve på Borg, det er at være uselvstændig.

De tror, at vor norske Nationalitet nok kan få et «tilstrækkelig tydeligt Udtryk» i dansk Oversættelse. Ja, ved talentfuld Efterligning kan man give Udtryk til Mangt i en Oversættelse. Man kan f. Ex. godt spore en vis Forskjel i Tonen og i Luften ved at læse en dansk Oversæt­telse af en fransk Roman og en dansk Oversættelse af en tysk Roman. Alligevel har der fra Arilds Tid væretVæsensforskjelpå Original og Efterligning. Desuden: «Nationaliteten» er ikke noget sådant Nævefast, som man bare udenfra skal gribe og «udtrykke» gjennem «Oversættelser». Nationaliteten erLiv,den skalleves,levesindenfra,udvikle sig ved og ud avsig selv;og sedettetror vi ikke kan ske pr. «Oversættelse».

Nationaliteten er et Åndsvæsen; skal den træde objek­tivt ud i Virkeligheden og gjøre sig gjældende der, må denobjektivere sig,men i sin egen, til dens Væsen sva­rende,ved dens egen Virksomhed uddannede og prægedeForm. Den må have et «Legeme», men et, som den selv har bygget. Den kan ikke nøie sig med et Surrogatlegeme. Man kan prutte og tinge og sige: det Legeme, som f. Ex. den danske Nationalitet i Tidens Løb har bygget for sig, er dog af en såtemmelig ligKonstruktion med det, den norske siges at have bygget eller skulle bygge, at den uden særdeles Afbræk må kunne nøie sig med det. Men det hjælper ikke. Dersom den ikke selvstændigt skaber sig sin egen Form, så kan den heller ikke frit træde fremsom sig selvi den virkelige Verden; ved at leve på Lån synker den ubønhørligt ned fra Nationalitet tilProvincialitet(o: Uselvstændighed).

Hvorpå bygger nu Bjerkebæk sin norske Nationalitet? – På detStoflige.Det er sædvanligt hos os grovkjernede Nordmænd dette at mangle Sans forFormensBetydning og derimod holde os til Stoffet.

Vi har jo vore Folkeeventyr,vore Folketoner,vor Folkepoesi,mener man. Men man glemmer, at – Alt dette har ikke vi anden Fortjeneste af end den at have skrevet det op og trykt det – å ja, tildels oversat det på (slet) Dansk. [7] Denne Folkepoesi er ikke Resultatet af vornarionale Kultur; – vi vidste jo egentlig sletikke af at vi havde så megen Nationalitet! –den udgjør blot Levningerne af en gammel, nu uddøende, naiv Folke­kultur. Nu skulde vi tage fat, skabe en ny Kultur, universellere i sit Indhold, friere i sit Udslag, og dog,Mhrr., af det samme kraftige, originale, folkeindividuelle Nationalprægsom hin gamle og tillige i organisk Sammenhæng med den. [8] – Det har vi ikke gjort.

– Så har man den Omstændighed, at Bjørnson har skildretdet norske Folkeliv,Tidemandligeså,og Ole Bullligeså. Detskal da være vor Nationalitet. Nuvel, det er i og for sig særdeles godt, og et Stykke på Vei. Men nogen definitiv norsk Skaberakt eller noget absolut nationalt opus operatum er det ikke. Og vi kan vel ikke evindelig holde på blot at behandle og beskrive «norske» Sager? – Opgaven er jo at forbinde Universalitet i Ind­hold med et kraftigt Nationalpræg i Behandlingen; Nationaliteten består i dette: på original Måde, ioriginalForm,at kunne behandlealleogalle SlagsEmner; – og hvordan gjør vi det? – Vikanikke gjøre det(nationaltforstået). De, som har forsøgt, har måttet knote, unaturligtIægge anpå Norskhed, og det er både abgeschmackt og usandt.

Nationalitet er ikke Stof; det erVirksomhed, Liv, Form.Det er derfor, den for sin frie og sunde Udvikling trængerSproget.

– Der var engang en Bonde, som falskeligen vilde tilvende sig en Gård, der ei var hans. Hvad gjør han så, den Skjelm? Jo, hjemmefra tager han med sig en Håndfuld Jord, lægger den ned i sine Sko, og gjør så sin Ed på, at «nu står han på sin egen Grund».

Så gjør Bjerkebæk med Nationaliteten. Han får snedigen gravet op en Håndfuld af Hjemmets Jord der oppe i Dalene; den lægger han i sine Sko, og svær så dristelig på Nationaliteten.

Der er hos flere af vore Digtere forskjellige større og mindre Partier, der ansees som særligt norske, fordi de behandler ægte hjemlige Motiver, og fordi de, skjønt i dansk Form, dog ret heldigt efterligner norsk Sprogtone og Fremstillingsmåde. Disse Partier pilles ud og lægges sammen med Eventyrene og Sagnene ned på Kistebunden som et Slags underskrevet, forseglet og thinglæst Skjøde på Nationaliteten. Dermed er Nationaliteten engang for alle konstateret og dokumenteret, ganske objektivt. Vi kan da selv være hvad og hvordan vi vil i den Retning; – Nationaliteten er vel forvaret; viharvor Wergeland og Welhaven og Bjørnson og Ibsen! – hvad have vi mere Vidnesbyrd behov?

– Dette er ægte norsk national Materialisme.

«Men!» siger Bjerkebæk. «Har vi så ikke vore norske Folkeeiendommeligheder? og skille ikke de os ud fra alle de andre Folkeslag under Solen så kraftigt og så objek­tivt som Nogen kan forlange?»

Jo, det er vist. Vi har «Folkeeiendommeligheder» i Massevis, folkelige Særegenheder og Særheder, så man kan kjende os ud på betydelig Distance. Uheldigvis er imidlertid en stor Del af disse så høist «objektive» Eiendommeligheder af den Art, at jo før Kulturen kan slibe dem af os, des bedre vil det være.

Og i Almindelighed må det erindres, at «Eiendommelighederne», Naturkvaliteterne,ikkekonstituerer Na­tionaliteten, men aleneRacen,som blot et Nationalitetens Naturgrundlag eller Råstof. Hvad der er af Ægte og Oprindeligt i vore Eiendommeligheder, det skal arbeides frem og udvikles, thi det erdet,som må udgjøre NationalitetensIndhold;men Nationaliteten selv existerer kun som Ånd o: ved at være sig selv bevidst, sig selv objektiv.

Hint naturlige Indhold, hin naturgivne Oprindelighed og Individualitet tror vi, det norske Folk eier, – og den er på dette Punkt selvfølgelig Målsagens absolute Forudsætning. Skulde vi tage feil heri, skulde det norske Folk ikke eie Stof i sig til en selvstændig Nationalitetsudvikling, se da indrømmer vi villigt, at vi har Uret. Da hverken kan eller bør Målsagen seire; thi at skabe Form for et Indhold, som ikke existerer, – det er der jo liden Mening i. Men har vi Ret i denne vor Forudsætning; er der Betingelser for Udviklingen af en norsk Nationalitet – Betingelser så kraftige, at de endog bryder frem og lader sig ane gjennem Oversættelsen –, da ved vi til Gjengjæld, at vi har fundet netop den rette og naturlige Vei til denne Nationalitets Frigjørelse og Realisation.

Her må forresten for en Sikkerhed indskydes Følgende. – Når disse Ting er på Tapetet, så taler vore Bymodstrævere bestandig således, som om det skulde være vor Mening først og fremst at skaffe deres«Nationaleiendommeligheder» et «Udtryk» gjennem det nye norske Sprog. Dette beror på en Misforståelse. De «Nationaleiendommeligheder», som f. Ex. Morgenbladet, Aftenposten og Ill. Tidende måtte besidde, er det ingenlunde vor Me­ning at ville gjøre til Gjenstand for nogen særlig Dyrkelse og Udvikling, – såre langt fra. Vi går jo netop ud fra, at Intelligentsen i Almindelighed endnu kun har nået provincialistisk Åndsselvstændighed i Forhold til Danmark; følgelig vil Dansken, og – til Hverdags – Blandingsmålet, være fuldstændig tilstrækkeligt til at udtrykke densOriginalitet. For os gjælder det for det Første væsentlig at søge udviklet de Spirer til en Nationalitetsdannelse, der måtte forefindes hos den Del af Landets Beboere, der endnu anerkjender det norske Sprog – og da også det deri levende norske Åndsliv – som sit. [9] På den øvrige Almenhed kan der ialfald kun virkes ganske indirekte, – og det vilde stride imod vort eget Princip at forlange, at den endnu danske Intelligents skulde, i ét Sæt, forsøge på atoversætte sigtil Norsk. En anden Sag er det, at Intelligentsen uden fare kan interessere sig for, ja endog lære Norsk; – derom senere.

Hermed er ikke sagt, at vore Byfolk ikke skulde have Lov til at «hedeNordmænd».Vi kalder dem Nordmænd allesammen, og med stor Fornøielse; – kun opfatter vi da ikke Begrebet «Nordmand»nationalt,blotgeografiskellerpolitisk.I strengt national Forstand er vor Intelligents (o: den Del deraf, som endnu føler det danske Sprog som sit) – Provins af Danmark.

«Men hvorledes forklarer man da den norske Historie fra Målmændenes Standpunkt?»

På flere Måder. Her er en, som De forhåbentlig vil finde i nogenledes god Overensstemmelse med de bedste og nyeste Kilder.

Vor egentlige Historie begynder med, at den nationale Tanke [10] gjennem Harald Hårfager træder op ligeoverfor det gamle Stamme eller Bygdevæsen, hvis Repræsentant var Høvdingaristokratiet; den gamle Historie optages nu egentlig af Kampen mellem disse to Principer. Men idet Kongemagten for at realisere den natio­nale Tanke måtte bekjæmpe, knækkeAristokratiet, un­dergrov den jo netop Nationalitetens eneste dengang mulige Grundlag, og Kampen kunde derfor i Grunden kun ende på én Måde: med gjensidig Undergang. [11] Kongestammen døde ud, og «Folket» sank viljeløst ind under en anden Nationalitet. Detkundeikke opretholde sig som et eget Rige, da det jo ikke eiede nogen national Selvkraft, noget eiendommeligt Livsprincip.

Da således det gamle Folk, specielt Aristokratiet, havde vist sig ubrugeligt som Grundlag for en virkelig Nationalitetsdannelse, måtte Udviklingen nu begynde fra en anden Kant, med etnytStof,nedenfra,med det Folk, som nu var forhånden, og som i det Store kun var at anse som en Almue. Denne måtte arbeides frem, optugtes, tæmmes, kultiveres, og det selvfølgelig gjennem fremmede Læremestere, for at der siden kunde gjøres et nyt Forsøg med den. Samtidig måtte der gydes ligesom nyt Blod ind i den gamle Stammes Årer, hvilket skede gjennem en temmelig talrig Indvandring, fornemmelig af Danske, dog også tildels af Tyske. Denne Udvikling varede som bekjendt i omkr. 400 År; så kom den nye Hafrsfjord-Dag: 1814.

Fra det År dateres vor moderne Historie, hvis For­mål fremdeles, om end i høiere Forstand, synes at være Udviklingen af en norsk Nationalitet. Kampen er allerede fuldt gående. Nu som i Fortiden er det et «Aristo­krati», som står i Veien. Atter siger «Høvdingerne»: det er ligemeget, hvilken Konge (hvilket Nationalprincip) der hersker i Norge, barevifår Lov til at arrangere os eftervorSmag. Hin Indvandring eller Blodtransfusjon kan endnu ikke ret «semja seg» med den oprindelige Org­anisme. Og denne gang har den nationale Tanke ikke engang en Kongemagt at støtte sig til. Alligevel kjæmper vi – og tror at have nogen Chance for at seire.

– De peger naturligvis på den oldnorske Literatur. Mhrr., vi ved Sammenhængen med den. Det er med den «norske» Literatur i Middelalderen noget analogt med den «norske» Literatur nu: den var på en Mådenorsk, og dog kunde den også på en vis Måde siges at være fremmed: for sin væsentlige Del var den islandsk. [12] Man kan sige, at Islandsk og Norsk i den Tid var Ét. Det var jo Nordmænd – desværre det bedste Stof til en norsk Nationalitetsdannelse – som befolkede Island. Men man kan også, om end vel ikke med synderlig Grund, sige noget Andet. I ethvert Fald er der også på dette Punkt lutter Strid. Vi eier næsten Intet så helt, at vi med fuld Tryghed kan bygge derpå som på vor uryggelige og uomdisputerlige Eiendom. Bestandig den­ne Halvhed, denne Afhængighed, denne Leven og Virken som Andres «Supplement». En virkelig original, helstøbt, helt selvskabt, helt selveiet Nationalkultur, den har vi så lidt, at vi endnu i dette Øieblik ikke ret kan fatte, hvad en sådan Kultur er, og hvad den har at betydel

Under enhver Omstændighed, Mhrr., tror jeg, at det gjælder for os Nordmænd, ikke længer at se ostilbagefor at trøste os med, hvad der muligens kan være udrettet i andre Tider, men at rette vort Blikfremadfor at se, hvadvi selvkan gjøre, og hvorledesvi selvkan udvikle os til noget Helt. Det ser ud i vor Historie, som der bestandig er blevet kjæmpet og arbeidet for dette at få en norsk Nationalitet frem; vi har imidlertid seet, at den fulde Seier ikke er vunden. Så lad os fortsætte. DererKræfter i dette Folk, Kræfter og Originalitet; blev Værket fuldendt, blev Støbningen hel, så turde det nok hende, at den viste sig Anstrengelserne værd!

Men her står vi unægtelig ved vor Udviklings svage Punkt, og her er det, jeg tror, at Modstrævet for Eftertiden bør tage Standpunkt, når den med nogen Kraft vil bekjæmpe os og vore Tanker. Da vil den nemlig vir­kelig have klart Standpunkt og Princip.

Modstræverne skal sige: Nordmændene er ingen Na­tion, har aldrig været nogen Nation, og der er ingen Grund til at antage, at de nogensinde vil blive det. Tvertimod tyder alle Symptomer på, at Danskheden, Provincialiteten, æder sig ind over Landet alt mer og mer for hver Dag. Alle disse nye Skoler f. Ex. er jo de ypperligste Redskaber i Denationalisationens Hænder, et formeligt Fordanskningssystem, ligesom Skolerne i Slesvig er en Fortyskningsmaskine. Fra sit syvende til sit tyvende År må nu hver Gut i Landet arbeide på sin Selvoversættelse og på at glemme sit Modersmål, så sandt ialfald som han vil få nogen Oplysning eller komme frem i Verden. Aviser og Bøger på Dansk bidrager Sit til at ødelægge og proletariatisere Norsken. Og Folket finder sig i detl Overgangen kan have sine Vanskeligheder; men det går over, og strax så erkjender jo Folket Dansken somsitSprog; det kan altså ikke være så farligt med de selvstændige «nationale Spirer». Lad os altså se at danisere det hele Folk; thi enEnhedmå der jo til. Lad os resignere på denne vor lange historiske Drøm om den «norske Nationalitet». Der existerer ingen norsk Nationalitet, og den vil aldrig komme til at existere.

Så skal de tale. Så bliver nemlig Modsætningen vir­kelig klar, og Kampen kommer til at stå mellem to gjennemførte nationale og historiskePrinciper.

Her bliver derfor også Modstrævet fornuftigt, og dets Indvendinger vil gå over fra at være ugreit Vås til at blive virkelige Tanker. Og Modstrævet bliverstærkt,på en vis Måde uangribeligt. Thi egentlig vil det kun påénMåde kunne modbevises, nemlig derved, at vort Principfaktiskseirer, og den norske Nationalitet såledesfaktisktræder frem i Lyset. Før dette sker, vil nemlig Ingen kunne føre noget absolut bindende Bevis for Nationalitetens Mulighed; så længe den er en Opgave, så længe er den også et Problem. — Men jo klarere og skarpere Modsætningerne står, des kraftigere og rigere vil Udviklingen blive. Et styrket Modstræv vil også være til Gavn for Fremskridtet.

Det Standpunkt, jeg her har søgt at anvise Modstrævet, er ikke nogetnyt;det er blot Konsekventsen af det gamle, det gamle Standpunkt sig selv bevidst. Derfor vil vore Modstrævere forhåbentlig så meget tryggere kunne indtage det, og jeg vil kun medgive dem Ønsket om, at de der måtte befinde sig vel.

Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse. Et Forsøg paa en omfattende Redegjørelse, formet som polemiske Sendebreve til Modstræverne, femte brev. Af Arne Garborg. Kristiania 1877. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 122-134; notar 155-156. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006.

[1] Er end Landsfolket sig ikke endnu altid bevidst, at Danskenikkeer dets Mål, så ved til Gjengjæld Byfolket så meget bedre, at Bondemålet ikke erdets!

[2] Sml. Tegnér: Språk och nationalitet, Sv. Tidskr. 1874, p. 113 fg. – Denne Videnskabsmand kan dog, på Grund af sin mekaniske Sprogopfatning, ikke tilkjende Sproget den Betydning for Nationaliteten, som Målsagen (i Overensstemmelse med andre Videnskabsmænd og med den almindelige europæiske Mening) tillægger det. Han kan ikke desto mindre til Nød sympathisere med vort «Målstræv», om han end – da han blot opfatter Sproget som et «Kommunikationsmiddel» – finder, at vi er tilbøielige til at undervurdere Betydningen af at have «Sprog fælles» med en «anden Nation». – Jeg tager specielt Hensyn til denne Forfatter, da en Flerhed af vore yngre Modstrævere fra ham viser sig at have øst sin Visdom.

[3] Også denne Theori har forøvrigt sine Forsvarere (f. Ex. gamle Madvig, Svensken Tegnér, Amerikaneren Whitney o. fl.).

[4] Af fransk Herkomst, og blev først i Året 1835 anerkjendt og optaget i det franske Lexikon.

[5] Mer herom i 7de Brev.

[6] Franskmandens fyndige: «la langue est la nation» er jo næsten blevet Ordsprog. «Duer Fædrelandet, duer Friheden!» siger Mistral til sit provencalske Sprog; ligeså: «har et Folk sit Sprog, da har det den Nøgel, der befrier det fra sine Lænker.» «Die Nationalitet ist an der Sprache zu erkennen,» siger Dr. Boehmer. «Het tael is gansch hel volk,» siger Belgierne. Danskeren N. M. Petersen siger: «I Sproget træder Nationaliteten frem. – Når I kunne tilintetgjøre Sproget, have I tilintetgjort Folket, og så længe det sidste Minde af Sproget endnu er tilbage, kan Folket reise sig, hvor dybt det end er sunket…. Folk og Sprog ere så inderligt forbundne, at det ene består, omskiftes og forgår med det andet…. Med enhver ny Sprogudvikling begynder en ny Tilværelse.» (Saml. Afh. IV, 122, 104.) – O.s.v. – Også Finnerne har erkjendt, at «språket är nationalitetens vilkår». Til og med en Amerikaner (Marsh) kan betegne Sproget som «the vehicle of the expression of the national mind and character». (Derfor betragter han også sig og sine Landsmænd endnu som Engelskmænd.)

[7] I alle Lande heder det «slet» Oversættelse, når Ord og Idiomatismer fra Originalsproget uoversatte eller halv-oversatte følger med ind i det Sprog, hvortil der oversættes.

[8] «A national literature commences only when the genius of the people expresses itself, through native authors, upon topics of per­manent interest, in the grammatical and rhetorical forms best suited to the essential character of the vernacular, and of those, who speak it.» (G. P. Marsh.)

[9] Modstræverske Mænd påstår, at enkelte af Målmændene, skjønt de skriver «Mål», dog tænker på Dansk;og uden at ville gå ind på denne Sags Realitet skal jeg bemærke, at der til Grund for den Art Udtalelser ligger et ganske rigtigt Instinkt. Ifølge den gamle Sandhed, at «ligesom Tanken skaber sig sit Sprog, således virker også Sproget formende og bestemmende tilbage på Tanken», må man ganske rigtig«tænke»på en noget anden Måde, når man skriver Norsk end når man skriver Dansk. Dette er noget, vi Bondegutter ofte med Forbauselse får finde, når vi, efter grundig at have oversat os på Dansk, igjen søger at «være os selv», gjenfinde vort oprindelige Åndsliv, i vort oprindelige Sprog. Tænker man i den danske Form, mens man skriver på Norsk, så bliver Resultatet –Oversættelse,altså netop ikke etfritUdtrykfor Ens individuelle Åndsliv. – For altså i Sandhed at kunne skrive Norsk må enten Norsken oprindelig være Ens Modersmål, eller også må man have lært det så grundigt, at man virkelig formår at «tænke på Norsk».

[10] Det bedes forresten erindret, at vi nu befinder os i Fortiden; disse moderne Udtryk må derfor opfattes med Forsigtighed.

[11] Hvad der opnåedes, var Grundfæstelsen af den Bevidsthed, at Norge var – eller skulde være – et Rige; denne Bevidsthed holdt sig gjennem Tiderne og blev nu i Begyndelsen af dette Århundrede Grundlaget for en ny norsk Historie.

[12] «Norges gamle Tungemål er både i sproglig og literær Henseende det Islandskes Supplement. Omtrent fra Reformationstiden faldt Skriftsproget sammen med det danske, og det kunde da siges at være det Danskes Supplement.» (N. M. Petersen, Sml. Afh. IV ,159.)